Fysioterapeut i blanke sko

”Hvordan har du det?” Marcus Goodarzi tager imod mig i Amagerbro Fysioterapi med en hilsen, som var vi gamle venner, eller i hvert fald nogen, der havde mødt hinanden før, hvad vi ikke har.

For Marcus, der kom til Danmark fra Iran som 20-årig, er danske hilsevaner stadig et mysterium, fortæller han - uvidende om, at jeg allerede har noteret mig denne afvigelse fra mere lunken dansk hilsekultur.

”Hvis jeg møder en på gaden og siger ”hej”, svarer han med ”dav”, men hvis jeg siger ”dav”, svarer han med ”goddag”. Det er som om, folk føler, at jeg krænker deres private rum ved at hilse på dem, men hvorfor bruge så meget energi på ikke at hilse? I andre lande skynder folk sig at hilse, og man går op i, hvem der hilste først, fordi det viser, hvem der er mest opmærksom. Jeg er mester i rytme, men jeg finder aldrig ud af, hvordan rytmen er for hilsner i Danmark”, konstaterer Marcus Goodarzi, tydeligvis stadig forbløffet, selvom opholdet i Danmark har varet i 27 år.

Marcus Goodarzi ikke bare hilser, men deler ud af sig selv med det samme. Når nu man ved, at man er dygtig til det, man gør, om det så er at udøve fysioterapi, dyrke karate eller gøre en forskel for andre mennesker, hvorfor skulle man så være tilbageholdende med at fortælle om det?

På væggen i behandlingsrummet hænger det indrammede bevis på, at det ikke er første gang, han fortæller sin historie til en journalist – eller dele af den i hvert fald, for historien om den tidligere karateverdensmester og succesrige landstræner Marcus Goodarzi er fortalt flere gange, mens historien om fysioterapeuten af samme navn ikke på samme måde har fundet vej til aviserne.

Kan ikke skilles ad

I virkeligheden kan de to historier slet ikke skilles ad, mener Marcus Goodarzi. ”Bevægelsen i kampkunst passer præcis til den måde, kroppen er designet på, og jeg bruger kampkunstens tilgang til bevægelse hele tiden i min fysioterapi. Og omvendt giver det også en ekstra dimension som karatetræ- ner, at jeg kan bruge min fysioterapeutiske baggrund til at forklare sammenhængen mellem teknikken i karate og kroppens anatomi”, forklarer Marcus, der har suppleret sin kunnen med en uddannelse i mentaltræningskonceptet ”open focus”, som han kalder ”en videnskabeliggørelse af den måde, man organiserer sit fokus på i kampkunst, men dokumenteret og skrevet på vestligt sprog”.

”I det øjeblik, du giver slip, performer du. Det gælder for atleter såvel som for patienter. Vi kæmper for hårdt og går rundt og spænder som en knyttet hånd hele tiden. Først når vi lærer at give slip, kan vi blive fri for smerte. Verden presser os, og vi presser igen, men vi er ikke designet til at kæmpe hele tiden, og kroppen skal lære at restituere, mens vi performer”.

Marcus Goodarzi remser eksempler op på patienter, hvis skuldersmerter skyldes stress, eller hvis rygsmerter skyldes en skilsmisse og lader sig ikke distrahere af spørgsmålet, om han aldrig ser nogen, der bare har en skade? ”Jo, men hvis der kommer en med en forstuvet fod, kan jeg jo ikke lade være med at spørge, ”hvorfor faldt du – hvorfor var det nødvendigt at løbe efter bussen?”.

Der er forskel på folk

At Marcus Goodarzi blev fysioterapeut skyldes både vedholdenhed og udholdenhed. Han søgte ind adskillige gange, men de rigtige prøvelser opstod først, da han var kommet ind.

”Det var svært at læse stoffet på dansk efter kun fem år i landet, men det var det at læse sammen med danskerne, der var det sværeste. Jeg kom fra en individualistisk kultur og diktatur i Iran, og der var aldrig nogen, der havde spurgt mig, hvad jeg selv mente. Men i Danmark er det jo en epidemi, at man skal være enige! Vi lever virkelig i et land med demokratiske værdier, på godt og ondt. Dengang var min strategi at åbne op og se, hvad der skete, men i dag tør jeg godt sige, at det der gruppearbejde kan de godt pakke sammen. Det er bare en kamufleret måde at få forskellene udjævnet. Der er forskel på folk, og der er hierarkier i samfundet – akkurat som der er i kampsport, hvor en af de vigtigste værdier er at respektere dig selv, men også at respektere andres kunnen”.

Marcus Goodarzi har dyrket karate siden han var 12 år. Han har åbnet fem klubber i Danmark, har haft 10 år som del af det danske landshold, er dansk mester fire gange og dobbelt verdensmester i Shotokan Karate og har været landstræner. I dag har han overladt den aktive udøvelse til sin søn, men er nu aktiv international dommer. ”Hvilket kun tre i Danmark har opnået”, understreger han.

”Kampkunst er et komplekst system af neuromuskulær og koordinationskrævende træning. En kampkunstner ved meget om kroppen, og at stå på ét ben er både en mental og en fysisk ting”, fortæller Marcus Goodarzi, der kom til Danmark med en drøm om at leve af sin kampkunst, men fik at vide, at han ikke bare kunne komme her med sit sorte bælte, men måtte starte forfra med hvidt og kæmpe sig op gennem rækkerne.

