Det går ikke over igen
Med Lønkommissionens rapport er der blevet sat en dagsorden om ligeløn, som det ikke er til at komme udenom, mener Johnny Kuhr
Guldborgsund Rehabiliteringscenter i Nykøbing Falster dannede i maj rammen om et af de få møder mellem Johnny Kuhr og offentligt ansatte medlemmer, der blev plads til i den travle formands kalender. Et møde, der først og fremmest skulle klæde formanden og foreningen på med viden om, hvilke krav, medlemmerne mener, der skal prioriteres til forhandlingerne. Men formanden benyttede også mødet til at afstemme forventningerne til virkeligheden uden for rehabiliteringscentrets mure, hvor alting ligger en lille bitte smule mere stille, end de gjorde ved forhandlingerne i 2008. Eller som han udtrykte det: ”Sidst vi sås, var vi jo lidt oppe i træerne, men det var også dengang, vi kunne købe hele verden”.
Med ”træerne” mener Johnny Kuhr kravet om en indsnævring af løngabet mellem mænd og kvinder og offentligt og privatansatte, et gab som blandt andre Sundhedskartellet og FOA italesatte til 27 procent, og som udløste en langvarig og omfattende strejke. Siden har finanskrisen skåret de mest højtragende grene af træerne, og ingen ved deres fulde fem, ville kræve 27 procent i en situation, hvor det private område er havnet omkring et rundt nul, men det betyder ikke, at kampen for ligeløn er afblæst, forsikrede Johnny Kuhr.
Tvivlede på de 27 procent
Det samme budskab understreger han i bilen på vej mod Falster. Det er ikke fordi, fagbladet absolut skal involveres, hver eneste gang formanden møder medlemmerne, men den omtalte travle kalender har tvunget journalisten med som passager, fordi det ellers var umuligt at få en kommentar til Lønkommissionen rapport. En rapport, som konkluderer, at mænd og kvinder ikke aflønnes ens på det danske arbejdsmarked.
”Det er ikke sikkert, du skal skrive det”, siger Johnny Kuhr, mens nyudsprungne rapsmarker og sløve vindmøller, farer forbi bilruderne, ”men i en svag stund under konflikten kunne jeg godt blive lidt usikker på, om det nu virkelig også passede med den store forskel. Den usikkerhed er der nu slået en pæl igennem. Selv med alle forbehold er der påvist en indiskutabel og uacceptabel lønforskel, som kun kan forklares ud fra den måde, grupperne historisk er blevet indplaceret på, og aftalesystemets manglende evne til at følge op på de politiske og lovgivningsmæssige intentioner omkring ligeløn”.
Som supplement til Lønkommissionens rapport har Sundhedskartellet bedt professor i offentlig forvaltning Henning Jørgensen om en analyse af, hvorvidt det gældende aftalesystem vil kunne løse problemet med den manglende ligeløn. Som beskrevet i artiklen "Som at forsøge at flytte en kirkegård" er Henning Jørgensens konklusion, at ligelønsproblemet ikke kan løses inden for rammerne af det nuværende aftalesystem.
Henning Jørgensen peger blandt andet på, at organisationerne kan være hinandens værste fjender, når forskellene skal udlignes, fordi ingen vil lade andre få mere, og den betragtning er Johnny Kuhr enig i.
”Vi kan ikke internt fordele os ud af ligelønsproblemet, for der er ikke penge nok i systemet. Der er behov for at få tilført nogle ekstra midler for at få løftet lønnen på kvindedelen af arbejdsmarkedet, typisk i sundhedsvæsenet; men også med den præmis kommer der jo en diskussion om, hvem der skal løftes hvor meget”.
Skolelærere og politifolk vil næppe frivilligt lade sig sætte på stand by til fordel for fysioterapeuter og sygeplejersker, gætter formanden, der heller ikke tror, at for eksempel FOA vil have meget forståelse for et argument om, at især de mellemlange videregående uddannelser skal løftes.
”Når man skal finde løsninger, er man nødt til at gå et niveau op. Hvis overenskomstforhandlingerne ikke kan løse problemet er vi nødt til at gå et niveau op og blive enige om, at det her er et problem for samfundet”, siger Johnny Kuhr og løfter sløret for det, han understreger, er hans eget personlige bud på, hvordan man kan komme videre: At indgå i trepartsforhandlinger, hvor hovedorganisationer, arbejdsgivere og regering sammen udarbejder en masterplan for, hvordan ligelønsproblemet kan løses i løbet af en årrække.
