Vi lærer dem, at de skal presse pulsen op

Fysioterapeuterne i trænings- og rehabiliteringsafdelingen i Thisted Kommune har fået ny praksis. Hvor de før trænede borgere med nyere hjerneskade ved at fokusere på at styrke de enkelte muskler og borgerens balance, fokuserer de i dag på mængden af skridt og borgerens puls. Den skal gerne op i max-feltet, mindst halvdelen af træningstimen. Det er noget af en udfordring, når der er tale om borgere, som ofte er delvist lammede, måske har dropfod og generelt svært ved blot at stå og at holde balancen.

“Det er et paradigmeskifte i tilgangen til rehabilitering, fordi vi vægter gangtræningen så højt. Nu lægger vi balance- og styrketræning ind i gangtræningen i modsætning til før, hvor vi primært trænede de enkelte musklers styrke hver for sig,” siger Jette Tøfting, fysioterapeut i Thisted Kommune.

Kursus gav teoretisk grundlag

Teorien stammer fra et amerikansk onlinekursus, kaldet Walk the Walk, og metoden hedder Høj Intensiv Gang Træning, forkortet HIGT.

Studier fra bl.a. Norge viser, at vil man styrke patienternes gangfunktion efter en hjerneskade, skal man træne specifikt på det, borgeren vil blive bedre til. Viden om hjernens neuroplasticitet og indlæring viser, at hjernen godt kan genlære færdigheder, men det kræver mange gentagelser og høj intensitet.

Terapeuterne i Thisted deltog i kurset i 2021 og har siden arbejdet på at implementere teorien i praksis.

“Før var træningen mere stillestående. Vi lavede balancetræning på balancebræt og styrketræning med elastik eller i maskine, hvis borgeren havde nedsat muskelkraft i benene. Men vi har lært, at forbedret styrke i benene ikke automatisk medfører bedre gangfunktion,” fortæller Jette Tøfting.

Gangtræner mere end før

Jette Tøfting har arbejdet med patienter med erhvervet hjerneskade i 12 år og er blandt andet efteruddannet i Bobath, men har måttet lægge en del af de tidligere teknikker på hylden.

I dag kører hun, sammen med en anden fysioterapeut, holdtræning med fem-seks patienter ad gangen, to gange hver uge.

“Vi sætter vægtmanchetter på benene og sætter dem til at gå på en to meter lang skumgummi-bane inde i gangbarren, hvor de kan gribe fat i gelænderet, hvis de mister balancen. Det udfordrer deres balance. De kan også følge en streg på gulvet, som om de går på line, eller de kan gå sidelæns. Vi benytter også en bakke udenfor huset, så de kan få pulsen op. Helt konkret betyder det, at vi gangtræner meget mere end før,” fortæller Jette Tøfting.

Mere, længere, hurtigere

Hvert forløb begynder med en undersøgelse af den enkelte for at finde ud af, hvilke grundelementer de har svært ved. Er det svingfasen, standfasen, fremdriften eller hele kropsbalancen? Derefter tilrettelægges og tilpasses træningen til den enkelte.

Patienterne bliver målt med seks minutters og ti-meters gangtest og TUG, ved start og slutning af forløbet. Terapeuterne bruger også puls-ur, som sender data fra træningsseancen til en tablet. Sammen gennemgår terapeut og patient bagefter de forskellige faser. Har patienten været højt nok oppe i høj puls og hvor længe? Ønsket er at få patienterne op mellem 70 og 85 procent af deres makspuls.

“Vi noterer, hvor mange gange de tager trappen eller gangbåndet, og opfordrer til, at de gør det igen og igen, eller at de gør det flere gange næste gang. Vi udfordrer dem til at lade være med at bruge hænderne, særligt i gangbarren, for de kan hurtigt gribe fast, hvis de mister balancen. På den måde har vi hele tiden fokus på mere, længere, hurtigere i de ting, vi laver. Men det er en balancegang. Man skal hele tiden huske at anerkende og rose dem for deres indsats. De skal forstå, at vi ikke er utilfredse, men at vi bare gerne vil presse dem lidt længere ud.”

