Hvordan får man patienter til at fastholde træningen?

Ny forskning med udgangspunkt i blandt andet kognitive adfærdsteorier peger på nogle væsentlige forudsætninger for, at patienter fastholder træningen. Fysioterapeuten skal påtage sig ekspertrollen, så patienten har tillid til de råd, han/hun får og skal også sikre sig, at patienten har forstået, hvorfor han skal træne, og hvornår der kan forventes effekt. Desuden skal patienterne vide, hvordan de kommer i gang efter en træningspause. På et fokuseret symposium på verdenskongressen gav fire forskere en række konkrete bud på, hvad fysioterapeuter kan gøre for at hjælpe patienterne med at fastholde træningen. Der blev på symposiet primært taget udgangspunkt i studier omkring fastholdelse i forhold til bækkenbundstræning.

”Der findes ikke en personlighedstype, der har specielt let ved at fastholde træningen, og det handler heller ikke om uddannelsesniveau eller social klasse”, fortalte den engelske fysioterapeut, ph.d.-studerende i sundhedspsykologi Sarah Dean, der stod for symposiet. Og selv om man for eksempel kan fastholde gode spisevaner, behøver man ikke at være god til at fastholde træning eller et øvelsesprogram, fastslog hun.

”Det er også forkert at tro, at folk der ikke er gode til at holde fast i træningen, bare skal have mere uddannelse og rådgivning. Det at vide, at det er vigtigt at træne, betyder ikke nødvendigvis, at man så også gør det. At kunne fastholde et træningsprogram kræ- ver en adfærdsændring”, sagde Sarah Dean.

Helena Frawley fra Australien har undersøgt, hvilke barrierer der er for, at kvinder vedbliver med at lave bækkenbundsøvelser. Hendes undersøgelse viste, at der er stor forskel på, hvad patienter og deres fysioterapeuter opfattede som barrierer. Hvor fysioterapeuten troede, at patienterne ikke var motiverede for træningen eller havde glemt at lave øvelserne, sagde patienterne, at grunden til, at de ikke trænede, var, at de ikke troede det hjalp og derfor ikke kunne se den store fordel ved at træne.

”Det er således af stor betydning, at patienten forstår, at der er en gavnlig effekt af træningen, også selv om den først viser sig efter flere måneder. Og vi må som sundhedsprofessionelle vise patienten de små fremgange, der er undervejs”, understregede Helena Frawley.

Konkrete råd til fysioterapeuten

Jean Hay-Smith har fundet en sammenhæng mellem, hvad kvinder tænker om bækkenbundstræning, og hvor meget og hvor ofte de træner. I et større RCT-studie (OPAL; Optimal PFMT for Adherence Longterm) fandt forskerne, at mange af de kvinder, der ikke lavede deres øvelser, ikke forstod, hvorfor de skulle lave dem, og flere var imod at presse øvelser ind i en travl hverdag. Selv om fysioterapeuten havde gennemgået øvelserne, var der desuden mange, der var i tvivl om, hvordan de skulle træne, når de kom hjem.

Jean Hay-Smith foreslog, at fysioterapeuter i højere grad tager ekspertrollen på sig, når patienterne skal rådgives, og forsikrer patienterne om, at de øvelser, de skal lave, er afprøvet af andre, og at træningen hjælper. Når fysioterapeuten gennemgår øvelser for patienterne, skal hun huske at få dem til mentalt at forestille sig, hvordan, hvor og hvornår de vil lave dem derhjemme og så gennemgå det for fysioterapeuten. Hun anbefalede desuden, at patienterne underskrev en kontrakt på, hvor meget de vil træne.

Mange patienter har svært ved at komme i gang med træningen efter ferier og efter sygdom, og det er på det tidspunkt, at mange holder op med øvelserne. Jean Hay-Smith opfordrer fysioterapeuter til at lære patienterne, hvordan de kan komme i gang med træningen igen efter en pause.