Artikel fra Fysioterapeuten

Tidligere numre

Træningsterapi er godt for anoreksipatienter

Efter trekvart års pilotforsøg med let fysisk træning til de hårdest ramte anoreksipatienter på Odense Universitetshospitals Center for Spiseforstyrrelser konstaterer overlæge René Støving, at effekten af den fysioterapeutiske intervention er ’meget, meget positiv.’

Selvom forventningerne til den fysioterapeutiske træningsterapi var store, da det nye tilbud til de hårdest ramte anoreksipatienter på Odense Universitetshospitals Center for Spiseforstyrrelser blev indført i august 2012, er de allerede indfriet.

”Det virker. Det er vores klare fornemmelse, selv om vi endnu ikke kan dokumentere det”, siger overlæge René Støving, der betegner resultaterne af den fysioterapeutiske intervention som ’meget, meget positive.’

”Det jeg ser som den største effekt er, at vi bedre kan fastholde patienterne i et behandlingsforløb. Vi kommer længere med dem nu, og vi har færre frafaldne”, sammenfatter han.

Tredje ben i behandlingen

Det er et mangeårigt ønske fra både hans og personalets side, der dermed så småt er ved at gå i opfyldelse. Nemlig at skabe en mere effektiv sammenhæng imellem den somatiske og den psykiatriske behandling på Center for Spiseforstyrrelser, hvor ernæringsterapi og psykoterapi hidtil har udgjort de to støtteben i behandlingen. Nu er det tredje ben, den fysiske genopbygning, så kommet til. Formentlig på permanent basis.

”Vi har i lang tid haft behov for at få den fysiske træning koblet på vores pleje- og behandlingstilbud. Faktisk har patienterne selv efterspurgt det”, siger stedfortrædende afdelingssygeplejerske Kirsten Gitte Hansen fra Ernæringsenheden under Endokrinologisk afdeling M på OUH, hvor de hårdest ramte anoreksipatienter bliver indlagt med et livstruende lavt BMI og svigtende kropsfunktioner.

Behandlingen har hidtil fokuseret på vægtøgning og stabilisering, men med indførelsen af træningsterapien søger man nu sideløbende – og under kontrollerede former - aktivt at modvirke patienternes fysiske degeneration og at genopbygge et mere naturligt forhold til kroppen uden at stimulere den træningsmani, som typisk også er en del af sygdomsbilledet.

Kirsten Gitte Hansen er også af den klare opfattelse, at træningsterapien generelt har en gunstig effekt, der letter arbejdet på Ernæringsenheden.

”Efter tre måneder, kan vi som regel se, at det virker”, siger hun og forklarer, at den blide fysioterapeutiske træning gør patienterne mindre angste og dermed mere modtagelige for den øvrige, livsvigtige behandling.

Karen Hede Poulsen er i dag en fast del af det tværfaglige team på Ernæringsenheden, og træningsintensiteten for hver enkelt patient drøftes indgående med blandt andre afdelingssygeplejerske Kirsten Gitte Hansen. 

Overlæge René Støving understreger, at denne form for træning forudsætter et tæt samarbejde med en specialenhed.
- Jeg ville ikke sende de her patienter ud i byen til en fysioterapeut uden tilknytning til Ernæringsenheden, siger han.