Leder / Vi kan ikke gøre det alene

Så kom den endelig, Lønkommissionens redegørelse, som vi har ventet på med spænding. 

Nu ligger der et endeligt og formelt bevis for, at fag med flest kvinder lønnes dårligere end fag med flest mænd. Og det er slået fast, at den offentlige forhandlingsmodel kan bruges til mange ting – men ikke til at løse problemet med uligeløn. Lønkommissionens redegørelse dokumenterer, at det moderne ligelønsproblem er strukturelt, historisk og kulturelt betinget.

Nogle medier har valgt at fokusere på, at der ikke er noget ligelønsproblem på det offentlige arbejdsmarked i ligelønslovens forstand. Manden og kvinden, der arbejder lige ved siden af hinanden med den samme opgave får ikkeforskellig løn.

Men de, der vælger at fokusere på ligelønsloven holder kikkerten for det blinde øje. De overser det langt mere fundamentale problem, hvor prisen på arbejdskraften i de kvindedominerede fag holdes nede. Et problem, som loven i sin nuværende udformning, slet ikke forholder sig til, og som de faglige organisationer og arbejdsgiverne ikke selv kan løse.

Først og fremmest fordi vi ikke kan skævdele så meget på bekostning af den forholdsvis lille gruppe af mænd - mindre end 30 pct. - i den offentlige sektor, at det kan lukke løngabet inden for en fornuftig tidshorisont. Det ville tage mere end 100 år, og så langt ud i fremtiden planlægger vi trods alt ikke.  Det er imidlertid ikke det samme som at sige, at vi ikke har brug for at mænd og mandeorganisationerne bakker 100 pct. op om ligelønskravet. Hvis ikke alle trækker i samme retning, så skaber vi ingen holdbare løsninger.

Jeg synes vi skal holde fokus på løsningerne – det vil sige, få gjort op med, at de typiske kvindejob bare aldrig har fundet den rigtige værdisætning. Det moderne ligelønsproblem er resultatet af strukturer, forældede normer og almindelige ureflekterede antagelser om, hvad mænd og kvinder kan og gør.  

I Sundhedskartellet mener vi, at det som jeg vil kalde et historisk, normbaseret og strukturelt ligelønsproblem er et samfundsanliggende, og som sådan skal det løses af Folketinget.

Jeg vil med direkte adresse til regeringen og folketing sige, at hvis I løser dette store problem, så har I for det første ladet handling følge ord, eller fejet for egen dør, og kan dermed med god samvittighed holde den danske samfundsmodel frem som idealet. For det andet vil regeringen have løst en af de største arbejdsmarkedspolitiske udfordringer i årtier.

Der er nogle der mener, at dette med at blande Christiansborg ind i lønspørgsmål, er et snigløb mod den danske model. Og det er det på sin vis også, men dette er ikke kun et lønspørgsmål. Det er uligeløn udsprunget af ulighed mellem mænd og kvinder.

Det her handler ikke om at ville kaste den danske model ud og erstatte den med en lovgivningsmodel. Slet ikke. Parternes autonome, frivillige forhandlinger er langt at foretrække. Principperne i den aftalte lønudvikling har så mange fordele, og dem skal vi selvfølgelig værne om.

Vi vil i dialog med alle parter – både arbejdsgivere og alle andre faglige organisationer - om hvordan vi får gjort op med nogle af de uhensigtsmæssige elementer, der styrer vores forhandlinger. Hvordan kan vi organisere og strukturere os, så vi ikke bare løser alle de små problemer, men også har overskuddet og evne til at tage hånd om de store?