"Man er jo der, hvor børnene er"

Fysioterapeut Mia Bredsdorff, 51 år, har været børnefysioterapeut siden 1991 og vil gerne blive ved med at være det resten af sit arbejdsliv.

Men en senelidelse sender jævnligt særdeles mærkbare advarsler om, at knæene måske ikke bliver ved med at holde til, at hun går derned, hvor de børn, hun træner med, oftest befinder sig: På gulvet.

”De seneste fem seks år har det gjort mere og mere ondt, hvis jeg kommer ud i yderstillinger, og jeg kan ikke sidde i skrædderstilling og har svært ved at ligge på knæ”, fortæller Mia Bredsdorff om den lidelse, der ikke bare har kompliceret hendes arbejde med børnene, men også har betydet, at hun har måttet overveje om hun kan fortsætte yndede fritidsaktiviteter som yoga, løb og skiløb.

”Lægen på Arbejdsmedicinsk Klinik har stillet diagnosen pes anserinus syndrom, en tendinit, og har beskrevet årsagen som muligvis arbejdsrelateret”, fortæller Mia Bredsdorff.

Selv er hun ikke i tvivl om, at det er det meget knæliggende arbejde, hun har haft som børnefysioterapeut, der er skyld i generne:

”Som PPR -fysioterapeut arbejder jeg med børn og unge i alle aldre. Når jeg for eksempel er på hjemmebesøg hos en familie med et spædbarn, foregår alting jo på gulvet, og også i min funktion som fysioterapeut på en specialskole foregår rigtig meget træning, behandling, leg og bevægelse på gulvet. Man er jo der, hvor børnene er”.

Da en af Mia Bredsdorffs tidligere kolleger, en børnefysioterapeut, måtte have kunstigt knæ, gav det anledning til eftertanke:

"Det vil jeg ikke udsættes for", siger Mia Bredsdorff, som derfor kontaktede Danske Fysioterapeuters socialrådgiver og fik en henvisning til Arbejdsmedicinsk Klinik, og der kører nu en sag i Arbejdsskadestyrelsen med henblik på at få lidelsen anerkendt som en arbejdsskade.

Det er dog vanskeligt at få anerkendt den slags skader, med mindre man har knæliggende arbejde i et omfang svarende til en brolægger eller en VVS-arbejder, og sagen er foreløbig afvist, men anket.

Mia Bredsdorff har ikke de store forventninger til udfaldet, men det er heller ikke det, der er det vigtigste, understreger hun:

”Da jeg ringede til foreningens socialrådgiver, Annette Kappel, sagde hun, at hun aldrig var stødt på den slags arbejdsskade før, så mit ærinde – også ved at medvirke her – er at øge opmærksomheden på vores eget arbejdsmiljø. Jeg synes altid, jeg har været god til at passe på mig selv, men det har ikke været nok, og nu er jeg nødt til at tage hensyn til, hvad mine knæ kan klare, når jeg planlægger mit arbejde i det daglige".

Læs mere

Artikel: Jobbet er hårdt, men meget tilfredsstillende

Artikel: Som at arbejde på en fiskefabrik

Artikel: "Hvordan skal vi så træne patienterne?"