Et pusterum for Emilie
20-årige Emilie står på strømpefødder på den røde gummimåtte og efterligner de simple bevægelser, fysioterapeut Karen Hede Poulsen demonstrerer.
”Sving med armene sådan her”, instruerer Karen Hede Poulsen, imens hun lader armene daske højlydt fra side til side.
Emilie svinger armene på samme måde, rundt om kroppen, fra side til side. Men helt lydløst. Hendes arme er som et par sommerfuglevinger, lette som vinden og ude af stand til at daske. Det lille opslag bag ribben i træningslokalet om ’Max. 120 kg.’ er i hvert fald ikke møntet på Emilie.
”Prøv at se, hvor lille du kan gøre bevægelsen. Som om den næsten kun er en tanke”, fortsætter Karen, imens hun og Emilie lader bevægelsen dø hen i takt.
”Og sving så igen kraftigt rundt. Forestil dig, at det er to tykke tove, du svinger med”, siger fysioterapeuten, der er i gang med at specialisere sig i denne blide form for genoptræning eller træningsterapi, som de indlagte og sværest ramte anoreksipatienter på Odense Universitetshospitals Center for Spiseforstyrrelser i dag får tilbudt som et led i deres behandling.
Brud med en grundregel
Træningsterapien, som Karen Hede Poulsen står for i foreløbigt seks ugentlige arbejdstimer, er et nyt tilbud på OUH, som ledende fysioterapeut, Charlotte Oredson har været primus motor i indførelsen af i samarbejde med overlæge René Støving fra Center for Spiseforstyrrelser. Siden august 2012 har centret således brudt med en af de hidtidige, generelle grundregler i behandlingen af svært spiseforstyrrede. Nemlig at al unødig fysisk aktivitet er bandlyst.
Charlotte Oredson og René Støving forklarer, at indsatsen tidligere har koncentreret sig om at undgå yderligere vægttab hos de afmagrede patienter, der indlægges på Ernæringsenheden med et BMI imellem 9 og15. For manges vedkommende i en tilstand præget af alvorlige somatiske komplikationer som metaboliske forstyrrelser, kredsløbsforstyrrelser, neuorologiske svækkelser, tab af muskel- og knoglemasse og ledsmerter. Behandlingen har derfor primært fokuseret på vægtøgning og stabilisering af de mest livsnødvendige kropsfunktioner.
Som konsekvens heraf – og af frygt for at stimulere den træningsmani, som mange anoreksipatienter samtidig lider af – har man i mange år begrænset fysisk aktivitet for de hårdest ramte patienter.
”For eksempel må de heller ikke tage trappen op til 6. sal på Patienthotellet, hvor Ernæringsenheden under Endokrinologisk Afdeling M har hjemme”, forklarer Charlotte Oredson.
Trappeforbuddet gælder stadig, men indførelsen af træningsterapi betyder, at man nu under kontrollerede former søger at modvirke den fremadskridende nedbrydning af knogle- og muskelmasse, som patienterne typisk oplever – det, som overlæge Støving kalder ’den fysiske degeneration.’
”Det er altså ikke træning i klassisk forstand, vi tilbyder. Det ville være som at give heroin til en narkoman på afvænning, understreger han og forklarer, at de fire grundpiller i træningstilbuddet er grounding, afspænding, Body Awareness og smertelindring. Det er genoptræning i den blide ende af skalaen.
Målet er at hjælpe patienterne med at få mere ro på, at modvirke angst og turde mærke deres egen krop igen. For de fleste patienter er det forbundet med stor angst at være indlagt med det formål at tage på”, forklarer René Støving.
”Man kan sige, at vi har skabt et tydeligere bindeled imellem somatikken og psykiatrien med det nye tilbud. To ting, der nok hidtil har været lidt kunstigt adskilt”, siger Charlotte Oredson, der mener, at det nye træningstilbud for så vidt kan opfattes som led i et paradigmeskifte.
”Jeg synes, det er interessant for vores fag, at vi kan understøtte patientforløb, der befinder sig i grænsefladen imellem somatikken og psykiatrien. For fysioterapeuter er det et nyt udviklingsfelt”, siger hun.
