Artikel fra Fysioterapeuten

Tidligere numre

Vi skal være troværdige samarbejdspartnere

Inger Mechlenburg blev udnævnt til professor i ortopædisk rehabilitering ved Aarhus Universitet den 1. juli i år. Hun skal forske i interventioner til patienter med artrose i hofte, knæ og skulder og undersøge hvilken behandling, der er den bedste.
Foto: Claus Sjödin

Hvad dækker dit professorat?

”Jeg skal forske i to retninger. Jeg skal undersøge effekten af træning på patienter, der har symptomatisk hoftedysplasi. Derudover skal jeg undersøge træningsinterventioner før og efter operation hos patienter med artrose i hofte, knæ og skulder, eller fraktur i sidstnævnte. Hvorvidt man skal træne med patienter inden operation, så de bliver i stand til bedre at lave genoptræning efter indgrebet og hvilken form for træning, der er den bedste. Skal det være konditions- eller styrketræning? Hvor meget skal man træne og med hvilken intensitet? Er 1-2 eller 3 gange om ugen det rigtige niveau? Skal en fysioterapeut supervisere, eller går det lige så godt, når patienterne træner derhjemme med en app? Vi ser for eksempel, særligt blandt unge patienter, at de er mindre villige til at tage på sygehuset for at træne. Vi vil også undersøge, om træning kan være bedre end operation. Man har gode resultater med indsættelse af protese for hofte og knæ, men det er ikke helt så entydigt, når det drejer sig om skulderpatienter. Så vi vil se på, hvilken effekt man kan opnå uden operation, så patienterne får en smertelindring, men undgår de infektioner, der følger med et operativt indgreb.”

Hvad vil du opnå med din forskning? 

”Vi håber på, at vi får behandling af højere kvalitet, og at man stort set altid anvender det, der er mest evidens for. For vi skal tilbyde det bedst mulige til patienterne. Det betyder ikke nødvendigvis flere behandlinger, det kan også betyde færre eller ingen. Nogle har brug for træning, andre har brug for operation, og nogle har brug for begge dele. Vi skal være opmærksomme på, hvordan vi bruger samfundets ressourcer. Jeg er meget åben overfor, at man prioriterer. Der er tale om store patientgrupper, der udføres årligt adskillige tusinde proteseoperationer af hofte, knæ og skulder, så der er stor politisk bevågenhed på området. Derfor stiller man forståeligt nok spørgsmålet, om alle skal opereres. For vi bliver ældre, vi får højere BMI, og fremover vil vi se endnu flere patienter med artrose. Vi har behov for at skabe mere evidens og viden om, hvad der er et godt genoptræningsforløb til hofte, knæ og skulderoperationer.

Fysioterapeuter skal være troværdige samarbejdspartnere, og det er vi ikke, hvis vi ukritisk hævder, at patienterne ikke får nok genoptræning. For måske kan de ressourcestærke selv klare genoptræningen. Der er nødt til at være evidens for det, vi som faggruppe udfører.”

Hvilket forskningsmiljø har du omkring dig?

”Det er et tværfagligt forskningsmiljø med ortopædkirurger, fysioterapeuter, radiologer, muskelfysiologer, ingeniører, statistikere. Det er et meget stimulerende miljø. Fordi det er tværfagligt, ser man tingene fra forskellige ståsteder. Ortopædkirurgerne er til tider overoptimistiske ifht., hvad man kan opnå med en operation. Fysioterapeuterne er ofte overoptimistiske ifht., hvad man kan opnå med træning. Radiologerne ser forandringer på røntgenbillederne, som de af og til tror, er netop det, der giver patienterne smerte. Men vi bliver alle sammen ofte skuffede, for det er ikke altid det, vi tror, det er.”

Hvad håber du på at have opnået om ti år?

”I forskning er tre faktorer vigtige. At man publicerer, at man er god til at tiltrække forskningsmidler, og at man kan tiltrække dygtige studerende. Jeg håber, jeg kan skabe et godt og trygt forskningsmiljø, som tiltrækker de dygtigste studerende. Forskning er jo et meget konkurrencepræget miljø, man er i konkurrence med sine kollegaer om midlerne, men også om at få publiceret i gode tidsskrifter. Det er fremmende for en god præstation, men måske ikke for et godt arbejdsmiljø. Derfor vil jeg være opmærksom på, at det er godt og trygt at være studerende i min forskningsgruppe. Dog vil jeg gerne sætte mål for de studerende, som de ikke umiddelbart tror, de kan nå. Vi tager det bid for bid, og bygger langsomt på. Jeg ønsker at bidrage til, at de ældre studerende giver deres erfaringer videre til de yngre, og at der hersker en konstruktiv ånd, hvor man samarbejder om at nå resultater.”