Vi løfter hele faget

Den 46-årige fysioterapeut og osteopat Hans Andersen har sort bælte i både karate og i diplomuddannelser. Da han i 1995 stod og viftede med sit eksamensbevis fra Næstved Fysioterapiskole i hånden, vidste han, at fysioterapi alene formentlig ikke ville være nok til, at han kunne få sine hænder så dybt ned i patienterne, som han gerne ville. Han var nødt til at blive osteopat oveni og pendlede først til Bruxelles i seks år, og bagefter tog han et år på BCOM, British College of Osteophatic Medicine i Westminster, England og er blandt de allerførste danske fysioterapeuter, der har sat den internationale osteopatuddannelse på landkortet. I dag er der ca. 38 af hans slags herhjemme.

Hans Andersen kalder sig selv en ’rigtig Næstved-dreng’. Bortset fra de to første år af hans liv, hvor familien boede på Amager, har han haft postnummer 4700 i Næstved hele livet. Det kan man godt høre. Selv om han gør sig umage for ikke at sige Næstved med to æ’er, er der både sydsjællandsk accent og drenget begejstring, når han fortæller, hvorfor det blev lige blev fysioterapi, og hvorfor det alligevel ikke var helt nok.

”Jeg har altid haft et ønske om at være klædt fuldkommen på rent fagligt. Da jeg startede på Næstved Sygehus som nyuddannet fysioterapeut først på ortopædkirurgisk og bagefter på reumatologisk afdeling, ville jeg helbrede hele sygehuset. Intet mindre. Sådan er det måske nok for mange, men jeg opdagede i hvert fald forholdsvis hurtigt, at jeg kun kunne komme ’et stykke af vejen’ med min grunduddannelse som fysioterapeut og den praktiske erfaring fra mit daglige job. Og på samtlige af de Danske Fysioterapeut-kurser, jeg tog for at blive dygtigere og fordybe mig, efter jeg var færdig - C1 i columna, McKenzie ABC eller sportsfysioterapi og, hvad det nu hedder alt sammen - lagde jeg mærke til, at hver gang jeg stødte på noget, der for alvor klingede og gav mening, var det en osteopat, der stod bag”, siger Hans Andersen, som har vidst han ville være fysioterapeut, fra han var ni år og gik i tredje klasse.

”Min bedste kammerat Niels, som jeg voksede op med hernede i Næstved havde cystisk fibrose, en arvelig sygdom, som betyder, at salttransporten til celler i lungerne, bugspytkirtlen og svedkirtlerne ikke fungerer, som den skal. Det er en sygdom, man typisk ikke bliver ret gammel med. Jeg kan lige så tydeligt huske, hvordan Niels fik det bedre, når han blev ’banket’ af sin mor for at løsne i brystet. Det gjorde virkelig indtryk på mig som knægt, åbenbart nok til at sætte min fremtidige karriere på plads”, siger Hans Andersen og smiler. Drømmen om at blive fysioterapeut og få sit ’eget’ er siden blevet til hele tre klinikker.

Vi sidder i det rummelige, lyse køkken i hans private lejlighed, der ligger oven på den ene af klinikkerne. Fra lejlighedens ene side kigger man langt udover det flade landskab og Susåen. Fra den anden side af lejligheden er der udsigt til byens røde tage, bindingsværkfacader og til kirken, hvor Hans blev gift med sin kone, Sille Roulund på den ’heldige’ dato 11. 11.11 og kom i fjernsynet om aftenen.

Gode hænder

I dag er bulen ryddet for sammenbragte teenagere, au pair og tvillinger på halvandet. Sille, der til daglig arbejder som vært på Tv2 ØST, hilser på, før hun forsvinder ned i byen med den orange tvillingeklapvogn, så vi kan tale fysioterapi kontra osteopati, funktionel anatomi, biomekanik, ambitioner og begrebet ’gode hænder’, som ligger Hans Andersen på sinde.

”Som osteopater og fysioterapeuter bruger vi ofte udtrykket ’gode hænder’. Men det er jo reelt hovedet, vi bruger”, siger han og stikker en pegefinger mod tindingen for at sætte streg under pointen. Er der noget, han ville hade, så var det nemlig, hvis overskriften på artiklen blev ’han kan noget med sine hænder’ eller et eller andet vattet. Det ville i hans optik ville være en grov underdrivelse af alt det, man lærer og kan som osteopat.

”Jeg ved godt, at det er ment som et kompliment, når en patient f.eks. siger, at jeg ’har gode hænder’. Det, folk giver udtryk for, er jo, at de føler sig hjulpet, at man har empati, er dygtig og har fingerspitzgefühl. Alt det kan man kun være glad for at høre som behandler. For det er den positive feedback, der er vigtig for alle terapeuter. Men der er samtidig noget hokus pokus over formuleringen, som jeg virkelig ikke bryder mig om, måske fordi jeg engang hørte en kraniosakralterapeut forklare, hvad det var hun kunne med sine hænder ved at proklamere ’Jeg er en antenne for universets energi’. Jeg ser rødt. For det er jo præcis de samme manipulationsteknikker, vi bruger som osteopater, og de virker – ikke på grund af universets energi, men 100 procent på grund af anatomi og neurologi. Alt kan forklares naturvidenskabeligt. Når man sidder og manipulerer i kraniekanten, reagerer bindevævshinderne”, siger Hans Andersen.

