”Lederskab og skabertrang er to meget forskellige ting”

Forfatterskab

- Mon ikke de fleste fysioterapeuter, der kender mit navn, husker det fra el-terapibogen? Den er netop udkommet i 2. udgave, 4. oplag. Det var ikke planen, at jeg skulle skrive en bog om el-terapi endsige undervise i det, da jeg gik på Aalborg Fysioterapeutskole fra 94-97. Det kom i stand, fordi jeg syntes, at den undervisning, vi fik i faget, var under al kritik.

Dengang var der et forbrugerprogram, der hed Rapporten, i tv. Jeg kan huske, at jeg tænkte, at hvis Jens Olaf Jersild fra det program eller en anden skrap journalist opdagede, hvor meget vi rodede rundt i TENS, ultralyd og kortbølge, ville folk da droppe fysioterapeuter og el-behandling. En af underviserne kunne ikke forklare en ellers ret simpel ting omkring frekvenser i et pulstog. Jeg husker det, som om jeg forsøgte at hjælpe med et par ledende spørgsmål, men det endte med, at læreren kapitulerede og bad mig forklare resten af klassen, hvad det gik ud på – hvilket jeg så gjorde. Hanne Lisby - som jeg senere skrev El-terapi bogen sammen med, og som dengang var min ”klasselærer” - har siden fortalt mig, at den stakkels lærer gik direkte ned på kontoret og instruerede dem i ikke at ringe igen: ”Jeg nægter at undervise i det mere!”

Derfor kom Hanne faktisk med en timelærer-kontrakt til mig, lige inden jeg skulle til den afsluttende eksamen; ”Nu har du at bestå. Nogen har skræmt vores el-terapi-underviser væk, så vi skal bruge en ny”. Tre måneder senere underviste jeg i terapeutisk ultralyd første gang. Jeg har egentligt aldrig været specielt interesseret i el-terapi – jeg mente bare, at jeg kunne gøre det bedre end det, jeg selv var blevet udsat for.

Lidenskab

- Flemming Enoch, Henning, Langberg og jeg har sammen med er IT-hold brugt de sidste tre år på at udvikle Digifys, og selvom vi stadigt ikke rigtigt tjener penge på det, er jeg lidenskabeligt optaget af projektet. Digifys samler en række forskellige fysioterapeutiske arbejdsopgaver under én hat. Det er en hjælp i det daglige arbejde med patienter, journalføring, effektmål, tests og træning. Kernen er kortfilm med træningsøvelser til skader og problemer i bevægeapparatet. De kan bruges på klinikken til at instruere efter, og patienten kan selv åbne og bruge dem derhjemme. Fysioterapeuten kan snart også selv filme og lægge patientvideoer ind, så patienten ser sig selv lave øvelserne, når hun træner derhjemme.

Når jeg er optaget af en sag, glemmer jeg næsten alt omkring mig, og jeg aner ærlig talt – eller måske heldigvis - ikke, hvor mange timer jeg arbejder om ugen, for jeg sidder også tit med min lap top på skødet om aftenen, når jeg kommer hjem.

Det er nok forbandelsen og velsignelsen ved at være et lidenskabeligt menneske, at man har mange bolde i luften og har svært ved at slippe de opgaver, man er optaget af, før de er løst. Tanken om f.eks. at tilbringe en hel søndag til et eller andet privat fødselsdagsarrangement gør mig rastløs, for jeg ved, at vi har vigtige udviklingsopgaver, der ligger og venter.

Prisen for mit arbejdsmæssige engagement p.t. er, at mit og familiens sociale liv står lidt på stand by; vi ser ikke 100 mennesker om ugen. Heldigvis tager familien min arbejdslidenskab meget roligt. Min kone er selv superengageret i sit job som lærer, og hun siger tydeligt fra, når jeg bliver for fraværende. Så ser vi ’Broen’ hånd i hånd søndag aften og planlægger hyggelige ting med børnene. Vi har været sammen siden folkeskolen, og hun kender mig bedre, end jeg selv gør.

Hun er god til at minde mig om, hvad der i virkeligheden betyder noget for mig, når jeg er ved at forsvinde helt ind i arbejdet. Det betyder rigtig meget for mig, at hun er, som hun er og altid har bakket mig 100 procent op i alle mine vilde ideer. Tid med min kone og mine børn er den bedste anti-stress-pille, jeg kan tage, og dér falder jeg helt ned, hvilket kan være nødvendigt. Vi kommer jo ikke udenom, at det er lidenskabelige, hårdtarbejdende mennesker, der får stress. Som man siger: Du skal brænde for at brænde ud!   

