Min arbejdsplads: Ridefysioterapi

Hvor længe har du været ridefysioterapeut?

Næsten lige så længe, som jeg har været fysioterapeut. Jeg blev færdig som fysioterapeut i 2008 og som ridefysioterapeut i 2009.

Jeg havde tidligere arbejdet på en døgninstitution for svært multihandicappede børn, hvor af nogle af dem gik til ridefysioterapi, og jeg vidste derfor allerede fra begyndelsen på fysioterapeutskolen, at jeg enten ville være børnefysioterapeut eller ridefysioterapeut.

Var det svært at komme i gang?

Der havde ikke været et tilbud om ridefysioterapi på Lolland-Falster i et par år, og jeg brugte lang tid på at ringe rundt og finde ud af, hvad der var blevet af det eksisterende ydernummer. Da det lykkedes, var det så nøglen til at komme videre.

Næste skridt var at finde et egnet ridecenter, og der var jeg så heldig at finde en entreprenør, der var i gang med at indrette et helt nyt center 20 km fra, hvor jeg bor. Centeret er 100 procent indrettet til handicappede, og her er fantastiske forhold både inde og ude.

Kom patienterne af sig selv?

Næsten. Jeg kørte rundt med foldere til samtlige praktiserende læger på Lolland-Falster og var også i den lokale avis, men der gik ikke ret lang tid, før jeg havde en lang venteliste.

Behandlingen er vederlagsfri, og alle 42 diagnosegrupper inden for ordningen med vederlagsfri fysioterapi kan komme i betragtning til ridefysioterapi plus blinde og svagtseende, mennesker med downs syndrom samt autisme

 Jeg har 24 timer her på stedet og kan ikke få flere, fordi centeret også skal have plads til andre aktiviteter, men jeg har fået et ydernummer mere og har mulighed for at indlede et samarbejde med en anden ridefysioterapeut, hvis jeg kan finde endnu et sted at praktisere.

Der er særlige krav til indretningen, hvis man skal tilbyde ridefysioterapi, så det er ikke et hvilket som helst ridecenter, der vil kunne leve op til kravene, og jeg er derfor gået en anden vej og har planer om at etablere et sted, der kun fokuserer på ridefysioterapi og handicapridning, helst med 15-20 heste.

Kan mindre ikke gøre det?

Jeg har både børn og voksne som patienter, så jeg skal have heste i alle størrelser. I de tilfælde, hvor patienterne kræver bagrytter, skal man have særligt kraftige heste, der kan holde til to ryttere, så det er lidt noget andet end at indrette en træningssal, hvor alle kan bruge det samme udstyr.

Desuden ville det være fantastisk at have sit eget sted, hvor vi kunne være nogle flere fysioterapeuter og udvikle og evidensbasere tilbuddet.

Hvad er det bedste ved at være ridefysioterapeut?

Der er ikke to dage, der er ens, fordi det er meget forskelligt, hvordan patienterne har det fra gang til gang. Især elsker jeg at arbejde med børnene, fordi man virkelig kan se, at man gør en forskel.

Patienterne skal have en vis grad af hovedkontrol og truncusstabilitet, men selv de helt små børn, der ikke kan komme op at sidde, kan få meget ud af at ligge på hesten, fordi hestens gangbevægelse er identisk med vores gangmønster.

Det unikke ved ridefysioterapi er, at træningen omfatter både stabilitetstræning, balance og koordinationstræning. Jeg har mange sclerosepatienter og senhjerneskadede, men med dem er det mere vedligeholdende træning og forebyggelse, hvor den indsats, man gør i forhold til børnene, kommer 10 gange igen!

Det er fantastisk at se, hvordan de nyder det, ligegyldigt hvor svært handicappede de er. Vi har også børn med autisme og ADHD, som får trænet sociale færdigheder, ikke mindst via hesten, som de jo er nødt til at samarbejde med.

Hvad er det værste?

Hvis en patient falder af! Det er jo risikoen ved at sætte sig op på en hest, at hesten kan blive forskrækket, eller rytteren kan sidde uroligt, men de fleste rejser sig heldigvis og vil op på hesten igen.

Desuden kan det være en udfordring, at man er rigtig meget alene. Vi er ikke ret mange ridefysioterapeuter, og vi er meget spredt, så man kan ikke lige spørge en kollega til råds, men er nødt til at tro på sig selv og sine egne evner.

Særligt på Lolland er der ikke mange ridefysser, så for at holde mig ajour med udvikling og forskning på området er jeg blandt andet med i en erfagruppe og med i bestyrelsen for Danske Ridefysioterapeuter.

Skal du være ridefysioterapeut altid?

Det tror jeg. Det er blevet min identitet, og indimellem føles det slet ikke, som om jeg tager på arbejde. Hvis det på en eller anden måde kunne kombineres med børnefysioterapi, ville jeg måske fordele min tid mellem de to fagområder, men jeg ville aldrig finde på at lave noget helt andet.