Lidenskab handler om at sætte barren højt på alle livets områder

Egenskab

- ”Hvorfor ville jeg være fysioterapeut?” Måske troede jeg engang, at det handlede om fodbold, men efter femten år ved jeg godt, hvorfor jeg i virkeligheden har valgt fysioterapi: Fordi jeg har mulighed for at hjælpe andre mennesker i mit arbejde, og det gør mig glad hver dag. Det har overrasket mig, hvor meget man kan gøre for sig selv og hinanden uden, at det koster en formue. F.eks. at dyrke sport sammen. Vores erfaringer fra Krop og Kræft viser f.eks., at mennesker har meget lettere ved at træne regelmæssigt, når de træner som gruppe. Vi forpligter os og føler ansvar for hinanden. Det er en stor gave at få lov til at hjælpe andre, fordi glæden går i begge retninger – du bliver glad af at hjælpe, og den du hjælper er glad for at modtage hjælpen. Det lyder helligt, men jeg mener det…

(For)mandskab

- I 1999 lancerede Kræftens Bekæmpelse ”Styrk dig selv” sammen med Herlev Sygehus, som var den første nationale fysiske intervention til mænd med kræft. Et 14 ugers projekt, som bl.a. gik ud på at tilbyde cancerpatienterne en times træning ugentlig. På det tidspunkt skabte det rimelig meget furore, for man mente jo, at patienterne skulle hvile. Resultatet efter de tre måneder var, at patienterne, som trænede, havde det signifikant bedre. I dag er det basisviden for enhver førsteårsstuderende på fysioterapeutuddannelsen, men i 1999 var det ny, positiv viden, at motion hjalp så meget både fysisk og psykisk, f.eks. i forhold til depression. Bortset fra cykelrytteren Lance Armstrong fandtes der ingen forbilleder for mandlige cancerpatienter, der ville ud af stakkels-mig-rollen. Konklusionen på ”Styrk dig selv” blev, at når træning hjalp under så lavpraktiske forhold, skjulte det et stort potentiale. På samme tid mødte jeg Lis Adamsen og Julie Midtgaard, sygeplejerske og psykolog, som spurgte, om jeg ville være med i et større projekt. De skulle først samle penge sammen, så egentlig sagde jeg bare ”ja, ja” i den tro, at det nok ikke blev til noget. Men de to var ret emsige, så godt to år efter i 2001 var vi i gang. Siden har vi været kolleger, bl.a. på Rigshospitalet, og i dag er Lis Andersen min chef på forskningsprojektet CIRE.

Videnskab: 

- Min ph.d. måler effekten af konditionstræning på inoperable lungecancerpatienter. Det er patienter, der befinder sig på et stadie, hvor de ikke kan modtage kurerende behandling og derfor vil dø af deres sygdom. Det er typisk en patientgruppe, man før i tiden ”glemte”, fordi man ikke troede, at der var meget andet at stille op end at lindre deres smerter. I forskningsprojektet træner de to gange to timer om ugen. De foreløbige resultater viser, at selv den dårligste patient bliver bedre – både konditionsmæssigt og styrkemæssigt. Det kan være fra ”meget, meget dårlig” til ”meget dårlig”. Lungerne hos patienterne bliver aldrig raske, de er ødelagt, men blodets evne til at optage mere ilt forbedres. Man kan læse om projektet på fysio.dk.

Sportsmandskab

- Sport og fysisk aktivitet har altid været en naturlig del af mit liv. Jeg elsker sport, især følelsen af at overvinde mig selv, og jeg er klar til at gennemføre min syvende ironman om et par uger.

Min stædighed har da også kostet mig en ruptur i quadriceps i forbindelse med et maraton, fordi jeg dengang ikke mente, at jeg behøvede at træne mig ordentligt op til de 42,2 km, men samtidig nægtede at gå ud. Et dumt væddemål.

- Som dreng i Preben Elkjær-æraen var jeg som mine jævnaldrende kammerater bidt af fodbold, og omkring 13-14 års-alderen bestemte jeg mig for at læse til fysioterapeut, når jeg blev stor.

- Da jeg i 1998 stod med eksamensbeviset fra Fysioterapeutskolen i København, var det fokus imidlertid væk. Bortset fra, da jeg var nyuddannet på Herlev Sygehus og afprøvede forskellige specialer, har jeg altid beskæftiget mig med fysisk træning i behandlingen.

Jeg vidste fra mig selv, hvor stort overskud aktivitet giver, og følelsen af at kunne hente kræfter fra sport til resten af livet har inspireret mig i cancerrehabiliteringen. Både PACT, Proof of Life og Krop og Kræft har vist, at patienter kan klare hårdere træning end forventet, og at de får fysisk og psykisk gevinst. 

- Jeg har set mange glædestårer og oplevet, hvordan sport transformerer mennesker. Den største oplevelse var Tanzania i 2007 med 13 yngre canceroverlevere, som Julie (Midtgaard, red.) og jeg havde arbejdet med i Krop og Kræft.

