De måler og måler

Nogle har testet i mange år, nogle er lige begyndt, nogle bruger særlige ”testere”, andre lægger vægt på, at det er den faste fysioterapeut, der står for testningen, nogle har faste testbatterier på tværs af diagnoser, mens andre tilpasser testningen individuelt, nogle indkalder hvert halve, andre hver tredje måned, og nogle tester for motivationens skyld, andre for testens.

Med andre ord eksperimenteres der stadig med brugen af test og måleredskaber i forbindelse med behandling og træning af patienter i den vederlagsfrie ordning, men der er sket meget, siden Danske Fysioterapeuter i 2011 havde anvendelsen af test og mål som et af punkterne i det udspil, der skulle skabe dokumentation for kvaliteten af vederlagsfri fysioterapi.

Der er lang vej endnu

En af de klinikker, der er gået mest systematisk til opgaven, er Ballerup Fysioterapi, der med støtte fra Praksisfonden har udviklet en model for træning, herunder test, som flere andre klinikker har valgt lade sig inspirere af i opbygningen af deres egne tilbud.
Mads Hyldgaard fra Ballerup Fysioterapi mener, at det går den rigtige vej, ”men der er lang vej endnu. Det er en kultur det skal ændres”, siger han.

Det bekræfter blandt andre Jonas Damgaard-Iversen, Brønderslev Fysioterapi. ”Selvfølgelig tester vi. Det er en del af vores fortløbende kvalitetssikring af det vederlagsfrie tilbud”, siger han, men tilføjer, at det ikke er lige selvfølgeligt alle steder:

”Jeg har hørt flere sige, at de ikke har tid til og mulighed for at teste, men jeg tror mere, at det handler om en kultur, for det er ikke besværligt, hvis man vælger et overskueligt testapparat og sørger for at blive fortrolige med testene. Det handler mere om en kulturændring end om organisering”.

Selv har han været på klinikken i to år, og der var allerede en kultur for at teste, da han startede, fortæller han. ”Men vi har fået sat det i lidt mere systematiske rammer med enkle, validerede og reliable test i stedet for det mere omfattende testbatteri, vi havde før. Vi har valgt at ensarte vores testning – også på tværs af diagnoser – for at blive mere sikre i testen”.

Patienterne testes i forhold til gangdistance, kondition, hastighed og styrke. Testningen er med tiden lagt mere og mere i system, og alle, der træner på hold får i begyndelsen af året tre test lagt ind i kalenderen. ”Testningen tager nogenlunde en halv time inklusive tid til en snak om, hvordan det går på holdet – det svarer til en normal konsultation”, forklarer Jonas Damgaard-Iversen.

Formålet er både motivation og dokumentation, understreger han. ”Test letter dokumentationen, fordi man kan kvantificerer noget af det, man lægger mærke til i forbindelse med træningen, men det motiverer også. Også dem, der kun opnår at forhale forværringen. Desuden får man som fysioterapeut et input til, hvor man skal fokusere træningen, hvis det er gået tilbage på et område”.

Bliver set på en ny måde

Også hos Varde Fysioterapi og Træningscenter er testning blevet lagt ind i faste rammer, og her er det primært motivationen, der er i fokus. Klinikken har ca. 250 vederlagsfrie patienter, hvoraf ca. halvdelen har taget imod tilbuddet om testning, fortæller Marianne Bjerregaard.

”Det skal være frivilligt – de skal føle, det er en gave til dem. Det var derfor vi overhovedet kom i gang med det. Vi testede nogle patienter i den vederlagsfrie ordning i forbindelse med et projekt og oplevede, hvor glade de blev over at føle sig set på en helt ny måde. ”Nu ser i mig med min diagnose og med mine begrænsninger”, sagde de”.

I dag inviteres alle vederlagsfrie patienter til testning hvert halve år med en sms. Særlige ”testere” står for testningen, og patienternes faste fysioterapeut involveres først, når testresultaterne er skrevet ind i journalen og skal tolkes sammen med patienten.

”Tallene kan ikke stå alene. Patienten kan have en dårlig dag, er måske midt i en skilsmisse eller andet, der kan påvirke resultaterne, så tolkningen sammen med den primære fysioterapeut er vigtig”, forklarer hun.

”De progressive lidelser er pr. definition en gruppe, hvor det går nedad, men mine patienter er alligevel blevet bedre næsten alle sammen. De går lige den ekstra tur, fordi de ved, at de skal testes. Testresultaterne skrives ind i statusredegørelserne, og det er dejligt at kunne skrive bare lidt konkret, fordi det ellers er bløde værdier det hele. Det er godt eksempelvis at kunne skrive, at en sclerosepatient trods to attakker i en periode mellem to test alligevel kan gå så og så langt på seks minutter”.

Varde Fysioterapi og Træningscenter var i maj vært for et temamøde om test af patienter i den vederlagsfrie ordning, og her blev det tydeligt, hvor forskellig praksis er fra klinik til klinik, fortæller Marianne Bjerregaard.

