Jeg er ikke bange for at prøve noget af

Hvad laver du?

Jeg har et bijob som fysioterapeut for para-atleter. Det er sportsudøvere med et handicap, som præsterer på allerhøjeste niveau. Lige nu forbereder jeg para-dressur-rytterne til Paralympiske Lege (PL) i Tokyo.

Hvordan gør du?

Jeg bruger meget tid på at bygge atleterne op fysisk. Jeg screener dem og kigger på den måde, de bevæger sig på, så vi får udnyttet deres fysik bedst muligt, til trods for deres handicap. Jeg møder dem normalt et par gange om året, og så er vi på intensive camps hen over året og op til de store stævner både nationalt og internationalt – som f.eks. VM, EM og PL.

Hvad gør du anderledes end med andre elite-sportsfolk?

Det kræver rigtig meget kreativitet, for jeg kan ikke bare bruge de traditionelle tilgange. Jeg er nødt til hele tiden at opfinde noget nyt. For eksempel er vores rytter, regerende verdensmester Stinna Tange, født uden ben. Hvordan laver man kredsløbstræning for hende? Vi har sammen fundet ud af, at hun kan hoppe i trampolin og få pulsen op på den måde. Ligesom jeg gjorde sammen med Peter Rosenmeier, flere gange vinder af VM og PL guld i bordtennis. Han er født med en kromosomfejl og mangler dele af sine ekstremiteter. Så vi fandt på, at han kunne sidde i en speciel opstilling og cykle og dermed træne sin kondi. Men det er også at træne alle de små ting, som almindelige atleter ikke behøver. Som at træne en muskel, man via sit handikap altid har kompenseret udenom.

Hvad er det særlige, du kan?

Jeg er meget nysgerrig og opfindsom, og jeg er ikke bange for at prøve noget af. Og så har jeg ikke nogen berøringsangst overfor handicap. Hvis der er en, der siger, det tror jeg ikke, jeg kan, så siger jeg: Lad os prøve det af. Tag for eksempel vores rytter Tobias Thorning Jørgensen, som har muskelsvind. Hans læger og fysioterapeut vurderede, at han ikke kunne tåle fysisk træning. Han tog to mavebøjninger, og så var han smadret. Jeg mente, at han kunne blive stærkere, men det tog tid at overbevise ham. Nu kører han helt almindelig træning, han er blevet meget stærkere, og det kan han også selv mærke i sin dagligdag. Før kunne han ikke gå op og ned ad trapper; nu går han normalt. Så hans dagligdag er blevet meget bedre, fordi han har trænet sig rigtig godt op til sporten.

Jesper Bo Hedeager sammen med rytter Tobias Thorning Jørgensen, der vandt to guldmedaljer ved De Paralympiske Lege i Tokyo. Foto: Foto: Ole Joern.

Hvad er det sværeste?

De, som har svært ved at se sig selv som handicappede, er meget svære at arbejde med og rykke på. Ligesom den danske kultur omkring handicappede kan være svær at arbejde med. Handicappet – kan man så noget? Er det ikke bare nogen, vi skal passe på?

Hvad er det bedste?

Det er den livsglæde og energi, sportsudøverne har. Den er helt unik. For til trods for en masse udfordringer, de kan have på grund af deres handicap, så vil de virkelig dyrke sport på højeste niveau. De har en livsglæde, der smitter, så man ikke kan andet end være i godt humør. Og så er det selvfølgelig fedt, når det giver en guldmedalje. Men jeg kan også rigtig godt lide, når det, vi gør for dem, gør en forskel i deres liv ved siden af sporten.

Kræver det særlige kompetencer?

Man skal være godt vidende om sport. Jeg har bl.a. eksamen i sportsfysioterapi. Og så skal man ikke være bange for at bruge sine manuelle færdigheder. Mange af de her sportsudøvere har ikke så mange muskler, og dem de har, arbejder tre gange så meget. Så man skal have hænderne godt skruet på og manipulere, strække og massere for at gøre dem klar til start.

Læs også nyheden fysioterapeut ved Paralympiske Lege 2021: Vi skal forlange meget mere af idrætsfolk med handicap