Vinterpakken – og vejen frem
Tæt på jul kom corona-vinterpakken. Der blev afsat en milliard kroner til ‘særlige midlertidige indsatser i sygehusvæsenet, der kan bidrage til fremadrettet at styrke og understøtte aktiviteten, fastholde sundhedspersonale og få sygehusvæsenet gennem en ekstraordinært svær vintersæson.’ Pengene skulle udmøntes i regionerne efter aftale med alle de relevante organisationer.
Danske Fysioterapeuter er gået til drøftelserne med krav om, at pengene fordeles på en måde, der medvirker til at løse den konkrete udfordring her og nu. Vi har argumenteret for, at pengene bør fordeles bredt ud til alle medarbejdere, der er med til at løse kerneopgaver i sygehusvæsenet – og altså herunder også fysioterapeuter.
Men vi er også gået til drøftelserne med det udgangspunkt, at vinterpakken er en kortsigtet løsning. Den kan give nogle medarbejdere en velfortjent økonomisk påskønnelse og få enderne til at nå sammen på sygehusene. Det er positivt! Men det er kun for en stund. Det løser nemlig ikke de langsigtede udfordringer skabt af mangeårige besparelser, personalemangel samt flere ældre og syge.
At rette op på det danske sundhedsvæsen kræver en meget mere langsigtet indsats. Det er et langt sejt træk, og der er ingen lette løsninger.
I Danske Fysioterapeuter medvirker vi naturligvis gerne til et mere aktivt, bæredygtigt og nytænkende sundhedsvæsen. Retorikken fra politisk side om effektivisering og produktivitet rækker ikke længere. I stedet bliver man blandt andet nødt til at tage arbejdsmiljøet alvorligt. Og vi ved, hvad der skal til. God ledelse, indflydelse på eget arbejde, sammenhæng mellem arbejdsliv og privatliv, rammer til faglighed og udviklingsmuligheder er vejen frem til attraktive arbejdspladser og fastholdelse af medarbejdere. Og så skal der mere i lønningsposen.
For hvis unge mennesker fortsat skal have lyst til at uddanne sig indenfor sundhedsprofessionerne, så skal der være udsigt til et arbejdsliv præget af et godt arbejdsmiljø, udviklingsmuligheder og en meningsfuld work-life-balance. Det er vel ikke for meget forlangt?
Du skal logge ind for at se kommentarer og selv kommentere
Log ind
Er du endnu ikke medlem? Bliv medlem i dag og få fuld adgang til fysio.dk, og gør brug af vores mange medlemsfordele.