En krop er en krop, uanset hvor du er fysioterapeut

Vesna Golubovic har haft to liv.

Da hun i starten af tyverne stod som nyuddannet fysioterapeut i Sarajevo med eksamensbeviset i hånden, var planen at drage Schweiz og videreuddanne sig til børnefysioterapeut og hjælpe en masse børn rundt om i Europa. Hun var ung og opsat på at gøre sit til, at verden blev et lidt bedre sted at være. ”Var det ikke blevet fysioterapi, havde jeg formentlig læst medicin og var endt som læge som min far”, konstaterer hun.

Men så ramte krigen i Eksjugoslavien som et granatnedslag, alt ændrede sig ”inklusive mig selv”. Indtil da havde hun været ubekymret og tryg, lykkeligt forelsket sin i bosniske kæreste, til trods for, at hun selv kom fra en serbisk familie, ’men på det tidspunkt gik vi ikke op i politik og religion, så det var ikke et problem, at han var muslim’.

Vesna Golubovic har ikke set ham siden den dag, hun krydsede broen over Miljackafloden, der kløver Sarajevo i to halve. Vesna flygtede fra sit fædreland, først til Tyskland og siden til Danmark.

”Kæresten og jeg aftalte at mødes i Amsterdam, men det blev aldrig til noget. I Tyskland, hvor jeg opholdt mig to år, før jeg kom til Danmark, mødte jeg i stedet min nuværende mand, og det var så det. En af mine fysioterapeutkolleger på Odense Universitetshospital, som jeg har fortalt historien, er helt opsat på, at jeg skal tage kontakt til ham på Facebook for at runde min fortid af. Men det har jeg hverken lyst til eller egentlig behov for. Jeg er glad for mit liv i Danmark, som jeg har det nu. Jeg elsker mit job som fysioterapeut på neurologisk afdeling og min familie. For nogle år siden rejste min nuværende mand og jeg faktisk til Sarajevo helt bevidst for at sætte et kryds over det kapitel af i vores liv. Rigtig mange flygtninge lever med et ben i hver lejr. De bliver ved med at forestille sig, at de en dag vender tilbage til deres hjemland, men det, de drømmer om, findes sjældent. Ikke i et borgerkrigshærget område i hvert fald”.

I månederne før Vesna tog flugten, arbejdede hun sammen med sin far på et militærhospital uden for Sarajevo og behandlede sårede og traumatiserede soldater og civile. Fagligt var det udfordrende for en frisk fysioterapeut at være med til amputationer, men hun er ikke i tvivl om, at det rent menneskeligt har haft omkostninger.

”Det at opleve krig og ondskab gør noget ved dig. Min far blev chikaneret i sit job og udsat for store ydmygelser, selv om han prøvede til det sidste at leve op til sit lægeløfte. Jeg er helt klart blevet mindre naiv og en mere alvorlig person af det, jeg oplevede i Sarajevo og siden som flygtning”, siger hun.

Vesna Golubovic, der er 50 år, har boet i Danmark i 20 år, har tre sønner på henholdsvis 21,19 og 16 og er gift med Dragan, der er automekaniker. Familien bor i hus uden for Odense i Næsby og er på alle måder ’meget danske’. Det eneste, Vesna ærgrer sig over, når det gælder hendes sønner og deres liv i Danmark, er at hun og hendes mand ikke valgte at kalde dem Martin og Thomas eller noget internationalt i stedet for de anderledes klingende navne, de har i dag. ’Så var den yngste måske sluppet for at blive drillet i skolen. Det har ikke været sjovt”, siger hun.

Evnen til at blende ind betyder efter Vesna Golubovics mening alt, hvis man vil blive accepteret i Danmark. Derfor er hun også forsigtig med at udtale sig for kategorisk om sit forhold til muslimer og fremstå som racist, men hun indrømmer, at hun er ’seriøst bange for islamisk troende’. 

”Når jeg ser tv-avisen og hører om flygtningestrømmen, bliver jeg selvfølgelig påvirket af den menneskelige katastrofe som alle andre.  Det er jo forfærdeligt for de mennesker. Men for mig er der en ekstra dimension i det, for jeg bliver bange. Bange for, om vi mon bliver nødt til at flygte igen”, siger hun undskyldende, fordi hun godt ved, at det er politisk ukorrekt at udtale sig, som hun gør. 