Center for Spiseforstyrrelser:
Odense Universitetshospitals Center for Spiseforstyrrelser har siden 1993 bestået af et formaliseret samarbejde mellem en række afdelinger: Ernæringsklinikken ved Endokrinologisk afdeling M, Pædiatrisk afdeling, Det Børne- og Ungdomspsykiatriske Hus samt Psykiatrisk afdeling.
I Sundhedsstyrelsens specialeplan fra 2010 er centret udnævnt som ét af tre højt specialiserede centre i landet.
Der modtages cirka 140 henvisninger årligt, og 80 % af patienterne behandles ambulant.
De sværest ramte anoreksipatienter indlægges på Ernæringsenheden, der råder over syv sengeværelser på Patienthotellet, hvor rammerne er mere hjemlige end på sygehuset i øvrigt. Enheden er bemandet med sygeplejersker, social- og sundhedsassistenter, en klinisk diætist foruden fysioterapeuten, der foreløbig har seks timer om ugen på afdelingen.
Små sprækker af åbenhed
Tilbage i træningslokalet er Emilies svingøvelser med armene overstået.
”Det er en af mine yndlingsøvelser. Det sitrer sådan lidt bagefter”, siger Emilie, efter at hun og Karen Hede Poulsen har overstået dagens program med forskellige øvelser i kategorien Basic Body Awareness Therapy (BBAT).
Karen Hede Poulsen forklarer, at træningen typisk består af bevægelighedsøvelser, balance - og afspændingsøvelser, Basic Body Awareness Therapy, yoga og pilates i kombination med ultralet styrketræning. Det hele doseres individuelt af Karen Hede Poulsen i samråd med personalet i Ernæringsenheden og naturligvis patienten selv.
”Det er Emilies indre oplevelse, der er i fokus. Ikke om hun gør øvelserne rigtigt eller forkert. Og forudsigelighed og gentagelser er vigtige”, forklarer Karen Hede Poulsen, der med sin behandling håber at skabe små sprækker af åbenhed hos patienterne, så de tør tage imod den hjælp, som det øvrige personale på Ernæringsenheden tilbyder.
Også stedfortrædende afdelingssygeplejerske Kirsten Gitte Hansen oplever, at træningsterapien gavner Emilie.
”Det har været rigtig positivt. Karen har skabt et frirum, hvor indgangsvinklen har været en helt anden end vores”, siger Kirsten Gitte Hansen og forklarer, at på Ernæringsenheden er der konstant fokus på patienternes fødeindtagelse med seks ordinerede måltider dagligt og helt faste regler for, hvad man må og ikke må ind imellem. For de fleste patienter er det angstprovokerende.
”Men Karen er jo ufarlig. Hos hende handler det ikke om maden, og for Emilie har det faktisk virket angstforløsende”, siger Kirsten Gitte Hansen, der er af den klare opfattelse, at træningsterapien generelt har en gunstig effekt, der letter arbejdet på Ernæringsenheden.
”Efter tre måneder, kan man som regel se, det virker. Det er forskelligt hvor meget, men bare det at patienterne får ro på i fem minutter kan være væsentligt. Ellers er der jo nogen af dem, der aldrig er i ro, heller ikke om natten, forklarer Kirsten Gitte Hansen.
Behov for forskning
”Ideelt set burde Karen Hede Poulsen også have sæde hos os i ambulatoriet, men det har vi desværre ikke ressourcer til i øjeblikket, men nu har vi taget det første skridt, og så håber jeg, det udvikler sig”. siger René Støving, der på længere sigt håber at kunne dokumentere effekten på videnskabelig vis.
”Der er helt sikkert behov for forskning på det her felt”, siger han og ønsker ligesom Charlotte Oredson at der måske kan findes midler til at igangsætte et ph.d.-projekt.
”I dag findes der jo ikke en national, evidensbaseret klinisk retningslinje, vi kan følge”, siger Charlotte Oredson, der påpeger, at Karen Hede Poulsens arbejde i stedet bygger på resultatet af en litteratursøgning, afdelingen har foretaget, foruden Karen Hede Poulsens mangeårige erfaring fra andre somatiske patienter, fra de to BBAT-kurser, hun har taget, hendes interesse for Tai Chi og andre bevægelsesformer samt indhentede erfaringer fra kolleger andre steder i landet, der arbejder med beslægtede områder.
