Evidensbaseret praksis er ikke nødvendigvis god praksis

Forskning kommer oftest til praksis udefra og oppefra. Den potentielle sammenhæng eller afstand mellem fysioterapiforskning og fysioterapipraksis er stort set uudforsket. Langt hovedparten af forskning har, ifølge Dreier, en begrænset, kortvarig, og ofte hierarkisk forbindelse til praksis og udføres mestendels adskilt fra praksis. Nogle taler om kløften mellem praksis og forskning samt om behovet for brobyggeri og bedre implementering. Dette på trods af årtiers forsøg på implementering af en evidensbaseret praksis. 

En del forskere og ledere anskuer den såkaldte mangelfulde implementering af forskningsviden, som et problem der primært skyldes manglende viden, kompetencer, tid, lyst og vilje hos fysioterapeuterne i praksis. Udforskning af hvorledes fysioterapeutisk praksis reelt udvikles er selvfølgelig helt centralt. Især eftersom vi ikke ved, hvorledes sammenhængen mellem forskning og praksis konkret er samt, hvilken form denne sammenhæng optimalt har. Men er manglende sammenhæng, brobyggeri og implementering overhovedet problemet? Spørgsmålet er måske mere, hvorvidt majoriteten af den nuværende forskning overhovedet medvirker til, at udvikle praksis? Det vides kort sagt ikke. Det kan derfor ikke afvises at dele af den nuværende forskning potentielt medvirker til at afvikle mere end, at udvikle praksis.

Spørgsmålet er derfor, hvilke forskningstyper og forskningsmetoder der fører til praksisforandring? Der findes forskningstyper, som studerer fagprofessionel praksis med det formål bevidst at gribe ind og ændre praksis for derved aktivt at bidrage til forandring og udvikling. F.eks. aktionsforskning, kollaborativ forskning, deltagerorienteret forskning og praksisforskning, herunder ikke mindst et kritisk socialvidenskabeligt perspektiv. Disse præger ikke evidensdiskursen ret meget. Et ensidigt top-down fokus på implementering af traditionel forskningsevidens risikerer helt at overse den store udviklings- og efteruddannelsesopgave der ligger i, at en forskningsbaseret praksistilgang også er at lære fysioterapeuter at tænke selvstændigt og handle videnskabeligt og klinisk ræsonnerende samt kritisk reflekteret, når de undersøger og behandler for at hjælpe patienterne bedst muligt.

Den dygtige praktiker har både evnen til at metareflektere over egen praksis såvel som over fagets praksis. Hvis forskningseksperterne selv forsøger at anvise teorier for praksis ved at definere praksis medfører det netop oftest massive problemer, ifølge Schön. Natur- og sundhedsvidenskaben burde derfor anerkende praksistænkningens humanvidenskabelige betydninger for fysioterapeutisk praksis. Herunder, anerkende den reflekterende og klinisk ræsonnerende praktikers centrale betydning for fysioterapi, ifølge Schön. Måske tilbyder en sådan kritisk reflekterende praksis en måde at forstå og rumme den usikkerhed, som fysioterapeutisk menneskearbejde indebærer, herunder modet til etisk og fagligt kompetent i sit arbejde rettidigt at balancere dømmekraftigt på kanten af orden og kaos i behandlingsprocessen.

Klinisk ræsonnering er kort sagt en systematisk filosofisk inspireret fysioterapifaglig tankeproces, hvor det er systematiske og videnskabelige tanke- og beslutningsprocesser, der afgør (be)handlingsprocesserne i fysioterapeutisk praksis. Wackerhausen mener f.eks., at kernen i en professionskompetence og i en professionsidentitet i langt mindre grad består af bogviden og teori, end mange teoretiske undervisere gør sig klart. Praksistænkning og praksislæring har dog også blinde pletter og kan af og til potentielt være mere vildledende end vejledende, ifølge Wackerhausen. Derfor er systematisk udforskning heraf også central. Således behøves langt mere praksisforskning i, hvilke betydninger håndværket, mødet, relationen og kommunikationen samt ikke mindst etikken har og får for akademiseringen af en til tider naiv og vanebaseret, tæt på altdominerende natur- og sundhedsvidenskabelig fysioterapeutisk praksisudøvelse. Fysioterapeuter er trods alt mennesker der arbejder med mennesker med behov for fagprofessionel menneskehjælp. Måden, klinisk ræsonnering og den reflekterende praktiker udfører sine kliniske refleksioner kritisk og dømmekraftigt på, herunder hvordan denne refleksionspraksis konkret udføres og læres, er helt central, fordi al fysioterapeutisk praksis, også en evidensbasereret praksis, ikke nødvendigvis, er god praksis. Her er der et kæmpe praksis- og forskningsarbejde at gøre, som nuværende forskningspraksis enten er blind for eller har overset.