Lige til højrebenet

”Planen i dag, Allan, er, at du først skal cykle lidt, og så har jeg taget en benskinne med, som du skal prøve. Jeg kunne godt tænke mig, at vi går en tur udenfor og ser, hvordan den er at gå med på forskelligt underlag. Er du med på det?”

”Ja, det er bare helt fint,” siger 72-årige Allan Grøn, imens han sætter sig op på kondicyklen og går i gang.

Fysioterapeut Cathrine Lundgaard smiler. For ikke så længe siden ville hendes patient her på Odense Universitetshospitals Rehabiliteringsafdeling have haft svært ved at svare, som han gør nu.

For slet ikke at tale om at få højrebenet til at arbejde i takt med det venstre på kondicyklen, som han også gør, imens fysioterapeuten holder øje med tiden.

”Jeg kunne faktisk ikke ret meget, da jeg lige var færdig med min strålebehandling. Jeg kunne hverken snakke eller spise selv eller noget som helst. Jeg kunne heller ikke gå,” siger Allan Grøn og fortæller, at han har haft problemer med hele sin højre side, efter han blev ramt af en hjernetumor i december 2017. En ondartet én af slagsen, som gør, at Allans prognose i dag ikke er særligt opløftende.

Hjælper på humøret

Cathrine Lundgaard lægger en hånd på ryggen af sin patient.

”Så er der et minut endnu,” siger hun. Kort efter hopper Allan Grøn af cyklen og puster ud.

Han er glad for, at han i to omgange er blevet tilbudt rehabiliterende træning på OUH’s neuroonkologiske klinik i forbindelse med sin behandling, fortæller han. Første gang foregik træningen i forbindelse med de seks ugers strålebehandling, han gennemgik, og denne gang som opfølgning på en hjerneoperation, han fik tidligere i år.

Igennem begge forløb har Cathrine Lundgaard været ansvarlig for den rehabiliterende træning i samarbejde med ergoterapeut Sille Andersen og en talepædagog, og træningen er foregået to gange ugentligt med 45 minutter hos ergoterapeuten, efterfulgt af 45 minutter hos fysioterapeuten og aftaler hos talepædagogen indimellem.

”For mig har det været en absolut stor ting. Det har både gjort noget godt for mit humør og for min funktion,” siger Allan Grøn, der har levet et aktivt og udadvendt liv som sælger for en stålvirksomhed og de senere år, inden han blev syg, som guide på Danmarks Jernbanemuseum i Odense.

Genvundne funktioner

Allans kone, Vibeke Grøn, der sidder med på sidelinjen i dag, er også taknemmelig for den hjælp, hun og hendes mand har modtaget.

”Træningen hjalp hurtigt, og for mig har det jo også gjort hverdagen meget nemmere,” siger hun og fortæller, at hun i en periode følte sig ret presset, da hendes mand sad i kørestol og skulle have hjælp til det meste.

Nu kan han selv gå igen, så både kørestol og rollator er pakket væk.

Han kan også selv gå i bad og tage tøj på igen, han kan spise selv og er endda begyndt at hjælpe til med at dække bord,” fortæller hun. Særligt det med at spise selv var vigtigt for Allan.

Du kan tro, det var fantastisk, da jeg kunne spise med kniv og gaffel igen. Når man altid har været vant til at spise pænt, så betyder det altså noget,” siger han.

Og du er også begyndt at kunne skrive og tegne igen. I går tegnede du den flotteste tegning af et hus ved en vej,” siger Vibeke Grøn og oplyser, at Allan altid har været glad for at tegne og male, indtil sygdommen og den efterfølgende behandling fik hans højre hånd til at holde op med at lystre.

Balloner og benskinner

Netop funktionen i højre side er det, Cathrine Lundgaard gerne vil have Allan Grøn til at træne i dag, efter at han har fået benskinnen på. Cathrine Lundgaard skyder en stor, rød ballon afsted mod Allan, der returnerer skiftevis med højre- og venstrehånden.

Ja, det er fint, Allan, slå til!” siger hun.

Ping-pong-spillet med ballonen står på i nogle minutter, imens Vibeke Grøn sidder på stolen ved siden af og følger med.

Dét har han i hvert fald ikke kunnet før,” siger hun og er imponeret over, hvor præcist Allan bevæger højrehånden. Cathrine Lundgaard forklarer, at det er fordi han ikke skal bruge al sin koncentration på at holde balancen. Simpelthen fordi skinnen virker.

”Allan, du har fortalt, at du er udemenneske, så jeg synes, vi skal prøve, om skinnen også hjælper dig med at holde balancen udenfor på ujævnt underlag,” foreslår fysioterapeuten.

Op og ned ad bakke

Allan Grøn bekræfter, at det er vigtigt for ham at komme ud, men at det i en periode har føltes utrygt, ikke mindst for hans kone, fordi han let mister balancen. Så han er med på en test.

”Okay, så går vi en tur ud på fortovet og græsset uden for bygningen,” siger Cathrine Lundgaard og tager sin patient ved armen. Sammen går de ud på det grønne areal imellem sygehusbygningerne, hvor Allan holder balancen næsten uden støtte.

”Det er da utroligt. Han plejer ikke at kunne gå uden stokken,” bemærker Vibeke, imens Allan selv bliver så begejstret, at han lægger an til at tage turen ned ad en stejl græsskråning. Han bliver bremset af Cathrine Lundgaard, der foretrækker en lettere vej, hvorefter hun grinende konstaterer, at her var det vist hendes mod, der svigtede.

Tidsfaktoren

Tilbage i genoptræningslokalet er der enighed om, at det med benskinnen var en rigtig god idé, så Cathrine Lundgaard vil nu bede bandagisten om at få tilpasset en til Allan hurtigst muligt.

”For disse patienter er tiden en væsentlig faktor, så vi skal være hurtige og skarpe på, hvad det er, vi bruger den til,” siger hun.

Det indebærer for eksempel, at man skal tilbyde kompenserende støtte hurtigere end ellers og tilrettelægge genoptræningen ud fra individuelle behov. I Allan og Vibeke Grøns situation er tidsfaktoren netop blevet endnu mere tydeliggjort.

”Vi har lige fået at vide, at kræftknuden er i vækst, og at de ikke kan give mere kemo. Til gengæld har Allan sagt ja til at deltage i et forskningsprojekt med en eksperimentel behandling, hvor de blandt andet vil tage en biopsi af Allans hjernetumor. Det er endnu en hjerneoperation – Allans tredje – men vi sagde ja med det samme, selvom vi godt ved, at der ikke er nogen garantier, ” fortæller Vibeke Grøn.

Ligesom Allan tænker hun, at hvis ikke han når at få gavn af forskningsresultaterne, så er der måske nogle andre, der gør. Ægteparret er klar over, at Allans prognose ikke er gunstig, men håbet har de ikke mistet. Derfor håber de også at se Cathrine Lundgaard igen til en ny omgang genoptræning, når den næste operation er overstået.