”Nogle havde testet alle på én gang i en lejet hal en formiddag, andre gjorde det bare, og andre orkede det ikke – de vidste ikke, hvordan de skulle komme i gang, og hvor de skulle ende og begynde. Jeg kan godt forstå, det kan være svært, hvis man ikke har faciliteterne. Det er ikke nok, at man har nogle lange gange til gangtesten, for de neurologiske patienter mister meget hurtigt koncentrationen, hvis der færdes andre på gangen imens. At teste kræver tid og overskud, men vi kommer ikke udenom at dokumentere, hvad det er, vi gør, og kommunerne skal vide, hvad de betaler for. Vi behandler jo heller ikke en patient uden at undersøge ham først for, hvad der er galt. Det nytter ikke at sætte dem på en cykel, hvis det er gangfunktionen, det er galt med”.

Man skal ikke gøre det sværere, end det er

Også Belinda Toft fra Kolding Fysioterapi og Træningscenter har forståelse for, at det kan være svært at komme i gang, hvis faciliteterne ikke er til det, ”men man skal ikke gøre det sværere end det er”, mener hun.

”Vores udgangspunkt er, at det skal være nemt og let tilgængeligt. Vi har en bane, der er afmærket med tape, som vi bruger til henholdsvis 6 minutters og 10 meters gangtest. Nogle gange sætter vi en studentermedhjælper til at teste, men det optimale er, at det er den samme person, der tester hver gang. Mange mener, at det er meget besværligt og tidskrævende, men man kan teste fire på én gang med 6 minutters gangtest, og den tager jo i sagens natur ikke mere end 6 minutter”.

At test tager tid fra træningen er et argument, Belinda Toft ikke forstår. ”Test er jo træning. Jeg testede en kvinde med cerebral parese forleden i en 6 minutters gangtest, og hun kom tilbage og sagde, at hun var øm over det hele”.

”Vi er nødt til at vide, om vores indsats er den rigtige”, mener hun, men fremhæver også, at testningen i sig selv kan have en motiverende effekt, ikke bare på patienten, men også på fysioterapeuten:

”Selvom resultaterne kan gå begge veje, er de med til at givet et spark, og det motiverer patienterne til at bide i det sure æble og blive ved, selvom vi træner dem hårdt. Men dagsformen kan svinge meget, og det gør det svært at sammenligne. Hvis de har dårlige dage, får de lov at lave testen igen, selvom jeg egentlig ikke ved, om det er ok. Man kan ikke bruge samme test til alle. Det handler meget om, hvor den enkelte er”.

Tester for testens skyld

Hos Fysiocenter Vejle er det blevet almindeligt at teste, men endnu tester man mest for testens skyld, fortæller Kristian Birk.

”Vi grupperer patienterne på tværs af diagnoser, efter funktionsniveau. Alle testes tre gange pr. år. De testes ikke af deres vante fysioterapeut - for at undgå bias og for, at testfokus ikke skal forsvinde. Vi bruger kendte test og har udviklet et regneark, som vi taster data ind på. Når vi skriver statusredegørelserne, kan vi referere til testresultaterne, men ellers tester vi i øjeblikket mest for at teste. Jeg håber, det på sigt kan gøre os klogere, så vi kan se eksempelvis, om én gang træning er lige så godt som tre, om selvtræning er lige så godt som hold osv., men i første omgang er det en kæmpe øvelse bare at hente data”.

At få en testkultur kræver en aktiv beslutning, understreger Kristian Birk.
”Det er ikke noget, der kommer af sig selv. Vi valgte at sige, at fra nu af tester vi. Vi udvalgte et par medarbejdere, sendte dem på kursus i Danske Fysioterapeuter og bad dem lave et testbatteri, og så gik vi i gang. Det har taget noget tid at få det indfaset, og der er fulgt en del udfordringer med. Det er ikke alle patienter, der kan se meningen med det, og man kan jo godt forstå, at fx en patient, der nærmest kan løbe, kan have svært ved at se relevansen i en seks minutters gangtest. Desuden er der nogen, der er bange for, om deres træning vil blive taget fra dem, hvis de gør det for godt eller ikke gør fremskridt”.

Stor interesse

I Ballerup sidder Mads Hyldgaard og glæder sig over, at der er bud efter ham og hans kolleger fra klinikken om at komme ud og fortælle, hvordan de arbejder med testning, men det er ikke nok, mener han.

”Der har været stor interesse for vores projekt, men vi har ikke haft ressourcer til at gå videre alene. Det står og falder med, at ændringerne og implementeringen skal ske via små projekter på den enkelte arbejdsplads og ikke kun kan ske via internationale eller nationale retningslinjer. Der simpelthen for mange udfordringer på den enkelte arbejdsplads i forhold til proces og struktur, der gør, at man ikke kan rykke noget ved at sende en enkelt fysioterapeut på kursus. Vedkommende løber panden mod en mur, når hun kommer tilbage fra kursus og prøver at ændre på kulturen hos kollegaer, der ikke er parate”.