Visionær nørd

”Han er ikke sådan én, du griner med i pauserne.”

Med sådan en udmelding regner man selvfølgelig med, at formand for paraplyorganisationen Dansk Selskab for Fysioterapi (DSF), Martin Josefsen, er en ret tilknappet type og svær at komme ind på livet af, og samtidig forventer man, at han som forholdsvis nyudnævnt formand og tovholder for 18 forskellige faglige selskaber under Danske Fysioterapeuter kan være lidt stram i betrækket.

Derfor kommer en særdeles imødekommende mail fra Martin Josefsen, hvor han på få linjer får fortalt, at han er fraskilt, har to skønne delebørn og generelt for lidt tid i hverdagen til at dyrke kampsport, som han elsker, som en overraskelse. Mailen slutter med en kæk blinke-smiley og et par ord om, at han også sætter pris på en bytur i Odense, hvor han har boet de sidste sytten år.

Så jo. Martin Josefsen er faktisk sådan én, man griner med i pauserne. Det kan hans kolleger fra Dansk Selskab for Muskuloskeletal Fysioterapi skrive under på. Han har tilbragt tilpas mange arbejdstimer – og kaffepauser - i deres selskab både som underviser, redaktør og sparringspartner. De beskriver Martin som et dybt fagligt menneske, super kompetent og god for et grin ’især over sine egne vittigheder’.

Det lille drilleri til sidst er 100 procent venligt ment og mest sagt for at afbalancere de efterfølgende roser, så Martin Josefsen ikke fremstår som sådan én, der kan det hele. Det kan også blive for rosenrødt, når omtalen af den 42-årige fysioterapeut lyder: ’Dygtig redaktør, meget vidende, opdateret, konsensussøgende, en god lytter og en rigtig god taler.’

Privat Martin øver sig rigtig meget

Martin Josefsen ligner egentlig bare en flink fyr med begge ben på jorden, da han tager imod i et anonymt mødelokale hos Danske Fysioterapeuter, hvor han er på besøg i forbindelse med et ad hoc-bestyrelses- og formandsmøde. Han vil gerne have mælk i kaffen og også lige nå en tur ud på toilettet, inden han skal forklare, hvordan han ser sig selv i forhold til omgivelsernes beskrivelser, og hvad han tror, vi kan vente os på den faglige front i de næste år, hvor han sidder med ved roret.

”Det er altid mærkeligt at høre, hvad andre siger om én. Mange kender mig som den engagerede og fagligt optagede, nørdede type. Men det er ikke det samme som, at jeg skjuler mit privatliv, det fylder bare ikke lige meget i alle sammenhænge. Når jeg arbejder i de fysioterapeutiske selskaber eller tværfagligt med f.eks. læger, handler det om at synliggøre fysioterapien og om det faglige, men mine nære kolleger kender også Privat Martin. Privat Martin øver sig rigtig meget – som de fleste andre i min generation – på at skabe en eller anden form for fornuftig balance i livet. Der er mange områder, som fylder, hvis du gerne vil det hele, både job, familie og fritid. I mit tilfælde prøver jeg at få hverdagen med mine to børn, der skal hentes og afleveres, arbejdsdage på min klinik i Odense, formandsarbejde, undervisning og træning til at balancere, siger Martin Josefsen, der indrømmer, at der er et stykke vej til zen.

Kalenderen ligner snarere en svær soduku. Men som han selv formulerer det, føler han sig aldrig stresset af de mange gøremål.

’’I virkeligheden”, når han frem til efter at have funderet lidt, ’’bliver jeg nok mere rolig indeni, når der er masser af gang i den omkring mig”. Som en slags orkanens øje.

Alene i den sidste uge har han været på kursus i Holland, undervist på et kursus i Taastrup, på en hurtig sviptur til København i forbindelse med faglige møder og pendlet frem og tilbage fra Fraugde, Odense SØ. For når det er hans uge, skal børnene hentes før kl. 16, inden børnehave og skole lukker. Christian og Sophia er henholdsvis 9 og 4 år bor på skift hos ham og hans ergoterapeut-ekskone.

Filosof eller jagerpilot

Martin Josefsen griner og tager en slurk kaffe. ”Jeg kan godt høre, når jeg fortæller om alle de bolde, jeg har i luften, at det lyder som en hyperaktivitets-diagnose. Men jeg føler mig i bund og grund rolig, måske skyldes det min jyske baggrund. Det, jeg til gengæld har måttet lære i de sidste år, er, at man ikke kan have så mange bolde i luften og så samtidig nå at gribe dem alle sammen på en lige elegant måde hver gang. Jeg er blevet langt bedre til at give slip og lade nogle af de søsatte skibe sejle videre under andres kommando”, fortæller han.

