Tag fat på tabuet

Kimi Sand er fysioterapeut, sexolog, vaginalterapeut, klummeskribent og foredragsholder.

Da jeg i sin tid tog sexologuddannelsen for at udvide min faglighed som fysioterapeut, var det på grund af de mange spørgsmål, jeg fik fra klienter med bækkenbundsproblemer. Jeg ville være i stand til at svare kompetent på deres spørgsmål og blev så interesseret i emnet, at jeg måtte lære mere.

Nå, men hvad har det med dig at gøre som fysioterapeut, tænker du nok. Du arbejder måske mest med resten af bevægeapparatet og ikke så meget med bækkenbunden. Min pointe er, at patienten/klienten jo også har et sexliv, som kan blive påvirket af problemer i resten af kroppen.

Slidgigt i hoften, knæet eller lænden kan gøre sex kompliceret. Medicinske patienter kan have spørgsmål til sexlivet. Postoperativt vil der også være mange patienter, som kan være i tvivl om, hvilke muligheder de har for at være seksuelt aktive, hvis de har fået fjernet en del af deres krop.

Jeg hørte under sexologuddannelsen, at kun 40 procent af de praktiserende læger stiller spørgsmål til patientens sexliv, selvom de ved, at det, patienten fejler, eller den medicin han/hun får, vil påvirke sexlivet. Det kom fra en undersøgelse, som lægerne selv havde svaret på.

Er det ligesådan hos os fysioterapeuter? Hvor meget tør du selv spørge ind? Eller føler du ikke, det er relevant? Da vi fysioterapeuter kommer i kontakt med mange af klienterne, er det oplagt, at vi vejleder om emnet. Men hvor gode er vi til at tage samtalen om patientens seksuelle sundhed?

Du skal vide, at de fleste patienter rigtigt gerne vil tale om emnet, for det er vigtigt for dem. Det er desværre også tabubelagt og svært at tage fat på, ofte på grund af vores egen blufærdighed.

Hvis vi som sundhedspersonale lærer at tage samtalerne, kan det blive normalt at tage emnet op, lige som når vi spørger ind til den psykiske, fysiske og sociale sundhed. Hvis vi ikke selv kan svare på et aktuelt spørgsmål, kan vi henvise patienten til den rette fagperson. Men vi skal i min optik turde vise, at det er et relevant og vigtigt område at berøre.

Et eksempel fra min egen praksis: Når jeg arbejder med kvinder, som har vulvodyni og vaginisme, har flere af dem allerede været i behandling uden at få tilstrækkelig lindring. Min erfaring er, at når vi tager samtalen om, hvordan klienten passer på sig selv, kortlægger hendes seksuelle historie og lærer hende at mærke og sætte sine grænser, oplever hun, at hendes smerter bliver mindre, nogle gange uden at jeg har lavet tryk i skeden. De fleste gange bliver kvinderne helt smertefrie.

Når jeg skriver dette, er det ikke for at fremhæve mig selv eller min faglighed. Der er masser af behandlere, som er meget dygtigere end mig. Min pointe er, at samtalen, det, at sætte ord på seksualiteten, er så vigtig en del af disse kvinders helbredelse, at jeg ikke kunne have hjulpet dem uden.

Derfor er min opfordring: Tag samtalerne med dine klienter om deres seksualitet.