Debat om træning som medicin

Kan man overhovedet ordinere træning, når man hverken ved, hvilken dosis der virker, eller hvad der skal til for, at patienterne gider træne? Og er det fysioterapeuternes rolle at ordinere motion til at forebygge livsstilssygdomme, eller skal de snarere holde sig til træning som behandling af muskelog skeletsygdomme? Disse spørgsmål var oppe at vende på en velbesøgt debatsession på verdenskongressen.

Den amerikanske forsker og tidligere formand for WCPT Marilyn Moffat havde bedt fire forskere argumentere enten for eller imod, at fysioterapeuter ordinerer træ- ning og samtidig forholde sig til den evidens, der er på området. Imod var fysioterapeut, professor Ann Moore fra England og fysisk træner, fysioterapeut Phil Page fra USA, for var praktiserende fysioterapeut Linda Steyn fra Sydafrika og den australske forsker Paul Hodges.

Ann Moore tog udgangspunkt i begrebet træning generelt og specielt træning i forhold til behandling og forebyggelse af livsstilssygdomme som diabetes og hjertekarsygdomme. Hun mente, at fysioterapeuter har særlige kompetencer, når det handler om funktionsrettet træning, men ikke nødvendigvis hvad angår behandling og forebyggelse af livsstilssygdomme. Da fysioterapeuter traditionelt arbejder evidensbaseret, så hun et problem i, at man endnu ikke ved, hvordan ordinationen skal doseres, og hvordan man i det hele taget skal få folk til at træne. ”Er det ikke bedre lade træningen være en opgave i folkesundhedsarbejdet snarere end i sundhedsvæsenet?”, spurgte Ann Moore.

Phil Page tog også udgangspunkt i træ- ning til behandling af livsstilssygdomme og var ked af, at træning blev reduceret til medicin, man skulle tage, og ikke en lystbetonet aktivitet, man kunne dyrke i sin fritid. ”Vi ved ikke nok om, hvordan vi kan få mennesker til at tage ”træningsmedicinen”, vi ved ikke, hvilke træningsformer der har effekt, og lægerne kan ikke udskrive den rigtige recept på træning, for de ved ikke, hvilken dosis og træningsmængde der skal til”, sagde Phil Page. Og netop det manglende evidensgrundlag var grunden til, at han ikke syntes, at denne form for træning skulle ligge i sundhedsregi.

”Fysioterapeuter er de bedste til at anbefale og stå for træning og fysisk aktivitet til patienter med komorbiditet. Fysioterapeuter er ikke nødvendigvis eksperter indenfor træning, men ved, hvordan de kan få de svageste grupper til at træne”, sagde Linda Steyn. Hun var ikke i tvivl om, at træning kan være medicin både i forhold til muskuloskeletale problematikker og til behandling og forebyggelse af livsstilssygdomme, men så også en udfordring i, at man i dag ikke ved, hvad der virker, og hvad der ikke virker.

Den australske forsker Poul Hodges var varm fortaler for, at fysioterapeuter kommer til at spille en større rolle, hvad angår træning, hvad enten det gælder behandling og forebyggelse af livsstilssygdomme eller til behandling af lidelser i bevægeapparatet.

”Alle mennesker med livsstilssygdomme skal træne og dyrke mere motion. Udfordringen er at få folk til at ændre adfærd og få en aktiv livsstil. Det kræver, at vi skipper kampagner, men går over til en individuel tilgang. Hvis der skal udskrives en recept, skal det være af en sundhedsprofessionel, der ved noget om træning og dosering, og her er fysioterapeuter oplagte”, sagde Paul Hodges. Han fremhævede blandt andet knæartrose, hvor træning har vist at være medicinen, men hvor læger stadig ordinerer smertestillende medicin i stedet for træning.

Hvordan overbevises befolkningen?

Den efterfølgende debat viste, at de fleste, der var mødt op til debatsessionen, anså fysioterapi som en oplagt profession til at ordinere træning både som forebyggelse og behandling af sygdomme. Det store spørgsmål var, om fysioterapeuterne har de rette kompetencer?

En svensk fysioterapeut fra Uppsala Universitet sagde, at hun så den manglende viden om, hvordan man får mennesker til at ændre adfærd,som den største barriere og mente man på verdensplan kunne samarbejde omkring en egentlig uddannelse på området. Selvom man i Sverige igennem flere år har arbejdet med motion på recept er det stadig en udfordring at få patienter til at fastholde træningen. Hun understregede betydningen af at samarbejde med de lokale idrætsforeninger, så patienterne på sigt træ- ner i deres fritid - og som en naturlig del af livsstilen, og ikke fordi de har fået en recept. Den danske forsker i rehabilitering Henning Langberg, der selv holdt oplæg på verdenskongressen, var med i debatten. Han er i gang med flere projekter, der skal afprøve forskellige metoder til at få patienter med diabetes til at blive mere fysisk aktive. Han var enig med Paul Hodges i, at fysioterapeuter har kompetencerne til at ordinere træning som behandling, men fremførte, at det kan være svært at få patienterne til at acceptere, at træning er den rette medicin.

”Der er ingen, der ved med sikkerhed i dag, hvordan vi får patienter eller borgere til at ændre adfærd. Den manglende viden skal ikke få fysioterapeuter til at holde sig tilbage. For hvis vi ikke er med til at promovere træning som medicin, så er der andre faggrupper, der gør det””, sagde Henning Langberg.