Artikel fra Fysioterapeuten

Tidligere numre

"Vi fejrer de små forbedringer"

MIT JOB // Liv Fink Thorsen arbejder som fysioterapeut i træningstilbuddet 'Motion, Sind, Samvær' hos Kompetencecenter for demens, Sønderborg Kommune.
Foto: Lasse Hyldager

Hvad går dit arbejde ud på?

Jeg varetager Sønderborg Kommunes motionstilbud til hjemmeboende demensramte borgere og deres pårørende. Vi har fire-fem små hold á seks deltagere, som træner to gange om ugen. Jeg står for træningen, koordination, evaluering og udvikling af ordningen. Sønderborg er en stor kommune, og vi vil gerne nå så mange som muligt, så fra mandag til torsdag kører jeg rundt mellem tre forskellige træningssteder og har holdtræning. Fredag er kontordag, hvor jeg bl.a. registrerer borgernes styrketræning og pulsmålinger for at sikre, at de får maksimalt udbytte af øvelserne. Ifølge forskningen skal de træne med en makspuls på mellem 70 og 80 procent, for at træningen har effekt. 

Hvordan hjælper motion de demensramte?

Den dæmper symptomer som uro, irritabilitet og rastløshed og skaber overskud. Der er ingen kur mod demens, så vi fejrer de små forbedringer: Som selv at tage sokker på eller lære at bruge det chipkort, vi indstiller træningsmaskinerne med. Vi laver en start- og sluttest af borgerne, og hos stort set alle deltagere ser vi fremgang i styrke og udholdenhed, når forløbet er slut. På et netop afsluttet forløb målte vi fremgang i det mentale forarbejdningstempo hos otte ud af elleve af de demensramte deltagere med Symbol Digit Modalities Test. De pårørende fortæller også positive historier: For eksempel om en ægtemand, der pludselig deltager i samtalen til et middagsselskab i stedet for at forlade bordet, som han plejer.

Hvordan er træningen tilrettelagt?

Da projektet startede, ville vi gerne arbejde med frie øvelser i en sal, men det blev for abstrakt for deltagerne. Det krævede enormt meget individuel vejledning, fordi en del har nedsat overblik, kropsfornemmelse og problemer med at koordinere bevægelser. Så vi valgte at lade deltagerne træne i maskiner med et program på otte styrkeøvelser. Næsten alle har i øvrigt en pårørende med, typisk en ægtefælle, som træner på lige fod med den demensramte.

Hvorfor skal de pårørende være med?

Mange ægtefæller til demensramte har stresssymptomer og bliver socialt isolerede. Når vi træner, får de et pusterum, hvor de kan fokusere på deres egen krop, mens jeg træner med den demensramte. Bagefter drikker hele holdet en kop kaffe, hvor de kan tale med andre i samme situation. Så flyder snakken om alt fra vejret til politik, og vi smiler sammen af de røverhistorier, enkelte af de demensramte kan finde på at fortælle.

Hvad er udfordringerne ved at arbejde med demensramte?

Det tunge arbejde ligger i at få målgruppen til at møde op i første omgang, fordi nye ting kan være skræmmende for dem. Derfor bruger jeg tid på at tale i telefon med eller besøge borgerne, inden forløbet starter, så de lærer mig at kende. Der er også nogle, som ikke opfatter sig selv som syge. Deres demensudredning kan have været en dårlig oplevelse, og de kan reagere meget negativt på ting, der minder om den. En borger nægtede at komme til den afsluttende test hos os. Vi kunne ikke regne ud, hvad der var i vejen, før vi opdagede, at han forbandt ordet ’test’ med at skulle til lægen igen. Så nu kalder vi det en ’introduktion’ og ’evaluering’ i stedet for ’starttest’ og ’sluttest’. Af samme grund lægger vi bevidst træningen i fysioterapeutklinikker og motionscentre i stedet for på plejecentre, for at komme væk fra et miljø, der for mange kun er forbundet med alderdom og sygdom. Vi skal finde et niveau, der udelukkende handler om at gøre noget godt for kroppen og hygge sig.

Hvad har du lært af arbejdet?

At læse det enkelte menneske. Nogle har ikke sproget til at sige fra, hvis en øvelse er for svær, andre kan ikke mærke, når kroppen har fået nok. Så jeg har lært at holde øje med andre faktorer end det, borgeren selv siger. Jeg bruger f.eks. pulsure og Borg-skalaen og holder øje med, om sveden pibler frem eller en deltager bliver koksrød i hovedet.

Hvorfor skal en fysioterapeut og ikke en fitnessinstruktør træne borgerne?

Deltagernes alder går cirka fra 50 til 85 år, så de har mange andre skavanker end demens. De har skader i knæ, hofte og skulder eller problemer med blodtrykket, som fysioterapeuter er uddannede til at håndtere. Derudover bruger jeg en del faglige test - rejse-sætte, balance, seks minutters gang og timed up and go - til at motivere borgerne. Det giver dem energi til at fortsætte det hårde arbejde, når jeg kan fremvise en fin styrketræningskurve over deres forbedringer. Sidst, men ikke mindst, bruger jeg i høj grad de neuropædagogiske redskaber, jeg har med fra uddannelsen og mit tidligere arbejde på Hammel Neurocenter, i arbejdet.

Del eller udskriv artiklen
0 kommentarer til artiklen
×Skriv en kommentar
Indsend kommentar