Det kedelige job, der blev verdens bedste

I de tyve år Jørgen Jørgensen har været fysioterapeut bag murene på Center for Hjerneskade på Amager, har verden ikke stået stille. Og også på Jørgen Jørgensens specialområde, rehabilitering af mennesker med erhvervet hjerneskade, er der sket revolutioner.

”For tyve år siden vidste man ikke en brøkdel af, hvad man ved i dag, om for eksempel hjernens plasticitet og det imponerende neurale netværk, som hjernen jo udgør. Før i tiden troede man, at f.eks. kognitive og fysiske funktioner havde bestemte pladser i hjernen. I dag ved vi, at hjernen er et stort netværk, så når hjernen skades et sted bliver hele hjernen påvirket. Som fysioterapeut var man tidligere meget opmærksom på tonusøgning, hvilket kunne betyde at træningen mistede intensitet. I dag ser det derimod ud til at spastiske muskler har brug for hård træning, gerne el-stimuleret. Det er kort fortalt blevet bedre at være patient i dag”, siger fysioterapeut og forsker Jørgen Jørgensen.

For ham var den hollandske forsker Theo Mulders modeller om indlæring og hjernens plasticitet en stor inspiration, og siden har han selv sammen med kollegaer fra Center for Hjerneskade suppleret med danske og internationalt anerkendte forskningsprojekter på hjerneskadeområdet. Aktuelt er han i gang med en Master i rehabilitering, og ud over jobbet på Center for Hjerneskade underviser han på kurser i Danske Fysioterapeuter og er klinisk vejleder.

Ramaskrig i Fysioterapeuten

På Center for hjerneskade har man ca. 300 patienter om året, og det typiske forløb er på to-seks måneder.  Den hårde fysiske træning, der i dag er business as usual for hjerneskadepatienter, var et sprængfarligt emne indtil for få år siden, fortæller Jørgen Jørgensen.

”Vi skal ikke længere tilbage end til 2005, hvor der var ramaskrig i Fysioterapeuten, fordi bladet bragte en reportage fra centeret, (Center for Hjerneskade, red.) hvor mine kolleger og jeg fortalte om et nyt forskningsstudie vi var i gang med. I de efterfølgende numre myldrede det med vrede læserbreve om ’at vi var ligeglade med bevægekvaliteten, hvis bare patienterne gik hurtigere!’ I dag er der dog ingen tvivl om, at træningen skal være hård og intensiv, og at styrketræning ikke øger tonus”.

Forskningen er i dag på Jørgen Jørgensen og hans kollegers side. Men den 45-årige jyde er naturligvis hævet over at sige ’hvad sagde jeg!’. Man er dog ikke i tvivl om, at manden, som egentlig helst ville have været træner for det danske landshold i basketball, fordi han elsker fysisk aktivitet, er godt tilfreds med nonchalant at sige ’konditionstræning er det nye sort’ og have forskningen i ryggen.

Grisens anatomi

Jørgen Jørgensen tog fysioterapeutuddannelsen på Esbjerg Fysioterapeutskole i 1991. Tanken var egentlig en karriere i militæret som sergent eller løjtnant. Men hæren var alligevel for stift et system til den sportsglade Jørgen Jørgensen.

”Da jeg først havde droppet tanken om at blive til noget i militæret, fandt jeg ret hurtigt ud af, at jeg skulle være fysioterapeut. Min ting var basketball, jeg spillede selv, så idrætsfysioterapeut og træningsfys var et nærliggende næstevalg, fortæller han.
Først blev det dog lige til en omvej rundt om et svineslagteri.

”Dengang skulle man have ’relevant’ erhvervserfaring f.eks. som pædagogmedhjælper eller i sundhedsvæsnet. Min kammerat og jeg fik job på det lokale svineslagteri, hvor vi knoklede i to år og tjente kassen på akkord- og natarbejde. Det var faktisk ikke så dumt i forhold til min anatomiforståelse”, siger Jørgen Jørgensen og forklarer sig.

