Som at forsøge at flytte en kirkegård

Det var på den baggrund, blandt andre fysioterapeuterne strejkede sig gennem foråret 2008, og Lønkommissionens konklusion kommer således ikke som en overraskelse. Men af samme grund har Sundhedskartellet allerede inden offentliggørelsen af kommissionens resultater forberedt sig på næste skridt: Debatten om, hvordan det nu dokumenterede ligelønsproblem skal løses. Det har man blandt andet gjort ved at bede professor og arbejdsmarkedsforsker Henning Jørgensen, Aalborg Universitet, se på, om det eksisterende forhandlingssystem vil kunne være med til at skabe ligeløn.

 

Skal man tro Henning Jørgensen, er svaret nej. Klart og tydeligt. Tværtimod er forhandlingssystemet med til at opretholde det eksisterende lønhierarki. Henning Jørgensen har undersøgt det offentlige forhandlings- og aftalesystem gennem 40 år, med udgangspunkt i tjenestemandsloven fra 1969 og det system for lønindplacering, som blev skabt i den forbindelse, og som det siden - viser hans gennemgang - ikke er lykkedes at rokke meget ved: Mændene, der var lærere og politibetjente, blev indplaceret højere end kvinderne, der var sygeplejersker, fysioterapeuter og så videre. Og sådan har det været lige siden.

 

Uligelønnen findes således inden for gruppen af offentligt ansatte, men er endnu tydeligere, hvis man sammenligner offentligt ansatte i kvindefag med privatansatte i mandefag med en uddannelse af tilsvarende længde. Lønmæssigt er det mindre værd at arbejde med mennesker end med maskiner.

 

Det påviste løngab kan ikke lukkes med det forhandlingsmønster, der har udviklet sig op gennem 70’rne og 80’erne, og som blandt andet betyder, at den private sektors lønudvikling sætter dagsordenen for, hvad der kan opnås på det offentlige område, mener Henning Jørgensen.

 

”Den danske model” betegner det danske arbejdsmarkeds organisering; at forholdene på arbejdsmarkedet i store træk er aftalt mellem overenskomstens parter og altså ikke dikteret af et flertal på Christiansborg. I hvert fald er det sådan, det beskrives i skåltalerne, men det er ikke sådan, det hænger sammen i virkeligheden, dokumenterer professoren. Heller ikke selvom verdens første hovedaftale er skrevet på dansk allerede i 1899.

 

I 1933 kom det første statsindgreb i overenskomstforhandlingerne, og siden har staten grebet ind i mere end 50 tilfælde. Men også i de tilfælde, hvor det ikke kommer til et indgreb, har regeringen via økonomiaftalerne med regioner og kommuner en så stor indflydelse på rammerne for overenskomstforhandlingerne, at det ikke giver nogen mening at tale om ”den danske model” på det offentlige område, mener Henning Jørgensen.

 

”Hierarkiseringen på A-siden er blevet uhyre stærk endog formaliseret ved statslig vetoret på regionalt niveau. Regionsområdet forekommer de facto statliggjort. Her kunne man lige så godt forhandle direkte med finansministeren”, skriver han i rapporten.

 

I 2008 kom det som bekendt ikke til et indgreb. Der blev indgået forlig efter det, Henning Jørgensen beskriver som den største arbejdskonflikt i det offentlige arbejdsmarkeds historie. Den langvarige strejke viste ifølge Henning Jørgensen sin værdi i dels et økonomisk resultat, der var lidt bedre end det, der var opnået på KTO-området og dels i, at ligelønsdagsordenen har bidt sig fast og lagt spor ud til den næste runde forhandlinger i 2011 blandt andet med nedsættelse af Lønkommissionen.

 

Men forløbet i 2008 afslørede også en vis hulhed i hyldesten af ”den danske model”. Arbejdsgivermodparten var regioner og kommuner og i henhold til den danske model altså dem, der skulle aftale spillereglerne med lønmodtagernes organisationer, men finansministeren og regeringen viste sig som den reelle modpart. Den danske model fungerede ifølge Henning Jørgensen som et skjold, regeringen kunne gemme sig bag i stedet for at gribe ind i konflikten, som mange ellers havde forventet.

 

Henvisningen til parternes selvstyre var alene en legitimering af ikke at gøre noget, mener Henning Jørgensen.

De strejkende fik stor sympati i befolkningen, og det skortede ikke på opfordringer til regeringen om dels at gribe ind i konflikten, dels at gøre noget ved ligelønsproblemet. Lige så stille blev strejkekasserne tømt, alt imens nødberedskabet sørgede for, at patienterne ikke led overlast, og regeringens økonomiske greb om regioner og kommuner sikrede, at organisationernes økonomiske udbytte af strejken kun kunne blive begrænset.