At gøre problemet til genstand for trepartsforhandlinger er et forslag, han står lidt alene med, indrømmer han. ”Det vinder ikke rigtig gehør nogen steder, for det afmonterer lidt organisationernes rolle, men det er jo lige nøjagtig også det, det skal”.
Version 2.0
At regeringen skal på banen er der dog ingen uenighed om, hverken internt i Sundhedskartellet eller mellem Sundhedskartellet, FOA, Socialrådgiverne og BUPL, tilføjer han. Derfor er der også blandt de anbefalinger, Sundhedskartellet kommer med i kølvandet på Lønkommissionens rapport, en anbefaling om, at der afsættes en særlig pulje på Finansloven til de kvindedominerede grupper.
Desuden anbefaler Sundhedskartellet, at der skabes en ”version 2.0” af det offentlige forhandlingssystem. En anbefaling, der blandt andet henter kraft i Henning Jørgensens påvisning af, at den reelle forhandlingsmodpart i 2008 var finansministeren og ikke kommuner og regioner.
”Det grundlæggende i den danske model, hvor det er arbejdsmarkedets parter, der forhandler, er rigtig godt, men det råderum, arbejdsgiverne har til forhandlingerne, er for låst. Kommunerne er i et krydspres, fordi de skal være ansvarlige både over for borgerne og over for regeringen; regeringen må slippe den centrale styring af kommunerne, ligesom det er uheldigt, at regionerne ikke kan udskrive skatter”, mener Johnny Kuhr. Han ser desuden mere frirum til kommunerne som en forudsætning for at slippe nogle af de garantiordninger, der i dag er en del af de offentlige overenskomster, for eksempel reguleringsordningen.
Mere barselsorlov til mænd
Foruden den historiske indplacering er det med til at holde kvindegruppernes lønninger nede, at antallet af præsterede timer på
arbejdspladsen er lavere end for mændenes vedkommende, fordi kvinderne tegner sig for langt den største del af barselsorloven.
”Er det kvindernes problem, at det er dem, der skal føde børnene?”, spørger Johnny Kuhr, der ikke mener, at problemet skal løses ved at tvinge mændene til at tage en større del af orloven.
”Hvis arbejdsgivere tænker, at kvinderne er mindre til stede, og de derfor er mindre værd, kunne man vælge at oprette en barselsfond ligesom på det private område. Så ville de store såkaldte kvindefag ikke udgøre en større omkostning for arbejdsgivere end mændene, og grupperne ville blive lige meget værd. Jeg synes, vi skal være forsigtige med at tvinge familierne til noget;det tjener ikke sagen, hvis ikke kvinderne er enige med os”.
I stedet for at tænke en ligelig fordeling af barselsorloven som en forudsætning for at opnå ligeløn, kunne man tænke ligelønnen som en forudsætning for en ligelig fordeling af orloven, mener Johnny Kuhr. ”I det øjeblik familien ikke skal overveje, hvor de mister mindst ved at gå på orlov, vil mændene måske være mere tilbøjelige til at tage halvdelen”.
The point of no return
Det er med andre ord ikke så ligetil. Der er mange håndtag, der skal skrues på, og mange parter, der skal nå til enighed, før ligeløn er en realitet i Danmark. Derfor tror Johnny Kuhr heller ikke på, at det sker inden for de første mange år, og strejken i 2008 kan nemt vise sig først at have rigtig værdi på lang sigt. Men det får den til gengæld også, mener han.
”Det her dør ikke igen. Vi er kommet til the point of no return. Lønkommissionens rapport må afføde nogle handlinger, der på sigt vil udligne eller indsnævre lønforskellen. Men jeg tror, vi skal bruge nogle år på det”.
At det vil komme til at tage en årrække at opnå ligeløn, er også et af de budskaber, de fremmødte fysioterapeuter på Falster får med hjem - sammen med en kvittering for deres opbakning til strejken i 2008. For, som Johnny Kuhr sagde:
”Lønkommissionen er vores og jeres fortjeneste”.
Du skal logge ind for at se kommentarer og selv kommentere
Log ind
Er du endnu ikke medlem? Bliv medlem i dag og få fuld adgang til fysio.dk, og gør brug af vores mange medlemsfordele.
