Kan vi manipulere kroppens smerte hæmmende system?

Baggrund

Én ud af fem voksne lider af kroniske smerter. Kliniske og eksperimentelle studier peger på, at der er en sammenhæng mellem kroniske smerter og smerteoverfølsomhed, øget stress og dårligere kognitive funktioner.

Med grundforskning kan man afdække de fysiologiske mekanismer, der kan bidrage til en øget forståelse af smertemekanismerne. Smerteforsøg på mennesker tager typisk udgangspunkt i en kendt metode til at skabe en smertefuld oplevelse.

Forskerne bruger en eller flere nociceptive stimuli, som med stor sandsynlighed giver smerter hos forsøgspersonen, f.eks. et gradvist stigende tryk med en luftfyldt manchet.

Typisk skal forsøgspersonen rapportere, hvornår trykket bliver smertefuldt i modsætning til ’trykkende’, samt hvornår trykket bliver uacceptabelt.

Det har vist sig, at en smertefuld stimulus kan hæmmes af en anden smertefuld stimulus. Når smerte inhiberer smerte, kaldes det for conditioned pain modulation (CPM).

Cirka 80% af befolkningen oplever smerte-inhiberer-smerte-fænomenet, når man tester dem i laboratorier. Den resterende del af befolkningen vil typisk opleve en øget smerterespons eller ingen forskel, når de udsættes for samme testprotokol.

Forskellen i smerte, når en person udsættes for to versus én smertefuld stimulation, kaldes for CPM-effekten. I dette ph.d.-studie blev der planlagt en række forsøg, der skulle udforske den smertedæmpende effekt af smertefulde stimuli.

Forskergruppens grundtese var, at smertelindringen bedst forklares som et resultat af signaler fra hjernen til rygmarven (grøn linje i figur 1), som påvirker den nociceptive stimulus på rygmarvsniveau.

I teorien kan denne form for smertelindring opstå som et resultat af nociception, også kaldet bottom-up, fordi det er stimuli fra kroppen til hjernen, der igangsætter smertelindringen.