Inspiratorisk muskelstyrke hos patienter med type 2-diabetes

Baggrund

Patienter med type 2-diabetes (T2DM) kan have flere forskellige komorbiditeter, bl.a. obstruktiv søvnapnø. Obstruktiv søvnapnø er forbundet med en øget risiko for udvikling af kardiovaskulære sygdomme, daglig træthed, humørsvingninger og kognitiv dysfunktion. I et tidligere studie har man fundet nedsat muskelstyrke i m. diaphragma hos patienter med type 2-diabetes, der havde obstruktiv søvnapnø.

Formål

At undersøge hvorvidt der var nedsat inspiratorisk muskelstyrke (IMS) hos patienter med type 2-diabetes med og uden søvnapnø.

Metode

61 patienter med blev rekrutteret fra Nordsjællands Hospital og inddelt i to grupper for hhv. type 2-diabetes med og uden søvnapnø. Patienterne blev klassificeret som havende søvnapnø, hvis de scorede >15 på AHI (Apnoea-Hypopnea-Index) og uden apnø ved scorer <5. IMS blev målt med et Powerbreathe KH2-apparat. De blev instrueret i at gentage de inspiratoriske muskelstyrkemålinger, indtil de havde nået deres maksimale inspiratoriske tryk (PImax–inspiratoric maximal pressure). De målte værdier blev sammenholdt med referenceværdier fra en alders- og kønsmatchet referencepopulation. Patienterne blev foruden køn og alder desuden målt og registreret ift. blodtryk, puls, glykæmisk kontrol, BMI og rygerstatus, samt hvor fysisk aktive de var, målt vha. accelerometer.

Resultater

Der blev ikke fundet nogen statistisk forskel på IMS hos type 2-patienterne med eller uden apnø. Til trods for at apnøgruppens PImax var lavere end referenceværdierne hos de alders og kønsmatchede populationer, var der ingen forskel på PImax hos patienterne med eller uden søvnapnø.

Konklusion

Studiet bygger på en forholdsvist lille studiepopulation, og de målte værdier for fysisk aktivitet fundet ved hjælp af accelerometre rummer store usikkerheder, hvorfor resultaterne ikke endegyldigt kan sige noget om, hvorvidt patienter med T2DM har nedsat IMS, samt hvilken betydning det har for dem. Perspektivering: Såfremt større og grundigere studier på området kan finde entydige resultater mht. IMS hos patienter med T2DM og søvnapnø, kan disse resultater måske udbygge vores viden om, hvorledes man træningsmæssigt kan forebygge nedsat IMS hos disse patienter.