Sæt tempoet ned – og bed altid om en tolk

Hvorfor er der behov for specialklinikker til flygtninge og indvandrere?

Flygtninge og indvandrere udgør en enormt stor gruppe, som kommer til skade i sundhedsvæsenet, får fejlbehandlinger og helt unødvendige bivirkninger på grund af kommunikationsvanskeligheder. Ikke kun på grund af sproget, men også fordi vi sundhedsfaglige ikke bruger tid på at forstå, hvad det egentlig er, de siger. Man holder op med at være fagperson og stopper med at lytte, fordi man ikke umiddelbart forstår det sagte. Derfor bliver patienterne hurtigt placeret på en hylde, som har ‘noget med kultur og noget eksotisk’ at gøre, og de bliver afvist som mærkværdige og fremmede. Derfor er der brug for et sæt særlige kompetencer, så man kan føre en fornuftig samtale på tværs af sprog og kulturer. Hvis man som sundhedsfaglig ikke forstår, hvordan den samtale skal udspille sig, og hvordan interaktionen skal foregå, så går det galt.

Hvad er konsekvensen for patienterne?

Der er mange. De bliver placeret forkert i systemet og ender som svingdørspatienter. Vi har haft patienter, som er blevet indlagt 20-30 gange på syv-otte år med ondt i maven, og det er først, når de kommer til os på klinikken, at vi finder vi ud af, hvad de fejler. For eksempel er laktoseintolerans en normal lidelse hos flygtninge og indvandrere, som giver alvorlige mavesymptomer. Der er en lang række sygdomme, som gør, at de bliver indlagt igen og igen, indtil de får taget den gentest, der betyder, at der bliver sat en behandling i gang, som forhindrer dem i at komme igen. Det er ofte sygehusvæsenets egen skyld, når man laver svingdørspatienter.

Hvilke typer sygdomme kommer de med?

Der er en bred vifte af sygdomme. Det er allergier og en lang række erhvervssygdomme, som både kan give smerter og muskelsymptomer. Det, jeg kalder indvandrertypiske symptomer, er symptomer, der kommer og går, og det kan være svært for patienten at forklare til sundhedspersonen. Man kan sammenligne det med, når man tager sin bil til mekanikeren; der var en lyd, men nu er den der ikke mere. Det kræver en vis mental styrke at forklare, jamen den er der altså stadig, selvom den ikke er der lige nu. Det er en verbal styrke, der kommer med uddannelse og sprogbeherskelse: Jo større, sprogbarrieren er, og jo kortere uddannelse, patienten har, jo længere tid går der, før tiøren falder hos den sundhedsfaglige. Og får man ikke fat i de ting i anamnesen, så misser man fuldstændigt pointen.

Hvad skal man gøre som sundhedsprofessionel, når man møder den type patient?

Man skal holde op med at tro, at man har opfundet den dybe tallerken i Danmark. Vi har en dansk måde at opfatte smerte på, men det er jo ikke en international standard. Det betyder, at man rent fagligt skal gøre op med sin etniskcentrerede opfattelse af, hvad der er rigtigt og forkert her i verden. Har man det som udgangspunkt, misser man pointen, når patienterne udtrykker sig på en anden måde, end vi er vant til.

Kan du give eksempler på de problematikker, som opstår?

Der mangler en fælles sygehistorie. Bare det, at man ikke bruger tolk, betyder, at 80 procent af sygehistorien ikke kommer med. Det er en helt banal grundlæggende fejl. Gruppen har ofte en sygehistorie i journalen, som er kompleks, fraktioneret, upræcis og kronologisk forkert. Mange patienter får ikke brugt de rigtige tillægsord, så de sproglige finurligheder, der for eksempel viser, hvornår smerterne kommer, forsvinder ud af samtalen. Og fordi man ikke bruger tolk, bliver det flade discountfortællinger. Det er et problem. Den sundhedsprofessionelle forstår godt, at personen har ondt i ryggen, men spørger f.eks. ikke ind til, om der er andre symptomer, og hvornår de forekommer.

Hvad skal fysioterapeuter gøre, når de møder gruppen?

Jeg har undervist fysioterapeuter i mange år, og jeg har altid undret mig meget over, at man ikke bruger tolke i kommunerne. Der er stort set ikke nogen kommuner, der anvender tolk til rehabilitering og genoptræning. Og det betyder, at patienterne stort set ikke forstår, hvad der foregår i det regi. Mange fysioterapeuter siger, at det må de ikke, men det står ikke nogen steder. Lederne kan jo beslutte, som de vil, men jeg mener, at man som fysioterapeut bør kræve at få en tolk. På den måde kan man i højere grad sikre sig, at beskeden bliver givet videre og forhåbentlig forstået.

Og så skal man være klar over, at der altid vil være noget, som mangler, når det er en tosproget patient, og det skal man som fagperson aktivt opsøge. Hvad mangler der, og hvad er det, jeg ikke har forstået? De fleste patienter, der havner i den her blindgyde, er ikke blevet lyttet til, og dermed er deres symptomer blevet fejlcastede, og de bliver placeret forkert i systemet.

Har du et eksempel på det?

