I alles interesse

Vi nærmer os med hastige skridt repræsentantskabsmødet. Der er store og vigtige ting på dagsordenen. En af dem er etableringen af en arbejdsgiverorganisation. Det vil sige en særskilt forening, der skal varetage fysioterapeutiske arbejdsgiveres interesser. Det er en stor beslutning, som vi skal diskutere grundigt – både på repræsentantskabsmødet og på møder i hele landet henover efteråret. Når jeg og en enig hovedbestyrelse mener, at vi skal gå videre med etableringen, så skyldes det især to ting.

For det første skal vores fysioterapeutiske arbejdsgivere have varetaget deres interesser så godt som overhovedet muligt. De skal simpelthen have de bedste rådgivere og forhandlere. Tandlægeforeningen har hidtil stået for rådgivningen. Det gør de rigtig godt, men i længden er det ikke den bedste løsning – dels fordi vores arbejdsgivere skal have nogen, der kan forhandle overenskomster for dem, dels fordi de skal have politisk indflydelse som en arbejdsgiverforeningen giver.

For det andet så skal vi have overenskomstdækket vores private arbejdsmarked. Det kræver, at vores fysioterapeutiske arbejdsgivere kan forhandle samlet. Både for at få varetaget deres interesser bedst muligt og for at undgå, at man som arbejdsgiver kommer til at stå alene overfor en hel forening, når Danske Fysioterapeuter kræver overenskomster.

 Det er vigtigt at slå fast, at overenskomster ikke handler om, at vores praksissektor er et dårligt sted at arbejde. Der er rigtig mange gode jobs i vores praksissektor og langt de fleste fysioterapeuter, der er ansat dér får en løn, som i dén grad tåler sammenligning med fysioterapeuter i det offentlige og andre steder.

Som vi har skrevet tidligere er det i praksissektoren, man finder de laveste lønninger. Men det er også i praksissektoren, man finder de højeste. De 10 procent bedst lønnede ansatte i praksis tjener 46.000 kroner om måneden inklusiv pension – mens de 10 procent bedst lønnede kommunalt ansatte tjener 40.000 kroner.

En overenskomst betyder ikke, at man som ansat bare kan læne sig tilbage. De gode lønninger vil stadig være noget, man skal gøre sig fortjent og forhandle sig til. Det en, overenskomst vil sikre, er, at vi får et rimeligt bundniveau, så konkurrencen ikke kommer til at handle om, hvem der kan betale sine ansatte mindst – men om hvem der kan give patienterne den bedste behandling.

Overenskomster er så udbredte i Danmark, fordi de gør livet nemmere og sikrere for både arbejdsgiverne og lønmodtagere. Samtidig fremmer de samarbejder. Med en sportsmetafor, så handler det om, at man er enig om, hvorvidt man spiller fodbold eller hockey. For selvom man ofte er uenige om for eksempel løn, så sikrer overenskomster, at der er enighed om, hvordan man løser sine uenigheder.

Vi præsenterer ikke repræsentantskabsmødet for en færdig model. For hvis vi laver en arbejdsgiverorganisation, så er der mange ting, der skal på plads. Den endelige beslutning kan tidligst træffes på et ekstraordinært repræsentantskabsmøde til foråret.

Jeg ved ikke, præcis hvor det ender, men jeg mener, at det er den rigtige vej at gå. For i sidste ende handler det om, at alle vores medlemmer – ansatte som arbejdsgivere – har krav på, at vi gør hvad vi kan for at sikre en så god interessevaretagelse som overhovedet muligt.

Læs artiklen "Første skridt mod en arbejdsgiverforening"