Artikel fra Fysioterapeuten

Tidligere numre

Akupunktur i fysioterapi: Er vi autoriserede alternative behandlere?

HOLDNING // Mathias Frederiksen sætter spørgsmålstegn ved brugen af akupunktur blandt fysioterapeuter.

Debatindlæg af:

Er det etisk forsvarligt at tilbyde en behandling, der ikke er mere effektiv end placebo? Det er præcist, hvad vi gør, når vi som fysioterapeuter udbyder behandlinger som akupunktur.

På trods af at systematiske reviews har vist, at akupunktur ikke har en signifikant bedre effekt end placebo på smerter og sygdomme, er der alligevel mange fysioterapeuter, der anbefaler og udfører denne behandlingsform. Læser man litteraturen på området, er tendensen tydelig; jo mere velkontrollerede studierne er, desto ringere er effekten af akupunktur. Så hvorfor vælger vi at holde fast i en praksis, der ikke understøttes af evidens, når vi som fysioterapeuter bryster os af at arbejde evidensbaseret?

De argumenter, jeg ofte støder på fra kollegaer, er, at patienterne oplever symptomlindring, eller at metoden har bestået tidens test, fordi akupunktur har status som et 6000 år gammelt behandlingsredskab af kinesisk ophav. Men bør vi som sundhedsprofessionelle ikke stræbe efter mere end placebo? Er det urimeligt at forvente, at de behandlinger, vi tilbyder, har en eller anden grad af dokumenteret effekt, eller at behandlingen baseres på en forståelig og videnskabeligt underbygget mekanisme? Behøver vi appellere til ældgammel kinesisk visdom i form af livskraften QI og meridianbaner?

Jeg mener ikke, at vi bør tilbyde vores patienter akupunktur. Heller ikke selvom effekten forsøges forklaret ved hjælp af neurofysiologiske mekanismer, som f.eks. når kroppen udløser 'naturlige' endorfiner, et smertestillende hormon, når nålen gennembryder huden. Sammenlignet med fysisk aktivitet er der manglende konsensus om akupunkturs reelle bidrag til smertelindring. Spørgsmålet er, om den neurofysiologiske effekt ved akupunktur er anderledes end ved andre former for gennembrydning og påvirkning af huden, som f.eks. dry needling og cupping?

Jeg kan godt forstå, hvis man har implementeret akupunktur i sin praksis; det er hurtigt at udføre, og de fleste patienter har hørt nok om akupunktur til, at de vil give det et skud. Men jeg mener, at det er på tide, at vi som faggruppe tager et kritisk kig på vores behandlingsmetoder.

Efter min mening bør vi derfor overveje, om akupunktur overhovedet er noget, vi skal tilbyde? Vi bør sikre os, at vores patienter får den bedst mulige behandling.

Behandlingsformer, som er velundersøgte og fundet ineffektive, skal ud af værktøjskassen. På baggrund af litteraturen bør akupunkturen ikke være en del af denne kasse. Det er ikke kun et spørgsmål om videnskab, men også om faglig integritet og patienternes bedste. Ellers risikerer vi, at vi blot bliver en form for autoriserede alternative behandlere. Er det det, vi vil med professionen?

Referencer

1. Paley CA, et al. Acupuncture for the Relief of Chronic Pain: A Synthesis of Systematic Reviews. Medicina (Kaunas). 2019 Dec 24;56(1):6.

2. Lu L, et al. Evidence mapping and overview of systematic reviews of the effects of acupuncture therapies. BMJ Open. 2022 Jun 6;12(6):e056803.

3. Allen J, et al. Use of Acupuncture for Adult Health Conditions, 2013 to 2021: A Systematic Review. JAMA Netw Open. 2022 Nov 1;5(11):e2243665.

Svar fra

Kære Mathias Frederiksen

Det er let at kritisere andres metoder uden at tage egne op til kritisk overvejelse (‘splinten i den andens øje’). Mange interventioner i fysioterapien mangler solid evidens, da det ofte er udfordrende at opnå blinding af både patient og behandler i praksis. Dette gælder ikke kun for akupunktur, men også for flere af vores andre interventioner.

Akupunktur er understøttet som supplerende behandling i flere kliniske retningslinjer og systematiske reviews og har dokumenteret effekt ved blandt andet kroniske smerter og migræne. Studier viser, at akupunktur kan være en relevant smertebehandling for nogle patienter, især når den kombineres med andre fysioterapeutiske tiltag.

Inden vi peger på ‘splinten i den andens øje’, bør vi overveje, om der er en bjælke i eget, og derefter fremsætte en kvalificeret kritik. En sort-hvid tilgang er sjældent gangbar i den virkelige verden, og kritisk tænkning kræver en solid forståelse af, hvad evidensbaseret praksis indebærer, så vi undgår en generel fordømmelse af nålebehandling på et unuanceret grundlag. Ja, det er rigtigt, at akupunktur ikke er omnipotent og ikke skal bruges ukritisk, men i rette kliniske kontekst har metoden sin berettigelse som et af flere redskaber i værktøjskassen.