Der er sket meget på tyve år

En af de ting, der desværre slet, slet ikke er tid nok til, og som også glippede fuldstændig i den forgangne uges travlhed, er motionen. Igennem hele sin ungdom har han elsket fysisk aktivitet og har blandt andet dyrket østerlandsk kampkunst på motionsplan. I dag er der maksimalt tid til at gå ned i motionscenteret og løfte jern tre gange om ugen.

”Når jeg indimellem når kampsporten, er jeg så glad, for det er jo noget helt andet, fordi du også har hovedet med, og meget mere socialt”, siger han og understreger, at det var passionen for bevægelse, der i sin tid trak ham fra sergentskolen i Sønderborg ind på gangene på fysioterapeutuddannelsen i Odense.

”Det var en blanding af min egen glæde ved bevægelse og ønsket om at gøre en forskel for andre, der afgjorde det for mig. Inden havde jeg faktisk taget en sportsmassøruddannelse, som bekræftede mig i, at jeg ville arbejde med kroppen og med mine hænder, men det var også der, det gik op for mig, at jeg aldrig ville kunne stille mig tilfreds med det overfladiske fitnessinstruktørniveau. Jeg er og bliver en nørd”, siger Martin Josefsen og tilføjer, at hvis ikke det var blevet fysioterapi, var han endt som filosof eller jagerpilot.

Hans første møde med fysioterapi var som 16-17-årig, hvor han løb ind i de klassiske sportsskader på grund af for meget træning og derfor frekventerede en fysioterapeut.

”Han var dygtig, ellers havde jeg jo aldrig gået hos ham og var blevet inspireret til at læse fysioterapi via det møde. Han er for resten still going strong på Mors og ved udmærket, hvem jeg er, og hvad jeg laver i dag, så jeg skal sige det her rigtigt…” Martin holder en lille pause og siger så diplomatisk.

”Der er sket virkelig store fremskridt i de tyve år, der er gået. Fysioterapifaget har undergået en enorm forvandling, vi er blevet bedre til at diagnosticere og behandle, end man var, da jeg var teenager. Det betyder ikke, at alt er blevet bedre. Der har jo alle dage været dygtige håndværkere i vores fag, og min gamle fysioterapeut fra Mors er en af dem. Jeg ville ikke tøve med at opsøge ham, hvis jeg stod i dag og havde brug for hjælp. Men jeg ville sikkert være én af de der pisse irriterende selvdiagnosticerende typer”.

Det er ikke nok at ville

Når man spørger til, hvor fysioterapien er om tyve år, falder svaret fra Martin Josefsen prompte:

”I mit eget tilfælde er én ting i hvert fald sikker: Jeg bliver ved med at bruge mine hænder, det går aldrig af mode. Det må ikke lyde forkert, men jeg kan virkelig mærke meget med mine hænder. Der er den der ’saying’ med, at hvis man er rigtig god og særlig følsom, skal man kunne mærke et hår mellem flere lag papir. Jeg har faktisk prøvet, og jeg ku’. Men du bliver god til at mærke, når du gør det igen og igen, sådan som jeg har gjort i klinikken og på de mange kurser i muskuloskeletal fysioterapi. En fare som fysioterapeut er, at du bliver alt for ’trænet’ og begynder at lede efter noget bestemt, for så går evnen tit tabt. Efter min mening er noget af det værste, der kan ske for en fysioterapeut, at han bliver alt for ’rutinepræget’ i sin undersøgelse og diagnostik, så han glemmer sin oprindelige nysgerrighed og holder op med at gå på opdagelse”, siger Martin Josefsen.

Udover et sæt ferme behandlerhænder udgør den diagnostiske del efter hans mening selve dna’et i god fysioterapi. Diagnostik er en af de ting, man roligt kan blive endnu bedre til som fysioterapeut i de kommende år, siger han. Jo bedre du er til at mærke efter, afprøve dine teser og til at skelne mellem, hvad du er god til, og i måske endnu større grad, hvad du ikke er så god til, jo bedre en fysioterapeut er du.

”Det sidste er svært, for jeg tror egentlig, at det mest grundlæggende træk for fysioterapeuter er, at vi så gerne vil hjælpe og bliver lidt lykkeligere, når vi kan bidrage til, at den patient, der har været ved at give op på grund af smerter pludselig kan gå på arbejde og passe sin familie igen. Men det er ikke nok at ville, du skal også kunne. Nogle gange kan man ikke hjælpe, og så er det, man skal være så fagligt dygtig, at man sender patienten videre. Du er dygtig, når du ved, hvad du ikke er dygtig til”, siger Martin Josefsen.

At sidde som formand for Dansk Selskab for Fysioterapi med 18 forskellige faglige selskaber under sig er lidt af en balanceakt. Her hjælper det at fokusere på faget og patienterne og gennem det fokus at få ’orkesteret’ til at spille.