Budskab

- Mit vigtigste budskab er, at man skal finde ud af præcis, hvor man kan gøre størst forskel i sit fag, gå målrettet efter det og så gøre sig umage hver dag. Jeg kan formidle og undervise, og selv om jeg også bliver kaldt skulderspecialist, giver det mest mening, at jeg hjælper to kolleger med at hjælpe halvtreds patienter i stedet for selv at fedte rundt i den samme skulder.

Min evne til at lære fra mig er nok det område, hvor jeg gør størst nytte. Først og fremmest som forfatter og underviser, men også i det daglige arbejde i Arkadens Fysioterapi & Sundhedscenter, hvor jeg nu er indlejer (Michael Harbo var medejer til i sommer, red.) og har patienter, er det pædagogiske supervigtigt. Hvad gør træningen godt for? Hvorfor gør det ondt dér og den slags? Hvis du vil forbedre dit golfslag, skal du træne den og den muskel.

Når du som fysioterapeut sørger for at inddrage og undervise dine patienter, så lykkes behandlingen ofte bedre. Du tager et stort spring i forhold til at gøre patienten rask, hvis du kan inddrage og skabe forståelse. I dag føler jeg, at jeg gør allerbedst nytte ved at bruge tid på Digifys.

Egenskab

- En af mine vigtigste egenskaber, især som underviser, er, at jeg formår at gøre komplekse ting enkle. Eller mere præcist: Jeg kan få dem til at fremstå enkle. Det er en god ting at kunne i forhold til patienterne, og det er noget af det, jeg får ros for af dem: At jeg er så god til at forklare, hvordan det hele hænger sammen. At de så ikke ved, hvor tit jeg står og træder vande og forsøger at snakke mig til en forklaring på deres problem, det er en helt anden sag.

Faktum er, at det hjælper både mig og dem at skære ting ud i pap, og det gør jeg ofte ved at bruge analogier, patienterne kan forholde sig til: ”Hvis du vælter, hver gang du prøver at cykle, er du ikke ved at lære at cykle, men ved at lære at vælte” er f.eks. en forklaring, de fleste kan forholde sig til, frem for en lang smøre om værdien af at træne på det rigtige niveau, med kvalitet i bevægelsen og fokus på den neuromuskulære indlæring. 

En anden vigtig egenskab, jeg bruger meget, er humor - med risiko for at træde i spinaten. Som helt grøn underviser kom jeg engang til at sige for sjov, at jeg ikke havde andre kompetencer end, at jeg kan forklare el-terapien, ”så almindelige hvide mennesker kan forstå det”. I samme øjeblik, ordene kom ud af min mund, kiggede jeg lige direkte ned på to tyrkere og en iraner, der sad til undervisningen! Ups.

I sådan en situation hjælper det ikke bagefter at begynde at rode sig ud i lange forklaringer om, at det jo egentlig må betyde, at vi ”hvide” åbenbart er dårligere til at forstå tingene end andre. Så den vending bruger jeg ikke rigtig længere. I dag siger jeg, at jeg kan forklare det, ”så pigerne kan forstå det”. Det plejer at være en rigtig god ice breaker.

Arbejdsredskab

- Ultralydsscanning er et fantastisk redskab, som jeg har anvendt i mange år både i forbindelse med chokbølgebehandling og som undersøgelsesredskab. Det er fysioterapeutens svar på lægernes røntgen, hvis man altså er dygtig og har styr på sin anatomi. Der har været en del snak om vores ret til at bruge et billeddiagnostisk redskab og til at stille diagnoser – begge dele er efter min mening helt selvfølgelige. Vi skal da stille diagnoser hver dag, og patienterne kan med god ret kræve, at vi bruger alle tænkelige redskaber, og her er ultralydsscanning et must. Men læringskurven er meget lang, så man skal være tålmodig.

Jeg var med til at starte Danske Fysioterapeuters certificerede ultralydsscanningskurser for fem-seks år siden. Jeg er sikker på, at man om 20 år vil tale om fysioterapi før og efter ultralydsscanning, for teknikken kommer til at løfte vores fag et niveau højere op.  - Du kan se ting med ultralyd, som man ellers må gætte og rode sig lidt frem til som fysioterapeut. Når vi nu har teknikken, og patienten for 5-600 kr. kan få at vide, hvad der er galt i eksempelvis skulderleddet, så er der intet, der kan få mig at vende tilbage til en gammeldags, mindre præcis metode udelukkende baseret på tvivlsomme kliniske tests. Ultralyden står ikke alene, men er et helt suverænt supplement til den gode kliniske undersøgelse – og der er meget stor forskel på de beslutninger, jeg kan træffe henholdsvis med og uden ultralyd. 

