Hvorfor skælder Danske Fysioterapeuter altid ud på kommunerne?

"Det halter med genoptræningen i kommunerne”. Det er en overskrift, der i varierende former finder vej til flere aviser, når den årlige undersøgelse af ventetiderne på kommunal genoptræning offentliggøres.

Bag undersøgelsen står blandt andre Danske Fysioterapeuter, og med jævne mellemrum ytrer kommunalt ansatte fysioterapeuter en undren over, hvorfor deres forening nu igen er ude med riven over for kommunerne.

En af dem er Pouline Gringer, ledende terapeut i Stevns Kommune. ”Jeg synes, at det er helt i orden, at min forening holder kommunerne i ørene, men jeg synes, at der har været et problem med retorikken lige siden kommunalreformen i 2006.

Genoptræningen er den største succeshistorie, vi har på sundhedsområdet. Mens vi andre steder i sundhedsvæsnet slås med de samme problemer, som vi har gjort i 25 år, bliver der givet mere genoptræning end nogensinde før, og vi har stort set ingen klager, men vi hører kun om ventetiderne”, siger Pouline Gringer, der også har haft svært ved at genkende de tal, der er kommet frem i undersøgelserne.

”Der mangler en klar definition på ventetid. I stedet for at kritisere ville vores medlemmer have mere glæde af, at foreningen havde fokus på de rammer, vi har at yde fysioterapi indenfor - om pengene bruges til det, de er afsat til, om der følger ressourcer med, når opgaverne bliver flere osv.”, siger Pouline Gringer.

”Jeg ved godt, at det er de dårlige historier, pressen efterspørger, og det er også dem, vi lærer af. Når der har stået en historie om en anden kommune, skynder jeg mig da at undersøge, om det samme kunne være sket hos os, men man skal bare huske, at det er lokale forhold, der er afgørende – både for de gode og dårlige historier. Hvis man nuancerer debatten, får man gladere medlemmer”, mener Pouline Gringer.

Kæmper stadig med gamle fordomme

Også Gerda Nørgaard, fysioterapeut i Hjørring Kommune har været efter Danske Fysioterapeuter. ”Før kommunalreformen, da genoptræningen var sygehusenes opgave, ventede folk også indimellem alt for længe. Men det er ligesom om, at det først er blevet en katastrofe, efter at kommunerne har overtaget opgaven”, siger Gerda Nørgaard, der også deler Pouline Gringers skepsis over for nogle af indberetningerne ifm. ventetidsundersøgelserne.

”Dermed selvfølgelig ikke sagt, at foreningen ikke skal holde øje med kommunerne, men det handler om meget mere end ventetider. Foreningen burde støtte os i vores kamp for at få normeringerne til at følge med opgaverne i stedet for at være med til at give den kommunale genoptræning et dårligt ry”, mener Gerda Nørgaard, der medgiver, at det kan være en svær balance at argumentere for en bedre normering uden at måtte rette kritik mod de eksisterende forhold.

”Men man skal tænke på, at mange kommunale terapeuter stadig kæmper mod gamle fordomme om, at en fysioterapeut i en kommune er noget med at tøffe en tur med de gamle på plejehjemmet, og derfor har vi måske ekstra brug for, at vores forening sætter fokus på, at der udøves fysioterapi af en høj faglig kvalitet i kommunerne", mener hun

Har rost kommunerne mange gange

Formand Tina Lambrecht forstår godt ønsket om flere positive historier om kommunal genoptræning, forsikrer hun.

”Der er overhovedet ingen tvivl om, at der ydes langt mere genoptræning end tidligere. Det er lykkedes kommunerne at løfte en opgave, som regionerne alt for længe havde forsømt , og det har vi også rost kommunerne for mange, mange gange.

Men vi kan ikke tillade os at læne os tilbage, selvom det går bedre end før, for selvom vi ved, at terapeuterne styrter rundt med tungen ud af halsen, er der stadig kommuner, hvor ventetiden er for lang”, siger Tina Lambrecht og understreger, at foreningens budskab aldrig er, at terapeuterne ikke gør det godt nok.

”Det handler netop om rammer og vilkår. Når vi råber op, er det for at få politikerne til at blive ved med at holde fokus på området og sørge for, at de nødvendige ressourcer er til stede, og at mulighederne for kompetenceudvikling afspejler opgavernes kompleksitet. Vi er nødt til at pege på de problemer, der eksisterer, hvis vi vil have flere ressourcer til området. Men de positive historier er der heldigvis flest af, og dem bruger vi jo også, når vi siger til kommunerne med ventetid, at de altså godt kan finde ud af det andre steder. Vi forsøger hele tiden at være tydelige på, at det er rammer og vilkår, vi taler om, og at det er politikerne og ikke fysioterapeuterne, der skal gøre noget anderledes. Men jeg forstår godt, at man kan være sårbar, når man som fysioterapeut leverer sit ypperste i en presset hverdag og så synes, at man hører sin forening sige, at det ikke er godt nok”.