Artikel fra Fysioterapeuten

Tidligere numre

”Det er så sjovt, at folk træner for meget"

Et nyt virtual realityspil skal gøre det sjovere og nemmere at genoptræne på egen hånd. Teknologien fodrer samtidig fysioterapeuten med automatiske ledmålinger og hjælper patienten til at træne mere korrekt.

Det er de færreste, som finder det morsomt at træne den samme, lille bevægelse, igen og igen, dag ud og dag ind, og derfor afsætter tid til det i et travlt liv fyldt med arbejde, familie og gøremål.

Statistikker viser da også, at det langtfra er alle patienter, der laver deres genoptræningsøvelser, når de kommer ud fra fysioterapeutens klinik. Men et nyt virtual realityspil, kaldet Gonio VR, skal gøre det nemmere og sjovere at genoptræne.

”Hvis folk synes, det er sjovt at træne, så holder de motivationen oppe og træner mere, og spillet her gør det sjovt. Samtidig kan vi måle range of motion og smerte på de bevægelser, patienten udfører, så teknologien samler flere behov,” siger Jesper Aggergaard, fysioterapeut og iværksætter, som vandt Berlingskes Iværksætterpris 2017 med Gonio VR.

100 borgere har testet spillet

Teknologien, som stadig er i udviklingsfasen, er i første omgang målrettet personer med apopleksi og skulderpatienter efter operation.

Foreløbig har Jesper Aggergaard personligt testet 10-15 patienter, og den første kommune har købt et system til afprøvning. Det er Brøndby, som tester et enkelt spil på borgere i genoptræning på hold. Og det er indtil videre en succes, siger fysioterapeuten om de foreløbige erfaringer.

”Der har været 100 borgere igennem test de sidste par måneder, og fysioterapeuterne er begejstrede. De siger at, det er meget intuitivt, og at borgerne gerne vil træne, fordi det er sjovt. I nogle tilfælde er de faktisk nødt til at stoppe folk, så de ikke træner for meget.”

Patienten angiver smertegraden

Den 34-årige fysioterapeut fik ideen til at kombinere fysioterapi, virtual reality og spilteknologi for to år siden, da han ville udvikle en digital ledmåler, også kaldet et goniometer, med et digitalt spil, der kan tilpasses den enkelte patients behov og bevægelighed. Og det er lykkedes. 

”Alle elementer i spillet er justeret efter højden på patienten og hvor meget bevægelighed, han har. Når patienten spiller et spil, måler man samtidig leddenes bevægelighed og smerteniveauet. Således arbejdes der med gradueret eksponering. Når han har spillet færdig, måler man igen. Sådan kører det hele tiden: aktivitet, måling, aktivitet, måling. På den måde kan både patient og fysioterapeut holde øje med udviklingen,” forklarer Jesper Aggergaard.

Præcis ledmåling, men 10 gange så hurtig

Systemet består af et headset med VR-briller, to lasertårne, der registrerer patientens bevægelser, to controllere og en bærbar computer, som er koblet til udstyret. Første skridt er måling af smerte og bevægelighed, og iført maske og en controller i hver hånd bliver patienten instrueret med tekst og lyd: Du skal rette dig op, strække armen og føre din arm op med en ring langs en bue, indtil du føler smerte. Følger patienten spillet, vil skulderen bevæge sig indenfor smertegrænsen.

Dernæst starter spillet. Nu skal patienten plukke frugter, stable kopper og presse juice i en blender med en virtuel hånd i en bestemt rækkefølge. Hvis det gøres forkert, taber man point og må starte forfra. Udføres det korrekt, fortsætter spillet. Undervejs er der konstant feedback gennem controlleren til computeren, så alle data bliver samlet. På den måde måler og monitorerer programmet borgerens bevægelser og fodrer fysioterapeuten med data, så hun kan tilrettelægge en behandling, der er skræddersyet den enkelte borger.

”Vi kan måle på patienterne i to planer på spillets nuværende niveau: hvor meget abduktion, der er i armene, og hvor meget smerte, folk har. Snart vil vi også kunne måle ekstension og fleksion,” fortæller Jesper Aggergaard. Han mener, at målingerne er meget præcise, men for at validere det er han blevet vejleder for en kandidatstuderende i datalogi, som skal fastslå det med sikkerhed.

”Den indledende test viser, at det er lige så præcist som et almindeligt goniometer, bare ti gange hurtigere,” siger han. 

Billedtekst: En patient, der spiller Gonio VR, ser et virtuelt goniometer, der måler leddets bevægelighed. Først løfter patienten armen så højt som muligt indenfor et område af måleren, der ses på skærmen. Patienten sænker armen igen, når det gør ondt i skulderen. Computeren udregner nu patientens bevægelighed, for eksempel ved 32 grader, og hvordan der skal trænes for at opnå mest effekt. Registreringerne lagres i computeren. Foto: Thomas Steen Sørensen.

Forudser sygdomme i fremtiden

Jesper Aggergaard håber, at systemet, når det er færdigudviklet og befriet for børnesygdomme, vil brede sig til flere kommuner og ud i klinikkerne. Han ser for sig, at patienter i fremtiden vil få udstyret med sig hjem, når de bliver udskrevet fra hospitalet, eller kommer fra kommunal genoptræning eller privat klinik. Dermed kan de træne uden at bruge tid og penge på transport til klinikken. Samtidig kan fysioterapeuterne registrere, om patienterne får trænet, hvor meget og hvordan, samt effekten. På sigt forestiller fysioterapeuten sig også, at man vil kunne opsamle og bruge de mange data i forskningen. 

”Vi vil kunne hive data ud og se, om der er bestemte mønstre, der gentager sig. Begynder patienten f.eks. at ryste rigtig meget, når han bevæger sig, er han måske i farezonen for at udvikle Parkinsons sygdom. Eller måske observerer vi et særligt bevægelsesmønster, lige inden folk får en frossen skulder. Den slags kan vi begynde at trække data ud på, for de to lasertårne måler mange tusinde gange i sekundet, så vi har mange data om arme og skuldre – og på sigt kan vi få data om hele kroppen,” forudser han.

Betyder al den teknologi så, at den menneskelige kontakt forsvinder, og at fysioterapeuter bliver overflødige? Får vi en fremtid, hvor man ikke ser sin fysioterapeut?

”Jeg tror ikke, det kommer til at erstatte fysioterapi og den fysiske kontakt. Jeg tror på det som et supplement. Folk går jo ikke frivilligt til fysioterapeut, og der vil altid være patienter, der er så komplekse, at vi er nødt til at møde hinanden in real life. Dem får vi meget mere tid til. Men de seks ud af ti patienter, der kan genoptræne sig selv og bruge teknologien, bliver sluset hurtigere ud, mens vi kan måle deres bevægelighed og sikre, at de får trænet.” 

Del eller udskriv artiklen
0 kommentarer til artiklen
×Skriv en kommentar
Indsend kommentar