Konditionstræning giver demente mentalt og fysisk overskud

Mennesker med Alzheimers sygdom kan klare at træne med moderat til høj intensitet, og træningen har positiv effekt på deres kondition, fysiske funktion og psykiske velbefindende. Det viser et større demensstudie gennemført af Nationalt Videnscenter for Demens, Forskningsenheden ved Fysio- og Ergoterapiafdelingen på Bispebjerg Hospital og demensenheder fra hele landet.

Formålet med studiet var at undersøge, om man med moderat til hård konditionstræning kunne forbedre den fysiske og kognitive funktion samt opretholde det daglige funktionsniveau og livskvaliteten hos hjemmeboende med Alzheimers sygdom.

Man ved fra andre studier, at fysisk aktive raske ældre har mindre risiko for at udvikle demens, og at fysisk træning øger størrelsen på hukommelsescenteret. Man har desuden påvist i forsøg med mus med Alzheimers sygdom, at træning kan være med til at udskyde forandringerne i hjernen, men man har ikke tidligere undersøgt i et større studie, om dette også gælder for mennesker med Alzheimers sygdom.

200 hjemmeboende i alderen 50-90 år med mild grad af Alzheimers sygdom indgik i studiet. De blev rekrutteret af otte demensklinikker, der fandt passende træningsfaciliteter i lokalområdet enten i kommunalt regi eller på sygehuset. Der blev valgt to fysioterapeuter til at stå for træningen hvert sted samt en række fysioterapeuter og enkelte sygeplejersker, der skulle stå for de fysiske test.

Fysioterapeut, ph.d.-studerende Nanna Sobol stod sammen med sin vejleder, lektor Nina Beyer for tilrettelæggelsen af test- og træningsdelen i projektet, mens Nationalt Videnscenter for Demens var ansvarlig for de kognitive test og undersøgelser.

De fysioterapeuter, der stod for træningen, blev undervist i test, træningsprogrammet, de kognitive og fysiske symptomer ved Alzheimers sygdom, motorisk indlæring, og hvordan man kommunikerer og motiverer denne gruppe mennesker.  

”Vi kender som fysioterapeuter ikke nok til sygdommen, og hvordan den manifesterer sig. Og vi ved heller ikke nok om, hvordan vi skal kommunikere med mennesker med en demenssygdom, så vi kan motivere til fysisk aktivitet ved tilstrækkelig høj intensitet. Det er derfor vigtigt, at fysioterapeuter, der skal træne denne gruppe, får et kursus”, forklarer Nanna Sobol.

Effekt af træningen

Efter træningen var der færre psykiske symptomer i træningsgruppen i forhold til kontrolgruppen. Deltagerne opnåede et højere mentalt tempo, havde lettere ved at koncentrere sig, var mindre irritable og urolige og havde en højere livskvalitet.

De fleste med Alzheimers sygdom mister tidligt i sygdomsforløbet lysten til og motivationen for fysisk aktivitet, men fremmødet til træningen var over 80 procent.

”Flere fremhævede efter studiet, at de var glade for at træne, at det var vigtigt med en fysioterapeut, der motiverede dem, og at det var vigtigt at træne med ligesindede på et hold”, fortæller Nanna Sobol.

Det lykkedes deltagerne at få en fremgang på konditionen på ca. 15 procent, der svarer til, hvad man ser hos alderssvarende raske ældre. Deltagerne fik større tiltro til, at de kunne overvinde de normale barrierer for at være fysisk aktiv som fx manglende tid, dårligt vejr eller manglende lyst. De deltagere, som trænede mindst to gange ugentligt, forbedrede desuden deres ganghastighed og evnen til at klare flere ting samtidigt (dual task), hvilket er en forudsætning for at kunne klare sig i hverdagen og er en af de funktioner, der påvirkes tidligt i Alzheimers sygdomsforløb.

Vores projekt viser, at vi kan forbedre den fysiske funktionsevne med træning, og hvis vi med træning kan forhale nedgang i funktionsevnen, har det ikke kun betydning for den enkelte og dennes pårørende men formentlig også for samfundsøkonomien. Men det kræver, at der er passende tilbud, så træningen kan vedligeholdes”, siger Nanna Sobol.

Manglende træningstilbud

Mennesker med Alzheimers sygdom er en overset gruppe, mener Nanna Sobol, og de positive resultater, man fandt i dette studie, bør efter hendes mening føre til, at der oprettes træningstilbud. Træningen skal foregå i nærmiljøet og som holdtræning, da det sociale fælleskab har stor betydning.

”Deltagerne i vores projekt fik meget ud af at træne med ligesindede i trygge rammer og med en fysioterapeut til at supervisere. De fleste vil ikke kunne magte at træne alene i fx et fitnesscenter. Men træningen skal ikke kun bestå af konditionstræning. Det er relevant også at inddrage styrke- og balancetræ- ning og at variere træningen mere, end vi gjorde i forskningsprojektet, hvor nogle af deltagerne syntes, det var kedeligt at cykle hver gang”, siger Nanna Sobol.

I projektet var det en relativt selekteret gruppe med få eller ingen muskuloskeletale problemer og et relativt højt funktionsniveau, der deltog i træningen. Det vil det ikke være, hvis man udbyder denne type hold i praksis. Her bliver det af endnu større betydning, at det er fysioterapeuter, der står for træningen, mener Nanna Sobol. Hun vil dog ikke afvise, at det efter en indkøringsperiode kan være en anden sundhedsfaglig profession eller frivillige, der står for den daglige træning med fysioterapeuten som tovholder.