”Man bliver ikke nødvendigvis populær på at være ærlig, men det har jeg ry for at være både privat og på min arbejdsplads. Danskere er i øvrigt heller ikke så fordomsfri og åbne, som de gerne selv vil tro, de er. Eller så ubureaukratiske”, siger Vesna med perfekt syntaks og charmerende fynsk accent, der viser, at hun har truffet beslutningen at være ’fuldblodsfynbo’.

”Det er i høj grad op til dig selv at blive velintegreret. Hvis du ønsker at få et normalt liv og et job som flygtning i Danmark, skal du virkelig ville det, være stærk og fast besluttet på ikke at lade dig slå ud af noget. Jeg tror egentlig, jeg ved mere om det danske social- og retssystem i dag, end mange danskere, fordi jeg har været tvunget til at sætte mig grundigt ind i tingene. Jeg har f.eks. en sagsmappe så tyk, at man skulle tro, at jeg var kriminel og ikke en velintegreret asylansøger. I starten troede jeg vitterlig ikke, at der fandtes bureaukrati i et udviklet land som Danmark, men da jeg skulle have min autorisation som fysioterapeut, indså jeg, at det er der i høj grad. Nok så kvalificerede indvandrere – ja, overkvalificerede i nogle tilfælde – kan skrive under på, at det ikke er let at få job. Du skal kæmpe for det hele, og det har jeg gjort fra dag ét. Jeg ville ikke være bistandsklient.

Ville have været til Sverige

De mørke øjne er alvorlige, for hun ”er vant til at blive misforstået”. Vesna Golubovic kunne ikke drømme om at bide af den hånd, der har fodret hende og hendes familie. På den anden side gider hun ikke fremstille livet som ’nydansker’ mere rosenrødt, end det er. Vesna har rigtig svært ved at tale om de her ting, især lige nu, hvor danskerne er så optaget af flygtningedebatten. Hun er bange for at komme til at lyde utaknemmelig. 

”Men selvfølgelig er det ikke psykisk omkostningsfrit at flygte fra sit land og havne i Danmark ’ved et tilfælde’. Min mand og jeg ville egentlig til Sverige og søge asyl. Vi kørte af sted med vores seks måneder gamle baby og alt, vi ejede, i en ramponeret Golf, vi havde købt i Hannover, og vi havde min mands onkel med i bilen. Vi kom også ind i Sverige og nåede lige at tænke ’Yes, nu begynder vores nye liv’, for vi havde familie og venner, der boede i Malmø. Men så var der vagtskifte, og den kvindelig tolder eller politibetjent, der kom til, sendte os tilbage til Danmark. Vi blev skilt ad. Min mand blev arresteret og kom i isolation, og jeg blev eskorteret ud på en eller anden campingplads uden for byen med min søn”. 

”Der stod jeg i et fremmed land alene med et spædbarn og blev konfronteret med en masse spørgsmål fra det danske politi, som var helt umulige for mig at svare på, fordi jeg jo ikke anede, hvor min mand var. ’Vil du tilbage til Tyskland eller blive her i Danmark?’ Min søn fik flaske, og al maden lå i bilen, så jeg havde ikke noget at give ham. Jeg endte med at trygle tolken og politiet, om de dog ikke godt ville skaffe bleer og mad til mit barn. Det var meget ydmygende, og måske nok mit livs værste oplevelse”, husker Vesna, der blev forenet med sin mand dagen efter.

De valgte at blive i Danmark, kom til Sandholmlejren og derfra videre til Ærø med en blandet gruppe af serbiske og bosniske flygtninge. Historien om de første år, hvor hun pendlede fra Marstal til Fyn hver dag for at gå på sprogskole og kæmpede med voldsomme angstanfald, og om de uundgåelige konflikter, der opstår, når man havner som flygtning sammen med dem, der var ens ’fjender’ i hjemlandet, går hun let hen over. 

”Men der var fysiske sammenstød mellem mændene og en del konflikter i starten. De lagde sig heldigvis, men netop da jeg begyndte at slappe af og tænkte ’tilværelsen flasker sig omsider for os’, blev jeg ramt af voldsom angst. Det var som om, at så snart jeg gav slip, kom reaktionen. Daglige angstanfald var en del af hverdagen i flere år. Jeg tror ikke, at nogle af mine lærere på sprogskolen opdagede, hvordan jeg havde det. Det var selvfølgelig posttraumatisk stress, som alle flygtninge kender til i et eller andet omfang”. 

