Flere spørgsmål end svar

”Det skal give tryghed og vished om, at når man kontakter sin arbejdsgiverforening, er de specialister i det at være arbejdsgiver. Mens Danske Fysioterapeuter er specialister i det at være fysioterapeut. Vi har gjort, hvad vi kunne i Danske Fysioterapeuter – også ved at lade Tandlægeforeningen tage sig af arbejdsgiverrådgivningen – men vi må sande, at det ikke er nok”.

Agnes Holst er opmærksom på risikoen for, at man med etableringen af en arbejdsgiverforening får skabt en stærk modpart i forhandlinger, ”men det kan ikke være et argument for, at vi ikke skal tage os ordentligt af de af vores medlemmer, der er arbejdsgivere”, mener hun.

Den holdning deler Stefan Kragh, der repræsenterer klinikejere uden overenskomst med sygesikringen i interessentgruppen. Han har ingen ansatte, men lejere, men også dér er der behov for at skille rådgivningen af parterne ad, så han hilser oprettelsen af en arbejdsgiverforening velkommen.

”I min verden handler det om troværdighed i rådgivningen af begge parter, og jeg ser det som et absolut must og som noget, man ikke skal kunne vælge fra”.

Ikke for vores skyld

Også Kristian Birk, der er arbejdsgiver for 25 ansatte hos FysioDanmark Vejle er grundlæggende positivt stemt over for ideen om en arbejdsgiverforening.

”Men man skal bare ikke prøve at bilde os ind, at det er noget, men gør for vores skyld”, understreger han og udpeger det at skabe en modpart, så der kan forhandles en overenskomst med som det primære formål med en arbejdsgiverforening.

”Jeg er enig i, at der skal være ordnede forhold for ansatte i praksissektoren og forstår godt behovet for at tegne overenskomst. Jeg tror også på, at den daglige drift ville blive lettere med en overenskomst, og egentlig forstår jeg slet ikke, at kommuner og regioner vil have os som leverandører, når vi ikke har overenskomst med vores ansatte. Men der er mange klinikker, der ikke kan overskue at forholde sig til spørgsmålet om en arbejdsgiverforening”.

Den største udfordring bliver at sikre det faglige fællesskab, mener Kristian Birk. ”Jeg kan godt være bange for, at vi polariserer fællesskabet, fordi Danske Fysioterapeuter fortsat vil varetage arbejdstagernes interesser og vil være fagforening for dem, men ikke for os. Hvis vi skal føle os som en del af et fællesskab, er det en udfordring, at vores egen forening også er vores modpart”.

Bliver der etableret en arbejdsgiverforening må den desuden med ind over forhandlingerne af sygesikringsoverenskomsten både på politiker- og embedsmandsniveau, mener han.

”Sygesikringsoverenskomsterne er jo ikke kun bestyrer af en pose penge, men er i det hele taget det grundlag, vi driver forretning på. Hvis sygesikringsoverenskomsten bliver hos Danske Fysioterapeuter, vil det både være dem, der forvalter indtægterne og styrer udgifterne. Danske Fysioterapeuter blander det sammen, hvis man både vil have os som modpart og vil styre, hvordan vi driver forretning”.

Skaber nye konflikter

Flemming Enoch, der er formand for kæden af FysioDanmark-klinikker, kan godt se fordelene ved en forening, der er sat i verden for at være på arbejdsgivernes side i en konflikt, men advarer om, at man risikerer at skabe nye interessekonflikter i stedet for dem, man søger at løse, hvis der ikke også etableres en selvstændig forening for lønmodtagere.

”Hvis man nu forestiller sig en konflikt med en medarbejder – så bliver det vores fælles forening mod mig som arbejdsgiver. Det bliver uldent. Og hvis der er en arbejdsgiverforening og en fælles forening med et medlemsblad, hvad skal der så bringes i det blad? Artikler til lønmodtagerne?”

Hvis noget skal skilles ud, ser Flemming Enoch derfor hellere tre foreninger: En arbejdsgiverforening, en forening for ansatte og så en forening, der kan tage sig af den del, der er fælles – faget og den faglige udvikling. Men ikke engang det vil eliminere risikoen for interessekonflikter, mener han:

”Der vil fortsat kunne være interessekonflikter for eksempel mellem private og offentlige og mellem ledere og ansatte og så videre”.

Det er så komplekst

Jesper Haun forudser, at selv med etablering af en an arbejdsgiverforening vil næste skridt, en overenskomst på området, komme til at tage lang tid.

”Jeg er for en overenskomst, men jeg ved virkelig ikke, om jeg tør tro på, om det kommer til at lykkes. Ikke fordi vi ikke vil, men fordi det er så komplekst. Der er stor forskel på klinikkernes størrelse, faciliteter, faglige niveau osv. Og så har vi den store udfordring, at vi både er et liberalt erhverv og en halvoffentlig virksomhed. Vores indtjening er hægtet op på en aftale om priser og honorarer med det offentlige, og vi kan ikke bare hæve priserne i den anden ende, hvis udgifterne stiger”, siger Jesper Haun, der frygter, at en langvarig proces kan komme til at gå ud over det faglige niveau på klinikkerne.

”Vi har en lang tradition for enormt meget efteruddannelse. Mange får i dag måske ikke så meget i løn i starten, men løftes til gengæld rigtig meget fagligt ved at få supervision og betalt efteruddannelse. Jeg tror, at nogle klinikejere vil holde igen med efteruddannelse for deres ansatte, indtil de kan overskue, hvad en overenskomst kommer til at koste. Selv jeg, der går ind for at få en overenskomst, kan være bekymret for, om det kan komme til at betyde, at vi vil føre en mere konservativ økonomi”.

Læs artiklen "Første skridt mod en arbejdsgiverforening"

Læs Tina Lambrechts leder