Ro i hovedet
I starten kunne Emilie slet ikke se, hvad det skulle gøre godt for, da hun blev præsenteret for Karen Hede Poulsens terapiøvelser under en tidligere indlæggelse i efteråret 2012. Alligevel besluttede hun at holde ved i håb om en effekt. Det er hun glad for i dag.
”Jeg tror, at jeg specielt har haft godt af massagen. Den gør, at jeg fornemmer mig selv bedre. Det er en god hjælp til at blive ’afgrænset’”, forklarer hun.
Nogle af øvelserne er også blevet redskaber, som Emilie selv kan bruge efter behov.
”For eksempel når mine tanker centrerer sig for meget om mad. Så giver det mig ro i hovedet lige at lave nogle øvelser”, siger hun og konkluderer, at for hende har det været rigtig rart at komme hos Karen Hede Poulsen.
”Det er et pusterum for mig. Her er der på én gang plads til alle tanker og til at slippe alle tanker”.
Emilie er et opdigtet navn af hensyn til patientens anonymitet.
Gryende evidens:
Den faglige baggrund for indførelsen af fysioterapeutisk træning for anoreksipatienter på OUH er en litteratursøgning foretaget af fysioterapeut Morten Eckerdal Rasmussen. Den overordnede konklusion er, at der er gryende evidens for, at en træningsindsats betaler sig, men at der er behov for mere forskning på området fremover. Ernæringsenhedens retningslinjer for fysioterapi til patienter bygger således på resultatet af litteratursøgningen:
”Der foreligger ikke tilstrækkelig videnskabelig evidens til at understøtte præcis hvilken form for fysioterapi, der har størst effekt på fx: Kropsbillede, vægtøgning, muskelsmerter, stivhed i led og muskler, osteoporose, angst, depression, optagethed af mad eller understøttelse af compliance for reernæring”.
”Fysioterapi/superviseret træningsterapi i form af yoga, let styrketræning, bevægelighedsøvelser, Pilates, Basic body Awareness Therapy, balanceøvelser, afspænding m.m., synes sikkert, og anbefales i flere oversigtsartikler. Moderat vægtbærende motion synes at hindre fald i Bone Mass Density, bevarer kropsformen og øger muskelstyrken uden at hindre vægtforøgelse.”
”Et studie har således undersøgt effekten af ovenstående interventioner på en gruppe patienter med et BMI på i gennemsnit 17,6 og fandt, at patienternes fortrolighed med eget kropsbillede var den stærkeste faktor i forbedringen af patienternes symptomer som følge af deres spiseforstyrrelse. Der skal udvises påpasselighed med overførbarheden af dette studies anbefalinger, da patienternes BMI på OUH’s Ernæringsenhed er <15, og de lider af svær væskeelektrolytforstyrrelse eller interkurent somatisk sygdom.”
Referencer:
* Spiseforstyrrelser. Anbefalinger for organisation og behandling. Sundhedsstyrelsen 2005: http://www.sst.dk/publ/Publ2005/PLAN/Spiseforstyrrelser/spiseforstyrrelser.pdf
* Christie Zunker, P., M. James E. Mitchell, and P. Stephen A. Wonderlich, Exercise Interventions for Women with Anoreksia Nervosa: A Review of the Literature. International Journal of Eating Disorders, 2011. 44: p. 579–584.
* L.W.C. Ng*, D.P.N., W.P. Wong, Is supervised exercise training safe in patients with anoreksia nervosa? A meta-analysis. Physiotherapy, 2013. 99: p. 1-11.
* Marit Danielsen, b.R., Changes in body image during inpatient treatment for eating disorders predict outcome. Eating disorders: The Journal of tretment & prevention, 2012. 20: p. 261-275.
Du skal logge ind for at se kommentarer og selv kommentere
Log ind
Er du endnu ikke medlem? Bliv medlem i dag og få fuld adgang til fysio.dk, og gør brug af vores mange medlemsfordele.
