Er genoptræning altid den bedste løsning?

Hvad skal du forske i?  

”Klinisk træningsfysiologi” dækker de fysiologiske ændringer, som træning medfører i den syge organisme, og ”rehabilitering” handler om at give mennesker med nedsat funktionsevne et selvstændigt og meningsfyldt liv med bedst mulig funktionsevne. Jeg skal forske i, hvorvidt træning og fysisk aktivitet kan optimere patientforløb. Når man er fysisk aktiv og træner, øger man sin muskelstyrke og funktionsevne, og det bør i teorien mindske det styrketab, der sker i forbindelse med en større operation, fordi man ofte er inaktiv. Og det ser ud til at virke - for nogle patientforløb. Men der er tilfælde, hvor det ikke gør i den udstrækning, vi troede. Det ser ud til, at de fysiologiske ændringer og den inflammation, der sker som følge af en operation, kan dæmpe effekten af træning i nogle tilfælde. Vi har for eksempel troet, at man ved at starte styrketræning tidligt efter en total knæalloplastik kunne undgå det meget store tab af muskelstyrke tidligt efter operationen. Men det ser ud til at det traume, der opstår i forbindelse med indgrebet, udligner træningseffekten. Så det, der på papiret burde optimere patientforløbet, ser ud til at drukne i effekten af operationen. I andre tilfælde bliver patienten bedre af medicinsk behandling eller af at tiden simpelthen går. Det, vi kender som ”spontan bedring”. Så det gælder for mig om at være med til at skabe viden omkring, hvilke patientforløb der kan optimeres med træning og fysisk aktivitet.

Det er ikke godt nyt for fysioterapien?

”Der vil måske være tilfælde, hvor det ikke er, men det er sådan, videnskaben er. Jeg er i mindre grad optaget af det politiske. Jeg laver jo ikke forskning for at skabe arbejdspladser. Hvis det sker som sidegevinst, er det fint, men jeg laver forskning for at bidrage til at evidensbasere vores genoptræningstilbud, så vi får mest genoptræning, der virker for pengene. Så sundhedsvæsenet kan prioritere midlerne på et sagligt grundlag.”

Hvilket forskningsmiljø er du omgivet af?

”Her, i Klinisk Forskningscenter, har vi flere forskellige forskningsgrupper, hvoraf flere er etableret på tværs af forskellige hospitalsafdelinger og sektorer. Så til daglig er jeg omgivet af alt fra antropologer, datamanagere, statistikere, læger, biokemikere, farmaceuter og molekylærbiologer til sygeplejersker og fysioterapeuter. Vi er en del personer med fysioterapeut- baggrund, og vi har for nylig fået oprettet en ny spændende stilling sammen med Genoptræningen i Hvidovre Kommune. Den er besat af Lise Kronborg, ph.d, som er ansat i en tværsektoriel stilling. Hun befinder sig dels her i Klinisk Forskningscenter og dels i Genoptræningen i Hvidovre Kommune. Det er ret visionært, at de to ledelser har lykkedes med etablering en reel tværsektoriel stilling. Det er første gang, vi har en person ansat, der flytter sig rent fysisk mellem sektorerne.”

Hvad har været den største udfordring på vejen?

”Det var en udfordring at læse en treårig grunduddannelse og bagefter seks år på universitetet, som skulle have været fem, men som blev til seks, fordi specialet var så interessant. Det var også en relativt stor udfordring at finansiere de ni år på SU. Men det nødvendiggjorde, at jeg blev tvunget til at lære at skaffe legater og fondsmidler tidligt.”

Hvor meget fysioterapeut er der tilbage i dig?

”Meget! Selvom det er den korteste af mine to uddannelser, er det nok den, der fylder mest i mig til daglig. Jeg sidder i et klinisk professorat og jeg vil rigtig gerne have, at fysioterapeuter generelt bliver bedre til at anvende helt klassiske principper for træningsfysiologi i terapeutiske interventioner. Derfor har jeg i mange år undervist på Danske Fysioterapeuters kursus ”Fysisk træning i klinisk praksis.”

Kan du anbefale andre at gå samme vej?

”Det er en lang vej. Og hvis man interesserer sig for forskning, kan jeg kun anbefale, at man forfølger sin drøm. Det kræver hårdt arbejde, men det gør det jo, uanset hvilken drøm, man skal i mål med.”

Hvad er de vigtigste kompetencer hos en professor?

”Man skal være fagligt dygtig og god til at organisere ting, og man skal behandle folk ordentligt. Men man skal især være god til at samarbejde. En stor del af baggrunden for at være en succesfuld forsker er et spørgsmål om, hvor gode sociale kompetencer, man har. For er man flere til at løfte, kan man løfte mere, end hvis man løfter alene.”