Vi skal finde nøglen til hver enkelt patient

Rikke Eriksen følte sig så godt som færdiguddannet, da hun på 12. modul begyndte i sin sidste kliniske undervisning på Hvidovre Hospital. De fysiske øvelser og teorien syntes hun i hvert fald, hun havde styr på. Men mødet med en ældre herre viste hende, at fysioterapi handler om mange andre ting end træningsøvelser.

I sine 10 uger på Fysio- og Ergoterapeutisk Afdeling på Hvidovre Hospital mødte hun mange forskellige patienter. Afdelingen står for genoptræning på hele hospitalet, og om formiddagen er de studerende tilknyttet en fast afdeling, mens eftermiddagen er sat af til undervisning, ambulante patienter eller udflugter til andre afdelinger. Rikke Eriksen fik for eksempel lov til at overvære en skulderoperation, selvom der ikke direkte indgik fysioterapi i behandlingen.

”Det giver et ekstra lag til faget, at man ved, hvad ens patienter har været igennem, inden man skal behandle dem. Det er det gode ved at være på et hospital. Man når forbi mange patienter, som er på vidt forskellige niveauer,” siger hun.

Klarhed og kampgejst 

En dag fik hun tilbudt at være med til træning af en mand i sluttresserne, som fik stor betydning for hende. Patienten var tetraplegisk og lå på Traumatisk Hjerneskadeafdeling efter en blodprop. Hun fik at vide, at skaden havde gjort ham kraftesløs og delvist lammet i venstre side. Den dag, hvor Rikke var med, skulle han op at stå og have vægtbæring på benene for første gang siden blodproppen.

To fysioterapeuter var med for at træne ham, så Rikke Eriksen troede, hun blot skulle observere. Men hun blev hurtigt sat i gang. Det viste sig, at selv med hendes hjælp tog det et kvarter alene at få ham op at sidde. Bagefter blev en loftlift og en gangramme gjort klar, en fysioterapeut holdt styr på hans fødder, mens Rikke Eriksen og den anden fysioterapeut tog et fast tag i hans bukserem. Målet for træningen var, at han skulle stå op for at mærke sin egen vægt, og det lykkedes ved fælles indsats. Bagefter satte de ham ned for at give ham en pause, men i samme øjeblik tog han selv initiativ til at rejse sig igen. Med enstavelsesord og bevægelser fik han forklaret, at han ville ud og gå.

Han kom op igen, stadig med gangrammen som støtte og Rikke Eriksen og de to fysioterapeuter på deres pladser bag ham. Patienten blev så ivrig, at han glemte at trække vejret ordentligt. ”Tag en dyb indånding,” fik han besked på. Og langsomt, et skridt af gangen, gik han fem meter hen over gulvet med fysioterapeuternes hjælp. Bagefter brød han ud i tårer.

”Jeg fik også våde øjne og måtte stille mig om bag de andre et øjeblik. En af fysioterapeuterne smilede indforstået til mig. Ingen af os havde troet, at han ville nå så langt i dag,” siger hun.

Hustru skulle have besked

Patienten blev langsomt flyttet tilbage til hospitalssengen. Da han lå ned, bad han om at se sin kone. Hun skulle høre om dagens bedrift. De to fysioterapeuter fortalte, at hun kom på besøg hver dag og engagerede sig i selv de mindste detaljer af sin mands træning. Nu forstod Rikke Eriksen, hvor patientens superkræfter kom fra.

”Den ældre herre lærte mig, at patientens mentale indstilling betyder sindssygt meget for, hvor langt han eller hun kan nå med sin fysiske træning. Men det er langt fra alle, der er lige så motiverede som ham. Så vores job er at finde nøglen til hver enkelt,” siger hun.