Hvis patienterne kommer til døgngenoptræning, umiddelbart efter deres apopleksi eller infarkt, og funktionsevnen er lav, bruger de en LiteGait (et selesystem, hvor borgeren bliver vægtaflastet) til at træne gang. Forholdene skal altid være sikre.

“Så kan målet være at gå ti meter med siddepauser, til de bliver tilpas trætte, samtidig med at der er stor sikkerhed. Det vigtige er, at de kommer i gang med at vægtoverføre, og at man udfordrer de afficerede ben,” siger Jette Tøfting.

Træner til udtrætning

Hun forklarer, at i konceptet HIGT trænes til udtrætning. Det kan f.eks. være trappetræning, lige til benet giver efter. Det må gerne ske 3-5 gange i løbet af en session, for det er her, borgeren er maksimalt udfordret, og det for alvor flytter noget.

“Det betyder ikke, at fysioterapeuten har skudt over borgerens niveau. Det betyder, at fysioterapeuten udfordrer borgeren tilstrækkeligt,” siger Jette Tøfting.

Formidlingen er vigtig

Hun understreger, at der ligger en stor formidlingsopgave i arbejdet. Derfor får patienterne også en kort og tydelig vejledning på skrift.

“Det er vigtigt at forklare borgerne træningskonceptet, og hvorfor vi fysioterapeuter hele tiden presser og udfordrer dem. De har jo en skade på hjernen, så det kan være svært at få dem til at forstå præcist, hvad det går ud på. Det er ikke alle, der fanger det med det samme, og for nogle er det fuldstændigt nyt, at de skal presse sig selv så meget. Måske er de pensionister og har været nede i tempo i mange år. De kan tænke, hvad skal det til for? Men vi lykkes som regel med at få det forklaret hen ad vejen. Det er i høj grad også, fordi de kan se, hvordan de andre på holdet træner. Det motiverer dem.”

Terapeuterne opfordrer også til brug af f.eks. skridt-tæller-apps, så borgerne kan træne videre på egen hånd. Jette Tøfting oplever, at træningen, i højere grad end før, motiverer patienterne positivt.

“De bliver mere tændt. Det fænger rigtig godt hos borgerne, fordi de umiddelbart kan se, hvad det kan bruges til. Og når vi spørger dem, hvad deres mål er, svarer de tit, at de gerne vil kunne gå bedre, hurtigere og længere. Så træningen rammer lige ind i deres målsætning.”

Terapeuternes hjerner på overarbejde

Selvom terapeuterne har taget den nye tilgang hundrede procent til sig, og processen har kørt i snart to år, er den stadig ved at blive implementeret i dagligdagen.

“Vi har lagt konceptet ind drypvist, og vi arbejder stadigvæk med det. Vi bruger stadig elementer af det, vi gjorde før. Det handler jo også om faciliteter og logistik. Hvis vi har fem-seks borgere på en gang, og én bruger LiteGait, og en anden er i gangbarren, og det regner, så er vi nødt til at vælge det næstbedste. Så må vi vælge f.eks. cykel eller crosstrainer, selvom vi er på vej væk fra den type behandling. Men vi tilstræber hele tiden at blive bedre. Vi er ved at få mere gangtræning ind i opvarmningen, så den indeholder flere skridt. Men det kan være udfordrende at lave noget nyt. Vaner er jo altid svære at ændre. Vores hjerner er også sat på overarbejde. Det er ikke kun borgernes hjerner,” siger Jette Tøfting.

Flere skal lære metoden

Når forløbet er færdigt, og terapeuterne slipper borgerne, er det meningen, at de skal træne videre på egen hånd eller videre til f.eks. vederlagsfri fysioterapi. Jette Tøfting håber, at der bliver udbudt kurser, så andre terapeuter lærer tilgangen. Men hun er også klar over, at der kan være forhold, som f.eks. mangel på plads, der kan udfordre.

“Det er vigtigt, for der er evidens for metoden. Men det kræver en omstilling i hovedet på os terapeuter.”