Min arbejdsplads: Klinisk underviser, Frederikssund Sygehus

Hvordan blev du klinisk underviser?

Jeg troede, at jeg skulle ud at være selvstændig inden for forebyggende arbejde på fuld tid, og jeg blev klinisk underviser ved et rent tilfælde. Jeg blev færdiguddannet fra Skodsborg-skolen i 2002, og i 2003 fik jeg et vikariat på skolens egen klinik.

Jeg blev tilbudt stillingen som klinisk underviser, men syntes jeg var for grøn, men da jeg senere på året blev tilbudt samme stilling på Esbønderup Sygehus, tænkte jeg, 'så prøver jeg det sgu'.

For to år siden lukkede man Esbønderup Sygehus og flyttede hele neurorehabiliteringen til Frederikssund Hospital, hvor jeg så arbejder nu.

Så neurologien er dit speciale?

Overhovedet ikke. Mit speciale er nok mere inden for manuel terapi, samt ryg, nakke, skulder, hofter og knæproblematikker, men neurologien er mit foretrukne område.

Jeg synes, at det er meget spændende at arbejde i neurologien, men jeg er autodidakt og har slet ikke alle de fine kurser, som mine kolleger har. I min stilling handler det mere om læring og pædagogik, end det handler om specialiseret fysioterapi.

Hvis du ikke kan finde ud af at lære fra dig, er det nærmest ligegyldigt, hvor dygtig en teoretiker du er. Men selvfølgelig kan jeg det basale inden for neurologien, og jeg kan godt få en patient med en halvsidig lammelse til at forlade afdelingen uden hjælpemidler.

Hvad synes de studerende om at være hos jer?

Jeg tror, at noget af det, de får allermest ud af, er, at vi arbejder tværfagligt. De deltager i de tværfaglige møder om mål og plan og også i møderne med de pårørende.

Det er i det tværfaglige arbejde, de for alvor får øjnene op for deres egen vigtige fysioterapeutiske rolle i det store arbejde, der er omkring patienten i et rehabilteringsforløb.

Når vi har de studerende på modul 12, er de jo næsten fysioterapeuter og har efterhånden deres egen faglighed at stå på, og så giver det tværfaglige for alvor mening, i modsætning til det tværfaglige forløb, de har på skolen på modul 5 – det bliver altid evalueret dårligt.

Man kan ikke tænke og arbejde tværfagligt, før man er ordentligt fasttømret i sin egen monofaglighed. Vi har været uddannelsessted i mange år, både for ergo- og fysioterapeuter, og vi har et fantastisk læringsmiljø ude på afdelingen.

Det at have studerende er jo ikke kun den kliniske undervisers opgave – alle i afdelingen  bidrager, også vores læger. Jeg synes, at vi er gode til at møde de  studerende, dér hvor de er, at bruge dem og at have forventninger til dem.

De studerende fortæller tit, også dem på modul 7, at de andre steder, de har været i praktik, har de følt, at de gik i vejen. Det føler de ikke hos os. Vi stiller krav til dem, og under kyndig supervision og vejledning vokser de med opgaverne hos os.

Hvad laver du i de perioder, hvor du ikke har studerende?

Mine kolleger tror indimellem, at så jeg har fri, men det har jeg ikke. Der er et stort og tidskrævende koordineringsarbejde forbundet med det at være klinisk underviser, og det faglige niveau skal tilpasses og justeres løbende.

Som regel har jeg 14 dage op til hvert forløb. Efter endt praktikforløb skal der gøres status, evalueres, ryddes op, og udvikles. Hvad har fungeret, og hvad har ikke? Jeg gør aldrig noget ens, og mange ting falder også først på plads, når de studerende er landet.

Det er jo individuelt, hvordan de lærer bedst. Jeg deltager også i udviklingsopgaver på skolen og har en del mødeaktivitet dér samt supervisonsmøder. Og 4-6 uger om året er jeg selv på gulvet som fysioterapeut.

Det kan desværre ikke blive til mere, men jeg overvejer at tage orlov fra jobbet som klinisk underviser i 2-3 måneder for at få nogle flere patienter gennem hænderne.

Jeg kunne godt tænke mig at få lidt fingre i KOL- og hjertepatienterne også, og selvfølgelig også i mine kære neurologiske patienter. Det er vigtigt, at man selv har hænderne i bolledejen, og selvom jeg er med omkring de patienter, som de studerende har, kan man ikke være fysioterapeut og klinisk underviser på fuld tid samtidig.

Det har jeg kolleger, der er andre steder, og de føler, at de gør begge dele halvt. Man kan ikke bare ryste færdiguddannede fysioterapeuter ned af træerne, det koster tid og penge at uddanne folk.

Hvad er det bedste ved at være klinisk underviser?

Jeg keder mig aldrig. Det bliver aldrig rutine, for de studerende er forskellige, og det er patienterne også. Og det er fantastisk at opleve, når man får de studerende til at rykke på de mål, de har sat sig, og i det hele taget bare se, at det, man lærer fra sig, giver mening for dem.

Desuden trives jeg rigtig godt med selv at tilrettelægge min dag og mit år. I perioder er der rigtig meget over- og hjemmearbejde, især når der skal rettes KRIF (klinisk ræsonnering i fysioterapi, red.), laves midtvejs- og slutevalueringer, og så er det fint at kunne arbejde, når børnene er lagt i seng.

Jeg har sagt til min leder, at så længe, jeg bare har frie tøjler til at tilrettelægge min dag, er jeg firmaets mand, og så kan man næsten få mig til at arbejde gratis.

Hvad er det værste?

Mine bjerge med ting, jeg skal have læst, bliver højere og højere. Et er at få udviklet på alt det praktiske og det pædagogiske, men at få udviklet på det teoretiske, det mangler der godt nok timer på ugen til, for ikke at sige uger på året.

Når det gælder de studerende, er det værste, hvis man ramler ind i en umulig studerende. Sådan én har jeg heldigvis kun haft én af.

Han sad med fødderne på bordet og kiggede på sin telefon og lavede alt muligt andet end at medvirke til undervisningen og kunne også finde på at tale i telefon midt i plenum, og jeg spekulerede meget på, hvordan jeg enten skulle få ham på banen eller af banen.

Jeg tog en samtale med ham, og han fik da fødderne ned fra bordet, men jeg ved ikke, om han endte med at blive fysioterapeut.