”Altså ud over det fysisk hårde arbejde og de slagsmål, der opstår i mandehørm og testosterondampe, var det fagligt lærerigt. Anatomisk ligner grisen mennesket meget. Vi er langt mere beslægtede end f.eks. med gnavere, både anatomisk og rent socialt. Grise er velegnede forsøgsdyr i jagten på det moderne, velfærdsmenneskes sygdomsfjender som fedme, diabetes eller Alzheimers.”

En åbenlys forskel på os og grisene er dog, at de ikke selv har ret meget indflydelse på deres egen sundhed. Det har mennesker, understreger Jørgen Jørgensen og remser op: ”Kost, rygning, alkohol, stress og især inaktivitet. KRAMS, kort sagt. Som udgangspunkt er alle motiverede for at gøre noget ved en usund livsstil, men har ikke ressourcerne til det, især ikke efter en apopleksi. Det gælder ikke kun patienter med social slagside, men også den velhavende og veluddannede direktør, der får for meget rødvin, er topstresset og ryger. Et godt liv jo kan sagtens skjule et dårligt helbred”, siger han og slår så et lille mentalt sving rundt om, hvad der egentlig virker og ikke virker, når man som sundhedsprofessionel skal have folk til at ændre livsstil.

”’Du kan leve ti år længere’. Sådan et budskab sælger bedst til dig og mig, der i forvejen tager cyklen og står op ved skrivebordet for at leve sundt. Men for mennesker med apopleksi eller f.eks. et superstresset job, alkohol, rygning, og som måske ikke kan finde ud af at betale deres regninger til tiden, er det abstrakt. De skal overleve her og nu. Her må man tage sin fantasi i brug for at få den vigtige besked til at trænge ind, og frem for alt har de brug for vejledning og støtte, siger Jørgen Jørgensen.

Ville hellere have lavet alt muligt andet

Allerede ti minutter inde i samtalen har Jørgen Jørgensen flere gange sagt ’verdens bedste job’ om det, han laver til hverdag, både som underviser, forsker og kliniker.

”Jamen, jeg har verdens bedste job! I modsætning til hvad mange tror, nemlig at det er trist at arbejde med mennesker, der er så hårdt ramt, er det livsbekræftende. Det er jo optræning, folk bliver bedre kognitivt og fysisk, de træner hårdt og bliver belønnet med fremgang, det er da positivt!”. Det triste er, hvis en patient vender tilbage til sin gamle, usunde livsstil fra før sygdommen og ender med at få en ny blodprop eller hjerneblødning. Det er virkelig trist, understreger han.

At han endte som ekspert inden for hjerneskadeområdet er ifølge ham selv et rent tilfælde. Faktisk ville han helst have lavet alt mulig andet.

”Rehabilitering efter hjerneskade var omtrent det kedeligste, jeg kunne forestille mig, da jeg var nyuddannet fysioterapeut. Jeg havde blandt andet snuset til det i Nuuk på Grønland, hvor jeg arbejdede to år efter skolen. Apopleksipatienter og genoptræning var dengang ikke særlig træningsorienteret, sådan som jeg husker det. Jeg gik nødtvunget til samtale på Center for Hjerneskade, fordi arbejdsformidlingen krævede det”, fortæller Jørgen Jørgensen.

Under samtalen spurgte hans kommende chef og kolleger, hvad han egentlig mente om den nuværende praksis. Det var som at skrue op for en volumenknap:

”Eftersom jeg ikke gad jobbet og ikke havde forberedt mig spor, sagde jeg præcis, hvad jeg mente. Nemlig, at genoptræningen, som jeg kendte den, ikke gav nogen mening. Jeg var optaget af behandlingen af spasticitet, hvor man havde besluttet, at det var ’dårligt, hvis muskeltonus øgedes under træning hos en spastisk patient’. Hvorfor? Hvad så bagefter når den pågældende person kom ud i det virkelige liv og skulle skynde sig efter bussen? Ville det ikke give øget tonus? I dag ved vi, at det ikke er farligt at presse kroppen, eller de spastiske muskler, tværtimod: Vi skal bruge den og presse den Use it or lose it! Vi skal udfordre patienternes hjerte og lunger, presse dem til at træne tungt, intensivt og lave mange repetitioner. Det er det, der virker. Det er ikke overtræning, men undertræning, der er den reelle fare”.