Kundskab

- Normalt fejler min selvtillid ikke noget, men jeg kaster mig af princip udelukkende over ting, som jeg føler mig 100 procent hjemme i. Jeg kunne som sådan godt finde på at sige ja til at dyste i Masterchef, for jeg elsker at stå i køkkenet og lave en perfekt intervalstegt kalvemørbrad med bearnaise lavet fra bunden, men du får mig aldrig ind i Vild Med Dans.

Jeg har undervist et hav af studerende, holdt foredrag for flere hundrede fysioterapeuter – og faktisk også en masse læger. Jeg har været inviteret ned til FC Barcelona for at holde et oplæg om chokbølge for deres Muscle Tech-netværk. Selvom jeg fagligt var på hjemmebane, prikkede det alligevel lidt til min nordjyske selvtillid at se at mit navn som det eneste på den lange liste af internationalt anerkendte forskere og klinikere, der ikke var ledsaget af én eller anden fin titel. Jeg har taget masser af kurser – og været med til at give mere end 200 danske fysioterapeuter diplom i anvendelse af diagnostisk ultralyd, men jeg har faktisk ikke noget diplom selv Måske jeg snart skulle se at få papir på et eller andet.

Lederskab

- …er sjovt nok slet ikke så meget mig, som jeg har gået og troet. Det er lidt underligt at opdage som 42-årig og også at tage konsekvensen af det, sådan som jeg har gjort ved at blive lejer i min egen gamle klinik i stedet for medejer. Vi var fire ejere til sidst, og det viste sig, at vi så for forskelligt på, hvad der er værdiskabende for en klinik – og dermed også, hvad jeg var værd for klinikken.

Jeg har tilbragt størsteparten af mit arbejdsliv netop som leder og underviser og været overbevist om, at det var min drivkraft. Men jo mere jeg tænker over det, og det har jeg gjort især i det seneste år, hvor jeg har truffet nogle ret radikale valg rent karrieremæssigt, jo tydeligere bliver det for mig.

Lederskab og skabertrang er to meget forskellige ting. Det at være klinikejer har aldrig været målet i sig selv – det var et middel til at skabe den type klinik, jeg gerne ville arbejde på. Det har vi gjort med Arkaden, men jeg har en stærk trang til hele tiden at forsøge at gøre tingene lidt bedre, måske fordi jeg har meget anstrengt forhold til bevidstløs rutine og middelmådighed. I løbet af de sidste par år er det blevet tydeligt for mig, via mit arbejde med Digifys, at skabertrangen er langt stærkere end ledertrangen. Så selvom det kan lyde mærkeligt, så føltes det helt rigtigt at stå ud af ejerkredsen – også selvom det oprindelig var mit projekt og min klinik, de andre købte sig ind i. 

Videnskab

- Fysioterapi skal være baseret på videnskab, men indimellem bliver dokumentationen overhalet af virkeligheden, inden der er styr på protokoller og kontrolgrupper. En af mine underligste oplevelser med videnskab var introduktionen herhjemme af den såkaldte chokbølgebehandling, som man allerede for 10 år siden mente, havde stort potentiale bl.a. til forkalkning i skulderen. Jeg havde sådan set allerede købt chokbølgeapparatet til min daværende klinik i Algade, men syntes, at der manglede ordentlig vægt og evidens bag, før jeg kunne gå i gang for alvor.

Derfor skrev jeg ud til alle læger i området, at vi ville køre et pilotprojekt. Jeg blev så kontaktet af en overlæge på Aalborg Sygehus som mente, at der manglede videnskabeligt belæg for behandlingen. Jeg misforstod det, der egentligt var en kritik, og svarede tilbage, at det da var dejligt, at han ville være med til at lave et studie, og han svarede ”du skal bare komme med en protokol”, i den tro, at jeg aldrig ville kunne få sådan én stablet på benene.

Han havde ret, for det kunne jeg ikke, men jeg fik en bachelorgruppe på UCN til at lave den i stedet, og så var vi kørende. Men allerede halvvejs igennem projektet kunne vi se, at der var signifikant forskel på de to grupper: De, der blev behandlet med chokbølger, blev raske – og placebogruppen blev faktisk lidt dårligere. Overlægen skiftede imidlertid til det private, og studiet gik derfor i stå i mange måneder. I mellemtiden tilbød vi jo behandlingen, og da vi endelig kom i gang igen var det fuldkommen umuligt at holde fast i placebogruppen. For de hørte jo, at de der bølger, der virkede så effektivt, kunne man bare gå ned og få nede i Arkadens Fysioterapi og Sundhedscenter. Det var så dét videnskabelige forsøg.