Han har siddet på et dissektionskursus inde på Anatomisk Institut med Finn Bojsen-Møller, hvor han manipulerede kranie og nakke på en død baby for at se, hvordan vævet reagerede.
”Det lyder makabert, men jeg var helt blæst omkuld. Jeg kunne simpelthen se dura mater bevæge sig, og det var ikke engang levende væv. Prøv så at forestille dig, hvor meget man kan gøre på levende patienter”, siger Hans Andersen.

”Osteopater har efter min mening flere ’døre’ til patienten, på samme måde som alternative behandlere har, men vi er ikke alternative. I USA svarer det at være osteopat til en lægeuddannelse”, siger han.

I de to år han arbejdede på hospital, oplevede han, at der ikke var tid nok til patienterne. Efter sygehuset startede han først som indlejer i 1997, hvor han arbejdede som praktiserende fysioterapeut og som børnefysioterapeut på to lokale specialinstitutioner, samtidig med, at hans læste osteopat i Belgien. Helt godt blev det både med tid til patienterne og følelsen af at være fagligt ’welldressed’, da han fik egen klinik i Gelsted i 2001, samtidig med han gjorde studiet færdig.

En ekstra dimension

Noget af det, der adskiller fysioterapeuter og osteopater er, at sidstnævnte udover bevægeapparatet også behandler organerne, dvs., hoved, hals og hjerte samt lunger, nyrer og blære, galdeblære, mave/tarm, lever og de gynækologiske organer.

”Plus kraniet med tolv vigtige nerver, mund, ører, næse og mund. Osteopati er helhedsorienteret, og jeg har mange eksempler på, at det giver en ekstra dimension i forhold til, hvis jeg ’kun’ havde den fysioterapeutiske ballast. F.eks. havde jeg en kvindelig patient med kroniske rygsmerter, hvor jeg ret hurtigt opdagede, at det nok ikke var i ryggen problemet sad, men i hendes galdeblære, der var helt spændt og sagde: ’Ved du hvad, din galdeblære har det ikke så godt’. Jeg opfordrede hende til at tage ud på hospitalet”.

Det er ikke eneste gang, Hans Andersen har oplevet, at patienter kommer ind ad døren med ’ ondt i ryggen’ og går fra hans klinik med en helt anden diagnose. Netop dér udfylder osteopatien en vigtig rolle.

”Jeg behandler ’tunge ting’ som f.eks. piskesmæld, kroniske rygpatienter, bækkenløsning, fodgener, KISS, torticollis og meget andet fra træthed til smerte. En patient fortalte, at han havde løs afføring fire-fem gange om dagen og om natten, så er det jo alarmklokkerne ringer. Han havde blødende mavesår. Det er der, jeg synes, at jeg har en ekstra dimension, og hvor triumviratet: osteopati, fysioterapi og genoptræning bliver en fantastisk stærk kombination”.

Rygsøjlen er centrum

Selv om osteopati er mange ting, er rygsøjlen centrum, og det er den også for Hans Andersen.
”Rygsøjlen er bindeleddet i kroppen. Alle nerver går igennem den, det er forbindelsen mellem hjerne og krop, og udgangspunkt for næsten al bevægelse. Og hvis vi holder os til de reelle rygsmerter, som jeg jo også ser, er der mange tilfælde, hvor kirurgi og medicin ville være dårlig løsning, og hvor osteopati og fysioterapi kan meget mere. Hanne Alberts store undersøgelser viser f.eks. at otte ugers behandling med fysioterapi og øvelser ved diskusprolaps er langt mere effektiv end kniv og medicin”, siger han.

Hans Andersen deler glad og gerne ud af sin viden, både nye studerende på IAO og sine egne ansatte fysioterapeuter – heriblandt hans egen bror, der også er fysioterapeut og på lønningslisten ’efter at være blevet smittet af min faglige entusiasme’, som Hans Andersen siger. Efter femogtyve år i faget synes han stadigvæk, at det er en fest at gå på arbejde i byen, hvor han kender ’alle’.

”Ikke alle selvfølgelig, men vi har 28.000 behandlinger om året. På Eskadronvej har vi en rygskole, som 300 patienter har deltaget i, og vi samarbejder med Næstved Fysioterapeutskole, hvor vi har lavet et større set up med datafangster. Jeg har også været med i udviklingen af et forløbsprogram til rygpatienter i Region Sjælland sammen med en tværfaglig arbejdsgruppe med ortopæder, praktiserende læger, kiropraktorer, kommune og sygehuspersonale, hvor vi har udarbejdet forløbsprogrammer på specifikke og uspecifikke rygsmerter, nerverodstryk og cauda equina og implementeret dem”.

At være large med sine faglige kompetencer er en af Hans Andersens kæpheste, både fordi man efter hans mening har en slags ’’pligt’ til at formidle det ekstra lag af viden, man ligger inde med, men også fordi han bare godt kan lide at undervise. Det kniber dog med tid til at stå så meget på podiet og ved undervisningsbriksen som tidligere, efter han er blevet far igen.

”Efter tvillingerne har jeg ikke tid”, siger han og fortæller, at han stadigvæk står for introkurserne på IAO.
”Det er jeg stolt af.  Vi behøver ikke at være osteopater alle sammen, men de, der er, virker som en løftestang for faget.  Det kommer patienterne til gode”.