 

Regionsledelserne kan være nok så venlig stemt over for de sygehusansattes krav, men uden mulighed for at kunne udskrive skatter og uden mulighed for at undvige den statslige vetoret, er de ikke en reel forhandlingsmodpart, fastslår Henning Jørgensen, der sammenligner forhandlingerne med en tur i Tivolis veteranbiler: Man kan sidde og dreje nok så heftigt på rattet, men det er alene de på forhånd udlagte skinner, der bestemmer retningen.

 

Når ”den danske model” er en illusion, er der heller ikke baggrund for at påstå, at nogen forbryder sig mod ”arbejdsmarkedets love” ved at rejse ligeløn som et politisk spørgsmål, fastslår Henning Jørgensen. Forhandlingerne trækkes ikke væk fra forhandlingsbordet og ind på gangene på Christiansborg, for her er de allerede.  

 

Mod visionen om ligeløn arbejder ikke kun en udvandet ”dansk model”, men også den kronologi, der traditionelt er i forhandlingernes forløb, hvor det offentlige lægger sig i baghjulet af forhandlingerne på det private arbejdsmarked, der derfor får lov at sætte dagsordenen for ikke bare lønstigningstakten, men også for andre temaer i forhandlingerne. Når der ikke rejses ligelønskrav inden for den private sektor, vil det være svært at få emnet på dagsordenen for forhandlingerne på det offentlige område.

 

Henning Jørgensen sætter i det hele taget spørgsmålstegn ved at kalkere den private sektors aftalemodel til det offentlige område. Når offentligt ansatte strejker koster det ikke hos arbejdsgiverne - tværtimod så sparer de penge. Der er ikke samme økonomiske kampmidler i det offentlige som i det private, ikke samme magtressourcer og ikke samme ledelse.

 

Derfor giver den samme aftalemodel forskellige betingelser, mener han og gør samtidig op med den fasttømrede logik, at det offentlige ikke må være lønførende af hensyn til landets ”konkurrenceevne”. En nation og en virksomhed er ikke det samme, og politiske prioriteringer og markedsudviklinger er ikke det samme, skriver Henning Jørgensen og konstaterer, at en velfungerende offentlig og privat sektor er hinandens forudsætninger, og det derfor kan være nødvendigt at lade det offentlige være lønførende i en periode for at kunne tiltrække og fastholde den nødvendige arbejdskraft.

 

Det offentlige forhandlings- og aftalesystem kan ikke afskaffe uligelønnen konstaterer Henning Jørgensen, men tilføjer, at det ikke kun er et institutionelt men også adfærdsmæssigt problem. Der er flere aktører på lønmodtagerside, der slet ikke er interesserede i ligeløn, påviser han, og det vil institutionelle ændringer ikke kunne rette op på.

 

Som Lønkommissionens rapport også viser, eksisterer ligelønsproblemerne nemlig ikke kun i sammenligningen med det private arbejdsmarked, men også de offentligt ansatte imellem. Politifolk og skolelærere har således højere løn end sygeplejersker og fysioterapeuter på trods af et sammenligneligt uddannelsesniveau, og de kortuddannede og akademikerne får forholdsmæssigt flere lønkroner ud af deres uddannelse end ansatte med mellemlange videregående uddannelser. Sat på spidsen vil det betyde, at for at komme problemet til livs, skal der skævdeles til fordel for nogle grupper af offentligt ansattes på bekostning af andre, og den vil være svær at sluge. Det viste sig eksempelvis under konflikten i 2008, hvor daværende formand for Akademikernes Centralorganisation og næstformand i KTO, Sine Sunesen, lagde afstand til ikke bare tanken om en skævdeling men også til hele den danske model ved at sige, at det ville ”lægge gift ud for fremtidige forhandlinger, hvis de, der forlader forhandlingsbordet og truer med strejker, bliver belønnet”.

 

Fordi det siden begyndelsen af 1970’erne har været slået fast, at forbedringer til særlige grupper, skal tages ud af den samlede lønsum, vogter lønmodtagerorganisationerne på hinanden og bærer derfor selv en stor del af ansvaret for at opretholde det bestående lønhieraki. De enkelte organisationers forhandlere vil have mindst det samme som de andre, og det er det, forhandlerne bedømmes på. ”Det modvirker klart ligeløn”, konstaterer Henning Jørgensen.

 

Henning Jørgensens konklusion i den 128 sider lange rapport er klar: Ligelønnen vil ikke kunne afskaffes ved forhandlingsbordet med det forhandlings- og aftalesystem, der findes i dag på det offentlige arbejdsmarked: ”Når det gælder ligeløn er det offentlige aftalesystem ikke den nemme og lige vej; den er lang og stenet. Det har historien vist. Det har de senere forhandlingsrunder vist. Det viste kampen i 2008 for at sikre ligeløn til grupper af offentligt ansatte”, skriver han og fortsætter: ”I den forstand kan et forsøg på at ændre på lønrelativiteter ad den vej føles lige så besværligt som at forsøge at flytte en kirkegård; man skal i al fald ikke forvente for meget megen hjælp indefra”.