Vesna Golubovic har deciderede huller i sin hukommelse. Men hun har også en fightervilje som få, blandt andet har hendes faglighed været en vigtig kerne i kampen for at komme videre. 

”Jeg er en stærk person. Og jeg har helt fra starten vidst, hvad jeg ville: Jeg ville have arbejde som fysioterapeut i Danmark og integreres ad den vej. Det kræver selvfølgelig, at du både kan tale og skrive sproget, for der jo journaler, som skal forstås af andre. Så jeg har virkelig slidt i det for at blive god til dansk. Det var mit første fokus. I starten på Odense Universitetshospital var jeg meget stille, lyttede og lyttede og sugede til mig. Men det var ret forvirrende, for der var mange forskellige dialekter, og det er rigtig svært at navigere i et sprog, du ikke er helt hjemme i”.

”Til gengæld fandt jeg ret hurtigt et helle med patienterne. Det er gaven ved et håndværksmæssigt fag som fysioterapi, at du kan arbejde uden om sprogbarrieren og læse kroppen. Hvis du er god med dine hænder og har klinisk blik, er du jo allerede godt på vej. En krop er jo en krop, uanset, hvor i verden du arbejder som fysioterapeut”. 

Svært bureaukrati

Men for at være fysioterapeut i Danmark skal du have autorisation. Vesna Golubovic har virkelig bokset med den del og med Sundhedsstyrelsen.

”Jeg følte, at til trods for, at jeg fulgte procedurerne og gik de rigtige kommandoveje, var det svært. Hver gang jeg troede ’så nu, nu har jeg gjort, hvad de har sagt’, kom der noget på tværs. Selv da jeg havde bestået både den obligatoriske sproglige eksamen, de særlige supplerende ekstrakurser og den kliniske eksamen, som de havde forlangt som udgangspunkt, sagde de: ’Godt, men det er desværre alligevel ikke nok til at få fuld autorisation som fysioterapeut. For at få det skal du dokumentere, at du har haft job i Danmark som fysioterapeut i minimum seks måneder’. Jeg følte mig til sidst fanget. Alle ved, at man ikke kan få ansættelse som fysioterapeut nogen steder, hvis man ikke har en autorisation”.

Heldigvis har Vesna også oplevet, at danskerne godt kan skære igennem og gøre det rigtige. 

”Der var særligt en socialrådgiver i Odense, som virkelig hjalp mig. Hun spurgte lige ud: ’Ønsker du dig brændende at arbejde som fysioterapeut?’ Jeg sagde ja, og et kvarter efter ringede hun tilbage og sagde, at hun havde fået mig til samtale med overfysioterapeuten på OUH og ind i et jobtræningsforløb. Siden har jeg talt med mange, der har sagt: ’Er du klar over, hvor svært det er at komme i jobtræning? Det er nærmest umuligt”.

”Det er jeg så taknemmelig for, og mine kolleger på OUH var også rigtigt gode til at støtte i den afsluttende fase for at få fuld autorisation. Det var så sødt, da jeg bestod den kliniske eksamen, sagde min kollega Heidi Klak til mig: Nu kan jeg se, at der kommer en lille fysioterapeut frem!”

”Jeg får også så meget tilbage fra patienterne. Det er mennesker i krise, og jeg synes, jeg er god til at aflæse dem og få god kontakt til dem. Det er følelsen af at bringe folk videre fra et sted, hvor de ikke selv har overskud eller kræfter. Jeg ved om nogen, hvad det betyder, at møde et menneske, der rækker ud og giver en hjælpende hånd på det rigtige tidspunkt.  Jeg har også haft patienter, der har afvist mig, fordi jeg så udenlandsk ud. Der var én i starten, der var virkelig grov og svinede mig til. Jeg lod ham køre løs, så kiggede jeg på ham og sagde helt stille: ’Er du færdig? Har du det bedre? Må jeg så undersøge dig?’ Det endte med, at han sagde: ’Du er egentlig charmerende’. Det var en lille sejr”.

”Faglig anerkendelse er nok det, der har betydet mest for min følelse af at være 100 procent accepteret. Forleden sagde en af overlægerne på afdelingen spontant: ’Du har et godt klinisk blik. Hvis jeg nogensinde får brug for fysioterapi, skal det være fra dig’. Det gør mig glad. Som flygtning i et fremmed land har du en nok grundfølelse af at være uvelkommen, så når du oplever det modsatte, at det at være anderledes er et plus, er det al besværet værd”, siger Vesna Golubovic.