De gennemførte en ”Kiliman” på ni dage i alt, bestående af bestigning af Kilimanjaro, cykling (250 km mountainbike) og maraton rundt om Kilimanjaro. Tim Barrett, der tidligere var koordinator på Proof of Life, var også med og i topform, selv om han året før levede af cigaretter og Bitter.

Venskab:

- En af mine gode venner, Jesper, var indlagt på Hvidovre Hospital med kræft. Vi mødtes på Club La Santa for fire år siden, hvor han deltog sammen med 30 andre kræftoverlevere i temaugen ”Mod Nye Ressourcer”, som jeg havde været med til at arrangere.

Jesper er en af de mange unge fyre, jeg har mødt gennem årene, som vitterlig ikke fatter, hvorfor det her lort – altså kræften - lige skal ramme dem. Han var i bedring i en periode, kom i gang med træne og holdt op med at ryge, men blev syg igen.

Han var enestående, men blev desværre begravet for 14 dage siden. For nylig skrev jeg en sms til ham for lige at høre, hvordan det stod til før weekenden. Et sekund efter var han i røret: ”Hallo Morten! Det går ad helvede til!”. Han havde voldsomme smerter, ekskæresten havde hans dankort og han havde ikke mere af den hash, han – helt lovligt – bruger til at dæmpe sine smerter! Alt i alt en skidt situation, så ville jeg monstro køre ham ud på Christiania.

Jesper har lov til at ryge hash som smertelindring, så det var fint nok rent juridisk. Men vi lignede noget, der var løgn, da vi steg ud af bilen ude på Volden: Jesper i rullestol, syg og bleg, og mig, der stank langt væk af urobetjent. Helt galt gik det, da vi skulle hjem og bilen var stendød.

Vi måtte overtale en gruppe rockertyper til at finde startkablerne frem og give os strøm fra deres bil. De var ret hjælpsomme og temmelig ivrige for at få os langt væk fra Christianshavn.

Lidenskab

- Lidenskab handler om at sætte barren højt på alle livets områder, også fagligt. I de senere år har praksis indenfor fysioterapi været, at kigge på folks ressourcer, som de var, før de blev syge, for at sikre sig, at de var i lige så god tilstand som ”før-diagnosen”, når vi udskrev eller raskmeldte dem. Men hvorfor egentlig ikke bedre end før? Måske er det netop det dårlige niveau, de var på før, de blev syge af?

Jeg synes, man skal stile højt og først give op, når folk virkelig er døende. Indtil da skal man se frem og lægge en plan for folk: ”Nu skal du se, vi gør sådan og sådan”. Det værste, jeg ved, er, når en læge eller andet sundhedspersonale siger til en lungepatient: ”Du kan lige så godt ryge, hvis du har det godt med det”, indirekte siger de ”for det gør ingen sundhedsmæssig forskel nu”. Man må da føle sig 100 procent fortabt og ligegyldig, når man får sådan en fribillet!

For mig er der kun én ting, du kan sige til en ryger som sundhedsfaglig: ”Hold nu op med at ryge. Stop dog den adfærd, der allerede har gjort dig syg, eller som kommer til at gøre det i fremtiden.”

Det er på ingen måde for at være moraliserende eller give rygere dårligere samvittighed, end de allerede har, de må selvfølgelig ryge alt det, de vil. De skal bare ikke være i tvivl om min holdning til tobak. 

Offerskab

- Findes ordet offerskab overhovedet? Sikkert ikke, men det ville være en fin betegnelse for den offermatrix, mange patienter let oplever, når der står ”cancer” i deres journal. Det er, som om de er halvt døde, og omgivelserne pakker dem ind i vat. Selv om meningen er god nok, så virker holdningen ”nej, hvor er det dog synd for dig, at du har kræft” jo lammende på den, der er syg. Du bliver spejlet som svag lige dér i dit liv, hvor du har allermest brug for at føle dig stærk. I de ti år, jeg har arbejdet med cancerpatienter, har jeg kun set tegn på det omvendte: Jo før en patient kommer i gang med at træne og opbygge sin krop, jo bedre får han/hun det både fysisk og psykisk. Derfor elsker jeg også de tv-reklamer, som viser en svedig, skaldet og sej canceroverlever med en medalje om halsen fremfor det klassiske drop-i-armen-lænket-til-sengen-billede. Første skridt væk fra offerrollen er, at fysioterapeuter, læger og sygeplejersker holder op med at behandle patienterne som skrøbelige. Når jeg underviser cancerpatienter, råber og skriger jeg, nøjagtig som jeg ville gøre, hvis jeg havde en gruppe raske til træning. Den får fuld gas trods kvalme, kemokur og nedsat lungefunktion. For femten år siden var der ingen, der turde at træne cancerpatienter så hårdt, men det er det, der virker. Tænk på, hvad der ligger psykologisk i at se på ”hvad jeg kan og har af styrke” indeni og udenpå, frem for at være et opgivende offer.