Artikel fra Fysioterapeuten

Tidligere numre

"Jeg har lært at være ekstra opmærksom"

KLINISK UNDERVISNING // Det er fysioterapeutens ansvar at sørge for, at patienten ikke presser sig selv for hårdt. Det lærte Morten Carl i sin kliniske undervisning på Genoptræningscentret Skovbrynet i Holte.
Foto: Thomas Steen Sørensen

Nogle patienter bliver opgivende, så snart de mærker benene syre til under en øvelse. Men da fysioterapeutstuderende Morten Carl trænede med en tidligere danmarksmester i atletik, var det tydeligt, at borgeren var vant til at dyrke sport på eliteniveau.

”Han kløede på og var virkelig god til at presse sig selv…indtil han pludselig nægtede at møde op til træningen,” siger han.

Mødet fandt sted på Genoptræningscentret Skovbrynet i Holte, hvor Morten Carl var i praktik på 5. semester. Her behandlede han både indlagte og ambulante patienter for alt fra diabetes til blodpropper, ligesom han stod for et ugentligt bassinhold for borgere med rygproblemer. Der var især mange ældre mennesker blandt patienterne. 

Den ustoppelige sportsmand

En person, der imponerede Morten Carl, var den tidligere elitesportsmand. Han var gangbesværet og havde problemer med balancen, så han ankom i handicapbil og brugte lang tid på den korte gåtur over parkeringspladsen ind i centret, mens han klamrende sig til sin rollator.

Men lige så snart han nåede motionsrummet, blev han ustoppelig. Morten Carl og han lavede gangtræning og rejse-sætte-sig-øvelser for at styrke benene og kasteøvelser med en ballon for at styrke balancen. Første gang de trænede, brokkede patienten sig ikke en eneste gang over, at det var for hårdt. Tværtimod havde han overskud til at grine og småsludre med Morten Carl.

Da de mødte hinanden ugen efter, virkede manden til gengæld træt. Han havde været småsyg i nogle dage, men som altid var han ved godt mod, så de gik i gang med det planlagte træningsprogram, der mindede om det fra sidste uge. Konkurrencemennesket kom endnu engang op i borgeren, og hver øvelse blev udført til perfektion.

Et helt andet menneske

Kun én gang skinnede trætheden igennem: Han havde trænet i en pull-down-maskine, og bagefter kunne han ikke rejse sig ved egen hjælp. Morten Carl måtte tilkalde en kollega, så de kunne hjælpe ham op at stå.

”Den slags sker, når man har med ældre mennesker at gøre, så jeg prøvede at tage det stille og roligt. Men jeg kunne godt se på patienten, at han synes, det var ubehageligt,” siger Morten Carl.

Borgeren sagde dog ikke noget om det. I hvert fald ikke lige med det samme. Men til tredje træningssession dukkede han ikke op. Morten Carl, der undrede sig over, hvor sportsmanden blev af, ringede til ham. Da borgeren tog telefonen, lød han som et helt andet menneske end den udholdende danmarksmester, Morten Carl havde mødt.

”Jeg ligger i sengen, fordi jeg slet ikke kan bevæge mig,” sagde han og påstod vredt, at det var den fysioterapeutstuderendes skyld. Morten Carl forsøgte at berolige ham, men det prellede af på borgeren. Enden på det blev, at Morten Carl sendte samtalen videre til sin kliniske vejleder. Patienten valgte efterfølgende at stoppe på centret, selvom han blev tilbudt en ny fysioterapeut.

Børnebørn og linedance lokker

Selvom det var en ubehagelig oplevelse at blive skældt ud i telefonen, gav det anledning til en god snak mellem den kliniske vejleder og Morten Carl. Vejlederen var enig med ham i, at det træningsprogram, der var lagt for patienten, så fornuftigt ud. Problemet var formentlig opstået, fordi patientens dagsform ikke spillede sammen med hans høje ambitioner for sig selv. Det har lært Morten Carl at holde særligt øje med skrøbelige patienter.

”Det er ikke kun tidligere sportsmænd, der risikerer at presse sig selv for hårdt. Jeg møder ofte mennesker, der f.eks. er motiverede af, at de hurtigst muligt vil starte til linedance igen eller kunne lege med børnebørnene,” siger Morten Carl.

Førhen forberedte han sig grundigt inden en behandling, og der skulle meget til, før han afveg fra sin træningsplan. Nu udskifter han ofte hårde øvelser med blide undervejs, hvis han vurderer, der er behov for det.

”Jeg har lært at være ekstra opmærksom. Så jeg starter stille og roligt ud med træningen og tager højde for, hvordan patientens krop reagerer undervejs,” siger han.