Privat spekulation på retten til at behandle en patient med offentligt tilskud er forkert

I dag er der kun EN vej til at få del i de offentlige tilskud, som udbetales til de private klinikker, som har et ydernummer. Det er ved at opkøbe de klinikker, som allerede har et eller flere ydernumre.

Men klinikejeren kan alene bestemme, hvem køber skal være. Dette åbner for privat fortjeneste på overdragelsen af retten til de offentlige midler til fysioterapi. F.eks. kan en klinikejer lade sine ydernumre gå i arv til sine børn eller sætte klinikken i udbud til højestbydende.

Konkurrencefordelene ved overenskomsten er så store, at VIVE fastslog gennemsnitsprisen for en enkelt kapacitet til 1,7 millioner kr. Det er en fordobling på de sidste 10 år.

I mine øjne er privat spekulation, og fortjeneste på salg af retten til at behandle en patient med offentligt tilskud, forkert.

Når en klinik i dag skal købes for 10-15 millioner kr., så forsvinder pengene ud af praksis til gyldne pensioner til sælger. Den nye ejer må starte sin virksomhed op med stor gæld og renteforpligtigelser, som skal betales tilbage indenfor en overskuelig tid, hvilket alt for ofte betyder, at regningen sendes videre til de ansatte/indlejerne, enten af nød eller som kalkuleret forretningsstrategi. De ansatte må løbe stærkere, arbejde til senere og se deres løn blive forringet.

Hvis du siger fra, risikerer du at ende sammen med de 2.000+ andre fysioterapeuter i privat praksis, som er afskåret fra overenskomsten og dermed offentligt tilskud. Professor Jakob Kjellberg (VIVE-rapporten) formulerede det sådan: ”Det er næsten umuligt at tage konkurrencen op, hvis du ikke er i ydernummersystemet eller formår at specialisere dig. I sig selv er det ikke et problem for samfundet, men det er et problem for den enkelte fysioterapeut”

Det taler direkte ned i vores kerneværdier som fagforening og vores mission om at lave ordentlige løn- og arbejdsvilkår for alle.

Udviklingen er gjort mulig via Danske Fysioterapeuters egne politikker.

I den sammenhæng vil jeg gerne gøre opmærksom på et forhold, som ingen taler om, men som alle ved, er der. I vores politiske struktur og på strategiske poster er der en massiv overvægt af klinikejere.

F.eks. har klinikejere historisk kontrolleret 20-30 procent af Repræsentantskabet, mens de udgør ca. 3 procent af foreningen. En aktindsigt ved Danske Regioner i 2018 afslører, at bare tre af repræsentanterne har en omsætning på mindst 50 millioner kr. i deres virksomheder årligt, som skyldes den nuværende struktur. Det giver anledning til at stille spørgsmålet: hvor går grænsen imellem professionens interesser og privatøkonomiske interesser?

Forhåbentlig vil det kommende repræsentantskab se ind i fremtiden og sikre en praksissektor, hvor langt flere fysioterapeuter har glæde af de offentlige tilskudskroner. Vi har brug for en struktur, som sætter faglighed og borgerne i centrum med respekt for regionernes behov for økonomistyring.

Hvis vi får brug for inspiration, kan vi kigge på psykologerne, der afleverer deres ydernumre tilbage.

Vi kan også kigge på Sverige, hvor man har haft succes med, at pengene følger borgerne i et frit valg af fysioterapeut. Det giver mig en forhåbning om, at vi nok skal kunne finde nye veje til gavn for os alle.