Mange af de patienter, der kommer til Indvandrermedicinsk Klinik i Odense, har smerteproblemer af kronisk art, og vi forsøgte på et tidspunkt at involvere det lokale smertecenter. Men vi så, at patienterne havde svært ved at omsætte smertecenterets øvelser til deres eget liv. De sagde, hvordan skal jeg gøre det? Jeg bor i en toværelseslejlighed med otte børn i et tæt boligbyggeri. Hvor skal jeg lave mindfulness og mentalisering? Hvor skal jeg lave øvelser, og hvornår? Problemet er, at vi som sundhedsfaglige ikke får omsat vores produkter til den virkelighed, mange står i. Man skal også vide, at jo kortere uddannelse man har, jo sværere har man ved at omsætte information til handling i eget liv. Det kræver et stærkt netværk, gode pårørende og en høj uddannelse at få gavn af det danske sundhedsvæsen. For som sundhedsprofessionelle er der forskel på, hvor langt vi går ift. den enkelte patient.

Du peger på tolke som et vigtigt redskab. Kan de løse problemerne?

Der er en stor gruppe patienter, som man kan gøre rigtig meget for, og så er der en gruppe, man ikke kan gøre så meget for. Tolkene kan ikke flytte de svære, som er de personlighedsforstyrrede, psykisk syge og folk med svære hukommelsesproblemer. Men tolkene er gode til at afklare, hvad problemet egentlig er, og hvis man har de rigtige styringsmekanismer, er de en stor hjælp. Men det kræver, at man bruger de rigtige værktøjer og den tid, der er brug for. Ellers siger tolkene bare det, du siger, og hvis det du siger, ikke er specielt intelligent, så bliver resultatet heller ikke intelligent. Men har man et samspil mellem de rigtige værktøjer og en tolk, så kan det give en rigtig god effekt.

Hvad skal fysioterapeuterne gøre som minimum?

Det helt basale er at blive enige med patienten om, hvad det handler om. Lav en gammeldags forventningsafstemning. Hvad er problemet, og hvad kan være en mulig løsning? Her skal man bruge mere tid. Fysioterapeuter skal også være klar over, at der er nogle forestillinger om krop og motion, som der skal arbejdes med, før man kan sætte patienten til at gøre det, man gerne vil.

Der er også noget kontraproduktiv information som skal ud, før man læsser på. Hvis man bare læsser på, så bliver man endnu en af de der i hvide kitler, som fortæller dem alt muligt, de ikke ved, hvad de skal stille op med. Man skal arbejde aktivt med patientens kropsforståelse og holdning til smerte.

Giv et eksempel på en smerteforståelse?

Det er en typisk barriere, at det ikke må gøre ondt i musklerne, for så mener patienten, at det er farligt, og så skal det stoppe. Så hvis man vil kommunikere, at det gerne må gøre ondt til en vis grænse, og at man gerne må få åndenød og svede, så skal man først afklare, hvad patientens holdning er til det.

Er der en berøringsangst hos de sundhedsprofessionelle?

Vi oplever, at der er berøringsangst overfor at blive personlig, før man er fagperson. Og at folk er meget bryske med deres faglighed og tror, at den altid virker. Men hvis man gør det, man altid har gjort, så får man det, man altid har fået. Måske skal man forsøge med en anden metode. Prøv at være mere i øjenhøjde med dine patienter. I samarbejdet med smerteklinikken fandt vi f.eks. ud af, at man gik for hurtigt frem. Problemet er, at man kan tro, at dansk tempo er et globalt tempo. Men det er det ikke. Så vi skar ned på informationen og satte tempoet ned. Patienterne fik færre moduler og færre gentagelser, og så afsluttede vi med at tale om, hvordan de kunne tage det med hjem. Vi bad dem visualisere deres hjem og talte om, hvor de kunne gøre deres øvelser, hvornår på døgnet er der ro? Hvilke ting skal der til? Det er en lidt anden opgave.

Hvad kan man ellers gøre anderledes?

Vi ser desværre ofte, at rehabiliteringscentrene i kommunerne lukker kl.12. Men nogle af patienterne sover ikke om natten, hvis de f.eks. er PTSD-patienter. De sover om formiddagen, og det giver konflikter, for enten kommer de slet ikke til de aftalte møder, eller også er de dødtrætte. Hvis man i stedet for laver hold om eftermiddagen, vil man måske spare de huller, hvor de ikke dukker op. Lav nogle bedre analyser af, hvordan vi bruger tiden og pengene, og hvis der er særlige behov, hvordan vi rammer dem. Det gælder alle patienter, ikke kun indvandrere og flygtninge. Det er bare meget tydeligt i denne gruppe, at der er behov for det.

Hvad er dit bedste råd til fysioterapeuterne?

Slap nu af. Sæt tempoet ned. Hav nogle produkter, der svarer til de behov, patienterne har. I sundhedsvæsenet har vi ofte en stangvare, og hvis patienterne ikke kan passe den, så bliver det deres problem. Prøv nu at tilpasse dit produkt til patienternes virkelighed. Nogle vil gerne have et overhalingsspor, andre vil køre i midtbanen, og andre igen passer til slæbesporet eller nødsporet, hvor man kører 40 km. i timen. Prøv at spotte, hvem der har brug for hvad. Så kan man indenfor den samme lønsum og den samme personalesammensætning lave en mere fornuftig spilfordeling. Så de, der har behov for det, kan komme ofte, og resten kommer, når de har brug for det, ellers ringer de eller skriver en mail og kommer til tjek en gang om året.

Nu har indvandrerklinikken i Odense eksisteret siden 2013. Kan I se en forskel?

Vi har lavet en cost benefitanalyse af, hvad det koster, og hvad får vi for pengene. Og den viser, at vi sparer tid på at bruge tid på patienterne. De ophørte med at være svingdørspatienter, og de fik meget mindre medicin. Det er en gruppe, som får meget og dyr medicin.