Fortællinger om ligeløn

En af bidragyderne, journalist og forfatter Pia Fris Laneth, fortæller viser i et essay, hvordan løn siden hendes oldemor Johannes tid har spillet sammen med forestillingerne om det ideelle familieliv, hvor det var mandens pligt var at forsørge familien, og det derfor naturligvis var ham, der tjente mest. Selvom socialdemokraterne allerede fra 1888 havde med i deres program, at mænd og kvinder skulle have lige løn for lige arbejde, passede det de fleste godt, at mændenes løn var højere, så de kunne forsørge familien, mens kvinderne passede børnene. Oldemor Johannes datter, forfatterens farmor Gudrun fik lov at arbejde, men kun fordi systuen kunne placeres i hjemmet, for en udearbejdende hustru, ville farfar Aksel absolut ikke høre tale om. Så kom mor Lily til, og i mellemtiden havde piben fået en anden lyd. Mor Lily kom på arbejdsmarkedet omkring 1960, men fik som ufaglært en løn, der svarede til 69 procent af en ufaglært mands løn, og først i 1973 blev ligeløn indført som begreb i det faglige system.

 

”Det er mindre end fyrre år siden!”, skriver Pia Fris Laneth. ”Min mor, faster og moster var i begyndelsen af fyrrerne og havde arbejdet, siden de blev konfirmeret. Mine tre jyske kusiner var blevet gift og arbejdede i tekstilindustrien. Mine københavnske kusiner var opløbne teenagere. Og selv var jeg sytten og gik i 1.G. og drømte om at blive gymnasielærer, da det private arbejdsmarked langt om længe besindede sig på at opgive princippet om at give mandekønnet positiv særbehandling i lønforhandlinger”.

 

I dag har forfatterens steddøtre taget deres første skridt ud på et arbejdsmarked, som forfatteren beskriver som næsten lige så kønsopdelt som på oldemor Johannes tid. På sundhedsuddannelserne er 94 procent af de studerende kvinder, mens 96 procent af de studerende på jern- og metalfag er mænd. Og før der gøres op med de ældgamle normer om, hvad der er maskulint og feminint, vil der ikke blive rokket fundamentalt ved ligelønsproblemet, mener Pia Fris Laneth, der som et kuriosum nævner, at også den seksuelle markedsværdi, spiller ind på lønnen: Mænds ægteskabschancer stiger, når de er gode forsørgere, men det samme gælder ikke for kvinder. Set i det lys er det ikke så underligt, at arbejdsgiverne - der oftest er mænd - er tilbøjelige til at give mændene mere i lønningsposen.

I et andet kapitel introducerer forskningsleder på SFI Mette Deding begrebet ”børnestraf”, der beskriver den kendsgerning, at kvinder med børn får mindre i løn, mens mænd med børn til gengæld får en ”børnepræmie”, nemlig højere løn. Et paradoks, der ikke bliver mindre af, at kvinderne efterhånden har overhalet mændene i forhold til uddannelsesniveau. Til gengæld viser Mette Deding også, at både kvinder og mænd, når først uddannelsen er gennemført, og børnene har meldt deres ankomst har en tendens til at falde tilbage til det traditionelle kønsrollemønster.

 

Kønsopdelingen i familien hænger sammen med kønsopdelingen på arbejdsmarkedet, der viser sig ved, at kvinder og mænd ofte arbejder i forskellige brancher og forskellige sektorer og ved, at mænd oftere bliver ledere. Men kønsarbejdsdelingen kan også vise sig i forskellige forventninger til, hvordan kvinder og mænd agerer på arbejdsmarkedet, mener Mette Deding. Det afspejler sig eksempelvis i de gode orlovsordninger på de kvindedominerede områder, der er med til at fastholde opfattelsen af mænd og kvinder som forskellig arbejdskraft. Mette Deding konkluderer, at ligelønsproblematikken ikke kan løses isoleret på arbejdsmarkedet uden at tage højde for forholdene i familien og arbejdsdelingen i hjemmet.

I et kapitel beskæftiger ph.d., adjunkt Emmett Caraker fra Aalborg Universitet sig med forløbet omkring overenskomsten fra 2008 og de strejker, som Sundhedskartellets og FOA ’s krav til løsning af uligelønnen satte i gang. Kapitlet viser, ligesom Henning Jørgensens rapport, hvordan strejkevåbnet ikke har samme tyngde på det offentlige område som på det private, fordi man ikke kan presse de offentlige arbejdsgivere ved at lukke en værdifuld produktion ned, men Emmet Caracker skriver, at de strejkende organisationer søgte at kompensere ved i stedet at vinde befolkningens støtte.

 

Støtten forblev konstant under hele konflikten, men alligevel lykkedes det ikke at rokke ret meget ved resultatet. Det betyder dog ikke, at offentligt ansattes strejker skal afskrives på grund af mangel på effekt, mener Emmet Cracker. ”Værdi og effekt kan ikke sættes på simple økonomiske versefødder. Hvordan skal man indregne retfærdighedsfølelse og det at handle ud fra sin politiske overbevisning i en større sags tjeneste, for eksempel for ligeløn, faget og et velfungerende offentligt sundhedsvæsen?”, skriver Caracker. Desuden, mener han, har man i diskussionen om, hvorvidt strejken kunne betale sig rent økonomisk ikke taget hensyn til, hvad det fremover kan komme til at betyde, at ligelønnen er sat på dagsordenen på en måde, der ikke er set siden ligelønsbevægelsen i begyndelsen af 1970’erne.

Antologien afsluttes med et kapitel af den norske forsker Erling Barth, der gennemgår den norske lønkommissions arbejde og dens resultater. Ligelønskommissionen i Norge blev nedsat af regeringen og kom med sine anbefalinger i 2008.

 

Anbefalingerne inkluderer et forslag om et lønløft til kvindedominerede fag i den offentlige sektor, kombinerede lavtløns- og kvindepuljer i den private sektor og en udvidelse af den del af forældreorloven, som er reserveret til fædre.