”For sådan er det jo i Danmark. Alle skal være lige, og her er ikke respekt for, at nogen kan og ved mere end andre. Til de seneste danmarksmesterskaber i karate måtte de ældre, der havde været på landsholdet betale for at komme ind og stå i kø efter kaffe ligesom alle andre. De var de første, der nogensinde havde vundet en medalje for Danmark, men ingen af de unge anede, hvem de var. Danskere lærer ikke at respektere deres rødder, og det gør ondt på mig. Da vi skrev under på, at alle er lige, mistede vi common courtesy”, konstaterer Marcus Goodarzi, der har lagret oplevelsen samme sted, som han har måttet arkivere afskeden med en af de fem karateklubber, han har været med til at starte op.

”Jeg startede en klub i Mjølnerparken, hvor medlemmerne havde 25 forskellige etniciteter, og palæstinensiske børn trænede side om side med israelske. Det var mig, der gik på gaden og fik rødderne væk fra gaden og ind i klubben, og det var mig, der talte med politikere og embedsmænd og fik dem til at se, at her var noget, der var værd at bruge penge på. Men den øvrige bestyrelse respekterede ikke, at der var forskel mine og deres kompetencer, så jeg trak mig”.

Og sådan er det nok at være dansker med en mellemøstlig baggrund. Man trækker sig og forsøger at lade være med at skilte med, at man kan noget, for i foreningsdanmark er alle lige.

Helt gået i ét med tapetet er Marcus Goodarzi dog langtfra, og han springer eksempelvis i øjnene som en af meget få fysioterapeuter, der behandler og træner hold iført nystrøget skjorte og blanke sko.

Mødet med Kaptajn Jespersen

Sit livs krise oplevede Marcus ikke, da han drog op fra Iran som 17-årig for at komme væk fra krig og diktatur. Den opstod heller ikke i løbet af de to år den endnu ikke voksne Marcus opholdt sig alene i Istanbul, og heller ikke da han – stadig alene – drog til Danmark og hovedkulds stødte ind i kultur så fjernt fra hans egen, at han stadig har mærker efter slaget.

Krisen indtraf, da han for 10 år siden mistede alt på 3-4 uger. Efter kun halvandet år som klinikejer måtte han vinke farvel til tilværelsen som selvstændig og se i øjnene, at administration og økonomi ikke hørte med til hans kompetencer. Ægteskabet, huset og bilen røg og i stedet fik han en dobbelt diskusprolaps og en brækket fod. ”Jeg måtte genoverveje min tilværelse, men hvad er det nu, man siger på dansk – intet er så galt, at det ikke er godt for noget”.

Det gode kom til ham i form af ideen om at supplere sin fysioterapeutuddannelse med en master i idræt og velfærd. Uddannelsen åbnede en sociologisk indsigt i en del af den danske kultur, han via sin karate fra begyndelsen havde været en del af, men aldrig helt havde forstået: foreningskulturen. Men masteruddannelsen blev også hans møde med gode gamle Kaptajn Jespersen og hans kosteskaft. Et møde, der ramte noget i Marcus, som siden er trådt i kaptajnens fodspor, har gjort skaftet til sit og patenteret brugen af det i form af konceptet ”Stick Do”, opkaldt efter staven og det japanske ord for ”vej” .

”Jeg har altid arbejdet med stave, men da jeg tog min masteruddannelse og lærte om Kaptajn Jespersen, tænkte jeg, at jeg måtte have fat i noget rigtigt. Jeg har videreudviklet Kaptajn Jespersens koncept og kombineret det med en mentaltræningsmetode og kampkunstens måde at bevæge sig på. Man kommer længere ud i bevægelsen, opnår større stabilitet, reducerer stress og øger balancen”.

”Har du nogensinde været så langt ude i verden?”, spørger han efter at have placeret mig med skaftet som et ekstra ben og dermed givet mig mulighed for at komme ud i et stræk, der udfordrer tyngdekraften.

”Med Stick Do har man en metode, der kan motivere folk, der ikke er vant til at lave noget. De kan udfordre sig selv i rummet, se hvor lang rækkevidde de har, og hvor langt de tør gå. Det er en blanding af mentaltræning, fysisk træning og bevægelsen i kampsport”, forklarer Marcus Goodarzi begejstret uden at lægge skjul på, at det også handler om æstetik, og at det netop af den grund måske ikke er så mærkeligt, at den gamle kaptajn og den japansk inspirerede kampkunstudøver fandt hinanden.

”Jeg kan godt lide økologien omkring udstyret. Det er så simpelt, at det har det hele med, som min favoritlærer i bevægelse, Finn Bygballe, ville udtrykke det. Når man ser sig om i et fitnesscenter, handler det hele om maskiner, udstyr og apps. Men kroppens originale design er mere intelligent end alt udstyret; det er det, vi skal tilbage til”, siger Marcus Goodarzi og skyder brystet fem og råber ”tag fat!”, så man fornemmer, at han og den gamle kaptajn har andet end skaftet tilfælles: Begge har de turdet tro, at de er noget.