Sig det højt!

Mens jeg skriver dette, er kommunerne i fuld gang med at forhandle budgetter for 2020. Mange steder er fysioterapeutiske opgaver en del af de sparekataloger, der er blevet lagt op til politikerne. Det er nu engang op til politikerne at prioritere de penge, der er. Men det er vigtigt, at de gør det på et oplyst grundlag.

Vi oplever desværre en tendens til, at man fra de kommunale forvaltninger gerne vil fremstille besparelser som pæne. For eksempel i Aalborg, hvor der lægges op til at skære 17 procent (!) af budgettet til ambulant genoptræning – men det kan ifølge forvaltningen klares med lidt mere hjemmetræning.

Det siger sig selv, at det er noget vrøvl. Man kan ikke lave en nedskæring af den størrelsesorden, uden det får store konsekvenser - hvad vi da også i tæt samarbejde med de ansatte har sagt både til forvaltning, politikere og pressen.

Men det samme gælder også i mindre målestok, når en kommune vil nedlægge et ‘motorisk team’ med to ansatte, der har hjulpet børn i kommunens skoler og daginstitutioner. Her er det rigtig svært for både almindelige borgere og politikere at vurdere, hvad det vil betyde.

De bedste til at vurdere det er selvfølgelig dem, der gør arbejdet i motorisk team til daglig. De ved, hvem og hvordan de hjælper – og hvad konsekvensen af en nedlæggelse bliver. Derfor er det vigtigt, at vi i den slags tilfælde står sammen om at sige det højt. Både internt og eksternt.

Set herfra er det en del af opgaven som offentligt ansat. Borgerne har meget begrænset mulighed for at vide, om det tilbud, de får, er fagligt korrekt og passer til deres behov – og ingen mulighed for at vide, om et andet tilbud ville kunne hjælpe dem meget bedre.

Det misforhold er grunden til, at offentligt ansatte har meget udstrakt ytringsfrihed, så længe de udtaler sig på egne vegne og om det, de selv oplever. Med den ret følger også en pligt til at være med til at sige det højt, når man ved, at en beslutning får konsekvenser.

Men det er selvfølgelig ikke noget, man skal stå alene med. Netop derfor er vores fællesskab så afgørende. Vi skal bakke hinanden op. På arbejdspladsen, lokalt, regionalt og ikke mindst fra sekretariatet.

Som fysioterapeuter ved vi, at stærke bånd mellem mennesker kan gøre den afgørende forskel: Det gælder både, når vi står med vores patienter, og når vi rykker sammen som fysioterapeuter og siger fra på vores patienters og faglighedens vegne.