”Jeg arbejder jo med mange forskellige interesser, både fra mit eget bagland, som formand for alle fysioterapeutiske specialer, og som repræsentant for fysioterapeuter i andre sammenhænge, f.eks. tværfagligt med læger og kiropraktorer. Der er min opgave at fokusere på den faglige værdi og de faglige spørgsmål, så der ikke går for meget politik i det. Jeg kan godt lide at få enderne til at mødes og opnå konsensus, og så føles det da personligt og fagligt berigende at arbejde tæt sammen med dygtige kolleger. Vores fag har fået et statusløft i de senere år, selv lægerne peger på fysioterapeuter som eksperterne”.

Den ekstra indsats skal honoreres

Man skal ikke tilbringe mange minutter i den 42-årige ildsjæls selskab for at se, at der under alle de ’rigtige’ formuleringer, også gemmer sig en anden side. For man kan som han umuligt vide så meget om fysioterapi og være så engageret, uden at der følger holdninger med. I det semi-politiske felt, han færdes i, skal de selvfølgelig vejes på en guldvægt.

”I det faglige samarbejde gælder det om at finde fælles fodslag, men der er mange holdninger og følelser repræsenteret. En af de ting, jeg har det lidt ’konfliktfyldt’ med, er det klassiske ’vi skal alle være lige’-udgangspunkt, som har præget vores faggruppe i mange år. Personligt har jeg det sådan her med den holdning: Den passer ikke til fremtidens udvikling, og for min skyld måtte det gerne have været i går, at de gode arbejds- og lønforhold også fulgte med den ekstra indsats. De fysioterapeuter, der prioriterer at dygtiggøre sig og bruger masser af penge og har års tabt arbejdsfortjeneste på deres videreuddannelse, skal da honoreres. Den ekstra indsats smitter af på hele faget og kommer alle til gode”.

Boom. Skulle nogen være i tvivl, så var det lidt af en bombe, der faldt dér. Martin Josefsen trak sig selv ud af overenskomsten sammen med nogle kolleger i 2008, og hvis man vil til på hans klinik, skal man betale dobbelt så meget som patient i forhold til en klinik med ydernummer og aftale med sygesikringen.

”Det er der heldigvis folk, der gerne vil. Jeg har en niche i forhold til cervikogen hovedpine og svimmelhed, så der kommer blandt andet patienter for at få en second opinion hos mig, og nogle gange er jeg så heldig eller måske dygtig, at jeg finder smertekilden og kan gøre den der vigtige forskel”, siger Martin Josefsen, der ser den grundige fysioterapi som et stykke detektivarbejde.

Kompetencerne har kostet ham i omegnen af 250.000 kroner plus tabt arbejdsfortjeneste.

”Det har jeg valgt helt bevidst, og jeg vidste allerede, da jeg gik på skolen, at en grunduddannelse ikke ville være nok for mig. I udlandet, f.eks. i Australien, spørger patienterne automatisk fysioterapeuten, inden de starter i behandling, ’hvilken slags fysioterapeut er du?’, for der ved man godt, at der er forskel på, om man tilhører det ene speciale eller det andet, eller om man er generalist’’.

De skæver til os fra udlandet

Hvordan problemet med specialister kontra generalister, som der jo også er brug for, understreger han, skal løses, har han ikke regnet ud.

”Jeg ved ikke, hvordan man gør det, så det bliver godt for alle, både patienter og fysioterapeuter. Men måske et system, som man i dag har med praktiserende læger, der henviser til speciallæger. Eller måske endnu bedre, at vi organiserer os, så patienter og fagfolk ved, hvilke fysioterapeuter der er gode til hvad”, foreslår Martin Josefsen, der ligesom sit fag har været vidt omkring, siden han blev færdig på fysioterapeutuddannelsen i Odense i 2000.

”Vores fag er vokset, og det er vores selvforståelse som fysioterapeuter også. Før var det lægerne, der for sjov sagde om sig selv, at ’hvis Gud ikke er i nærheden, så spørg ham lige under om hjælp’. Det er måske at tage det for vidt, men vi både sætter og følger trenden på en måde, så man skæver til Danske Fysioterapeuter fra udlandet, blandt andet til vores måde at organisere os på med en paraplyorganisation. Det kan jeg ikke andet end at være stolt af”, siger Martin Josefsen.

Inden han går for at få balancen med sine to børn til at hænge sammen, siger han: ”Jeg er den yngste i en børneflok på fire. Vi er vokset op i en landsby på Mors, Øster Assels nærmere bestemt. Ingen aner, hvor det ligger, men jeg plejer for sjov at sige, at det ligger to kilometer fra Vester Assels og ikke så langt fra Centrum. Centrum er faktisk en by på Mors”.

Man er i godt humør efter en pause med Martin Josefsen. Og fakta er tjekket, Centrum ligger på Mors.