Kronik: Er fysioterapi et håndværk?

Da vi startede på fysioterapeutuddannelsen, havde vi en klar opfattelse af en fysioterapeut som en der arbejder meget med sine hænder. En form for håndværker i sundhedsvæsenet med en praktisk indgangsvinkel til sin behandling.

Vi havde derfor en forventning om, at en stor del af vores kommende læring ville være med hænder på. Vi forventede også at opnå en stor viden om kroppens anatomi og funktioner i kombination med læring af palpatorisk vævsidentifikation

Studietiden udviklede sig dog i en noget andet retning. Vi er blevet overraskede over, hvor teoretisk grunduddannelsen er, og hvor meget tid vi har brugt på at sidde og lytte, fremfor at arbejde med vores hænder.

Vi fik hurtigt en fornemmelse af at være under uddannelse til en slags pseudolæger med et klart fokus på en akademisk og teoretisk tilgang snarere end en kropslig og emperisk. Tiden til at lære anatomien var knap, og lektionerne med manuel læring få, mens der var rigeligt med videnskabsteori og tværfaglighed.

Den praktiske læring har i høj grad været baseret på at øve sig derhjemme frem for superviseret undervisning. For os er netop samspillet og feedback fra en erfaren underviser grundstenen for at kunne tilegne sig manuelle kompetencer.

I takt med at vi kom længere ind i uddannelsesforløbet og blev mere bevidste om vores professionsidentitet og -udvikling, begyndte spørgsmålene at melde sig:

Hvad er fysioterapi egentlig? Er det et håndværk? Eller et vidensområde? Eller et blandingsprodukt, der endnu ikke har fundet sin form?

For at undersøge, hvordan vores medstuderende opfatter vores profession, valgte vi som bachelorprojekt (1) at evaluere læringsudbyttet i faget ”manuel vævsundersøgelse og behandling”.

Vi gennemførte i den forbindelse en landsdækkende spørgeskemaundersøgelse af samtlige studerende på modul 14 med dimission i januar 2013.

Vores resultater viser, at de studerende i vid udstrækning deler vores opfattelse af fysioterapi som håndværk.

90% af de adspurgte har i høj eller i meget høj grad prioriteret faget i forhold til fremmøde og forberedelse.

Lidt over 80% svarer, at de ikke føler sig erhvervsparate til at give manuel behandling, og over halvdelen af mener ikke i tilstrækkelig grad at have lært den praktiske del af de manuelle kompetencer.

I modsætning hertil mener knap 75% at have lært det teoretiske grundlag .

Desuden viser resultaterne at 4 ud af 5 planlægger efteruddannelse i manuelle teknikker allerede i løbet af det første år som færdiguddannede.

Vi mener, at de studerendes svar tager afsæt i en professionsopfattelse om fysioterapeuten som én, der arbejder med sine hænder.

Vores projekt afslører, at grunduddannelsen dermed ikke på tilfredsstillende vis er i tråd med de studerendes faglighed. Denne diskrepans er en konsekvens af  2008-bekendtgørelsen om uddannelsen til fysioterapeut, der netop har fokus på øget akademisering som vej til styrkelse af professionen.

Prioriteringen mellem den praktiske og teoretiske del i bekendtgørelsen ses tydeligt i form af en nedgang af lektioner med praktisk fysioterapeutisk undervisning og anatomi og en klar stigning af lektioner i faget “videnskabsteori og metode”.

Ydermere er der i dag på uddannelsen en klar præference for naturvidenskaben og dens metoder. Det betyder groft sagt, at grunduddannelsen i dag lærer de studerende at betragte de fysioterapeutiske interventioner igennem RCT-briller: Er der ikke evidens for en behandlingsform, bør den nok ikke bruges.

Set i et historisk perspektiv udspringer fysioterapien af en humanvidenskabelig ramme, så hvorfor skal faget i overvejende grad styrkes gennem naturvidenskaben?

Vi mener, at den stigende ensidige bekendelse af vores fag til naturvidenskaben er det samme som at fjerne os fra håndværket og dermed kernen i vores profession.

Effekten af de manuelle behandlinger er særdeles vanskelige at undersøge i naturvidenskabelige undersøgelser, og vi frygter derfor, at de stille og roligt vil forsvinde fra vores fysioterapeutiske værktøjskasse.

Vi er af den klare opfattelse, at en styrkelse af vores profession bør ske med et mere ligeligt fokus på både human- og naturvidenskab. Vægtningen af begge retninger vil i højere grad sikre, at fremtidens fysioterapeuter kan forene fagets kernekompetencer med det naturvidenskabelige paradigme og samtidig have det enkelte individ i fokus.

Vi skal spørge os selv indgående, hvad vi ønsker af de kommende fysioterapeuter. Ifølge vores og andre undersøgelser er de nyuddannede nemlig i besiddelse af ringere manuelle kompetencer og mindre anatomisk viden end førhen.

Den nuværende grunduddannelse kan ikke rumme både akademiseringen og den manuelle fysioterapeut. Enten skal den gøres længere eller omstruktureres og give plads til en anderledes prioritering af fagene.

Håndværket er ved at forsvinde.

Reference
(1) ”Evaluering af den fysioterapeutiske grunduddannelse med fokus på de studerendes kompetencer inden for manuel behandling: En metodetrianguleret undersøgelse” af  Allan Kjærgaard, Christine Vinther Nielsen & Titti Schrøder Poulsen fra Professionshøjskolen UCC Nordsjælland.

En kvantitativ spørgeskemaundersøgelse af samtlige fysioterapeutstuderende med dimission i januar 2013 (svarprocent 62,4) og kvalitative semistrukturerede interview af to undervisere på uddannelsen og to kliniske undervisere.