Han fik jobbet. Og en af de tre, der ansatte ham er stadigvæk kollega. Peter Zeeman, som Jørgen Jørgensen ser som sin mentor. ”Jeg tænkte først, at det skulle være ham, der blev interviewet, men så var jeg alligevel for nysgerrig og ihærdig efter at fortælle, siger han og tager en slurk af den fadøl, der efter hans mening passer godt til, at vi taler sammen i 25 graders varme på Christianshavn, og at han efter interviewet skal videre på restaurant med sin fysioterapeutkone og deres tre døtre for at fejre ti års bryllupsdag.

Fuglefløjt og vind i håret

Jørgen Jørgensen bor i Lille Skensved uden for Køge og cykler i al slags vejr en del af vejen fra jobbet på Amager til Køge, resten af turen foregår i toget, hvor han kan have cyklen med.
”Cyklen er praktisk at have herinde i byen, og så må man tage sin egen medicin. Det bliver til tredive kilometer om dagen, og det gør jeg altså ikke, fordi jeg er vild med at cykle, men fordi det forebygger livsstilsygdomme, og jeg har som mange andre også et job med timer foran computeren”.

”Inaktivitet er et stort problem, ca. en tredjedel af alle danskere er inaktive. Det bliver jeg jo daglig mindet om i kraft af mit arbejde med apopleksipatienter. Her er det vigtigt at huske, at det ikke er tilstrækkeligt at få patienten i gang så hurtigt som muligt efter en apopleksi, men også gælder om at holde gryden i kog efter endt genoptræning. Her er det en fordel at blive syg i den rigtige kommune”

I den rigtige kommune?

”Der røg en finke af panden, for jeg er ikke ude på at hænge nogen kommuner ud. Jeg vil meget hellere pege på, hvad der giver mening i min bog”, siger han og fortsætter:
”Meningen finder man i det tværfaglige samarbejde som hos os med fysioterapeuter, neuropsykologer, audiologopæder, speciallærere og socialrådgivere. Alene sådan en ting som, at en tredjedel af hjerneskadede patienter, får en depression inden for det første år. Det er vigtigt at vide. For som fysioterapeut kan jeg jo træne nok så målrettet med en patient, men hvis han er nedtrykt og ikke kan finde ud af sit liv, hjælper træningen ikke i længden”.

Motivation og indlevelse er omdrejningspunkt i det daglige arbejde på Center for Hjerneskade:
”Jeg har en meget veluddannet herre som patient i øjeblikket. Før han fik sin hjerneskade, kørte han racercykel, og det ville han gerne igen. Der måtte jeg til sidst være ligefrem og sige: ’Du har ikke balance til at køre på en racer, det skal være en trehjulet!’ Det havde han ikke lyst til, hvad jeg godt kan forstå, for jeg ville jo heller ikke spille stangtennis, når jeg er vant til squash. Men så skinnede solen i går, og jeg fik lokket ham op på den trehjulede. Han vendte tilbage i højt humør: Han havde genopdaget glæden ved at cykle. Det at komme omkring, bruge kroppen og få vind i håret.

Det at sætte pris på små ting, som andre tager for givet, er nogle gange en følge af apopleksien, fortæller Jørgen Jørgensen.

”Det gode liv er at leve i overensstemmelse med sine grundlæggende værdier. Helt klassisk fortæller folk, at de pludselig mærker livets små lykkestunder mere intenst. Det er fuglenes fløjten og glæden ved en cykeltur, selv på brede dæk og med tre hjul!