"Nu er jeg 30 kg lettere"
Tema om overvægt
Læs temaet om overvægt, der sætter fokus på, hvordan leg og motion i hverdagen kan være vejen til vægttab.
Tidligt i morges gik Erik Mønsted Pedersen alene ind i træningssalen, greb et par kegler og jonglerede med dem. Bagefter boksede han lidt på en sandsæk. Udelukkende fordi han havde lyst.
56-årige Erik Mønsted Pedersen er på sit andet modul på Livsstilscenter Brædstrup, og opholdet har allerede fået konsekvenser for ham.
”Jeg har været igennem en kæmpe omstillingsproces, både mentalt og fysisk. I forhold til det vægtmæssige, så har jeg tabt de første 30 kilo, men jeg mangler 30 kilo endnu.”
Forud for opholdet på centeret ligger en turbulent tilværelse. Fra teenageårene og til han blev 50, var Erik Mønsted Pedersen psykiatrisk patient med tilbagevendende psykoser.
Den antipsykotiske medicin fjernede mæthedsfornemmelsen, og hans vægt blev voldsomt forøget.
I dag er han mentalt rask og symptomfri, uddannet cand.psych. og arbejder som privatpraktiserende psykolog. Men han lider stadig af overvægt og har desuden diabetes, søvnapnø, forhøjet blodtryk og forhøjet kolesterol. Han har nerver i klemme i nakken og lænden og en brækket ankel, som ikke er helet optimalt. Han er derfor meget motiveret for en permanent forandring.
”Her lærer vi, hvordan man gør. Der er stort fokus på introduktion til de forskellige øvelser, og så er det op til os selv at tage den videre, når vi kommer hjem. Det handler ikke om, hvad fysioterapeuten synes, men om, hvad der fungerer for MIG.”
Ikke flere nederlag
Tidligere fik Erik Mønsted Pedersen oftest kun ét dagligt måltid sent om aftenen. Nu spiser han seks gange om dagen og bevæger sig med glæde.
”Første gang jeg gik ind i træningssalen, tænkte jeg: ”Sikke en masse legetøj.” Sådan oplever jeg det stadig. Vi leger bevægelserne ind og har det rigtig sjovt undervejs. Jeg synes normalt, det er ubehageligt at svede og blive forpustet, men det lægger jeg fra mig her. I aften tager jeg for eksempel til floorball sammen med nogle af de andre. Bare for at prøve det, og fordi det lyder sjovt. Vi har et meget stærkt fællesskab her. Vi er alle i samme båd, mens vi bygger den.”
Erik Mønsted Pedersen er overbevist om, at et varigt vægttab venter forude. Han skal på sit tredje og sidste modul på Livsstilscenter Brædstrup i januar 2020.
”Jeg ved, at mit vægttab ikke er en jævn udvikling, men masser af bølgetoppe og bakkedale. Men hvis jeg fortsætter processen, så taber jeg de sidste 30 kilo, for det handler om vanebrud, ikke om et hurtigt vægttab. Jeg har allerede haft masser af nederlag i forbindelse med min overvægt. Dem behøver jeg ikke flere af.”
Du skal logge ind for at se kommentarer og selv kommentere
Log ind
Er du endnu ikke medlem? Bliv medlem i dag og få fuld adgang til fysio.dk, og gør brug af vores mange medlemsfordele.