Vi vil gerne have tættere kontakt til kommunerne

Når patienterne på Indvandrermedicinsk Klinik på Hvidovre Hospital afslutter et forløb, skal de ofte sendes videre ud til kommunerne. På klinikken har patienterne fået patientuddannelse og indsigt i forebyggelse og sundhedsfremme. Men når forløbet er slut, kan de ende i et ingenmandsland.

Kommunerne kan have mange tilbud lokalt, men der kan være både sociale, sproglige og psykiske barrierer i vejen for, at patienterne opsøger dem. Kommunerne kan have tilbud om strikkeklubber, madklubber, gå-klubber og relevante tilbud om genoptræning målrettet indvandrere. Problemet er, at hvis patienterne ikke bliver sluset rigtigt ud, kan problemerne vokse sig større. Når patienten kommer hjem, ramler det hele, for nu er han eller hun alene. Målgruppen kræver mange ressourcer, og mange har oplevet lange sygdomsforløb, hvor de er blevet sendt fra den ene firkantede kasse til den anden. Derfor vil vi gerne arbejde tættere sammen med primærsektoren,” fortæller Kefaia Ali, fysioterapeut på Indvandrermedicinsk Klinik i Hvidovre.

Kommunalt ansatte kan føle afmagt

Hun og fysioterapeut Tina Krüger-Jakins møder ofte kommunalt ansatte, som føler sig afmægtige, når de modtager en patient med en meget lang genoptræningsplan og et sygdomsforløb, som er meget komplekst.

“Fysioterapeuterne ved ikke, hvor de skal starte. Men måske er patienten parat til en praktikplads eller et skoleforløb, og derfor er det vigtigt, at vi har et endnu tættere samarbejde, end vi har i dag,” siger de og understreger, at der allerede er god kontakt via netværksmøder med kommunerne.

“Men vi vil gerne have endnu flere møder, så vi ved, hvordan vi kan skabe et endnu bedre samarbejde, og så vi ved, hvad de har brug for fra os. Vores håb er, at patienterne kan få en fin overgang til deres lokalmiljø og primærsektoren.”

Omvendt håber de to fysioterapeuter også, at praktiserende læger ved, at de kan henvise patienter med anden etnisk baggrund med komplekse forløb, ud til Indvandrermedicinsk Klinik.

“Vi kan tilbyde et tværfagligt forløb, hvor vi har bedre tid, og vi kan give dem en kontinuitet og en tryghed, som måske gør, at de får ro i maven.”