Fra hjælpeløs til selvhjulpen
Da Johnny Bertelsen slog øjnene op på sygehuset i Ålborg i juli, troede han ikke, at han ville komme til at gå og tale igen. Det var en blodprop i venstre hjernehalvdel, som slog den 66-årige pensionist omkuld. Efter en uges genoptræning på Thisted Sygehus overgik han til fysioterapeuterne i Thisted Kommune.
Her træner han hver fredag i en time med andre borgere med erhvervet hjerneskade.
Fysioterapeuterne i Thisted Kommune træner patienternes gangfunktion med bl.a. elastikmodstand, gangbånd, trapper og rejse-sætte sig-øvelser. Johnny Bertelsen får vægtmanchetter på benene og om livet for at gøre træningen endnu mere intens. Men det kan godt knibe med at få pulsen helt op, for han mangler stadig styrke i benene.
Supplerer med benpres
“Jeg har sagt, at de bare skal presse på, men jeg er så gangbesværet, at det er sjældent, sveden springer frem på panden. Når jeg får et par kg på fødderne, så når jeg min grænse, og mine ben begynder at ryste. Så det er hård træning,” fortæller han.
Derfor supplerer fysioterapeuterne med benpres for at styrke Johnny Bertelsens muskelstyrke, ligesom de har brugt tid på at træne hans balance og evne til at komme op efter fald. “Jeg har meget gavn af rullemadrasserne, hvor jeg har lært at rejse mig op, hvis jeg falder. Det er meget ubehageligt at falde, hvis man er stærkt gangbesværet og ikke selv kan komme op,” fortæller han.
Tema
I denne udgave af fagbladet sætter vi fokus på gangtræning til personer med erhvervet hjerneskade.
Træner i sin skurvogn
Undervejs har han fået øvelser og tips med hjem, så han kan fortsætte træningen i Thylejren, hvor han bor i en skurvogn. Her laver han rejse-sætte sig-øvelser og går frem og tilbage.
Han blev pensioneret for 15 år siden på grund af flere diskusprolapser og spinal stenose, og for halvandet år siden faldt han i skoven og brækkede albuen. Her måtte han blive liggende, indtil nogle venner kom forbi og hjalp ham på benene.
“Jeg kan i den grad motivere mig selv, for jeg har prøvet, hvordan det er ikke at kunne rejse sig op,” fortæller han.
Overgår til selvbehandling
Om få uger stopper forløbet i kommunen, og Johnny Bertelsen overgår til selvbehandling eller vederlagsfri fysioterapi. Der er flere lokale tilbud, og terapeuterne kan måske agere brobyggere, når han bliver afsluttet. Han har stadig gangbesvær, men træningen hos fysioterapeuterne i Thisted har gjort en forskel.
Da Johnny Bertelsen begyndte i forløbet for tre måneder siden, kunne han kun gå ganske få skridt, før han måtte gribe fat i en dørkarm for at få støtte. I dag kan han gå 10-15 meter ved egen hjælp og tager selv på indkøb med sit elkøretøj. Han kan også deltage i fester i Thylejren, hvor han bor. Det var på opfordring fra en fysioterapeut.
“Hun hørte, at der var musik i Thylejren, og så sagde hun, ‘så dans!’. Det var et af de bedste råd, jeg har fået fra en fysioterapeut. Der var fest for en uge siden, og så sad jeg og vippede med fødderne og rejste og satte mig en gang imellem. Det var virkelig et positivt råd.”
Der var også risiko for, at han skulle flytte i en beskyttet plejebolig, men med gode venners hjælp er det lykkedes ham at blive boende i sit hjem.
“Det har virkelig været gavnligt, og jeg er forbavset over, at det kan lade sig gøre at træne sig op. Jeg er meget tilfreds med den hjælp og det pres, fysioterapeuterne har lagt på mig. Jeg kan gå op til fællesskabet med min rollator gennem en dejlig skov, takket være træningen, og jeg er selvhjulpen i min skurvogn. Det er så vigtigt, at vi kan få hjælp til at blive selvhjulpne. Hvis jeg havde levet i et uland, havde jeg siddet i en rendesten og kunne ikke gøre en skid resten af mit liv. Jeg er meget imponeret af vores sundhedssystem, og jeg er en stor tilhænger af fysioterapeuter.”
Vi har interviewet
Du skal logge ind for at se kommentarer og selv kommentere
Log ind
Er du endnu ikke medlem? Bliv medlem i dag og få fuld adgang til fysio.dk, og gør brug af vores mange medlemsfordele.