Mere træning i hverdagen
Som led i debatten op til det nys overståede kommunalvalg har begrebet hverdagsrehabilitering for en stund atter været i mediernes søgelys. I dag arbejder 92 ud af 98 kommuner med hverdagsrehabilitering, hvilket betyder, at mange borgere, der tidligere ville blive visiteret til personlig og/eller praktisk hjælp, i stedet bliver trænet til at klare sig selv i større eller mindre grad. Ifølge tal fra Jyllands Posten og Danmarks Statistik leveres der i dag 87.000 færre ugentlige hjemmehjælpstimer end for fire år siden. Det svarer til et fald på 15,7 procent, selvom antallet af ældre i samme periode er stedet med 10,6 procent, og kommunalpolitikerne er derfor blevet beskyldt for at bruge hverdagsrehabilitering som et skalkeskjul for besparelser.
Uanset, hvilke briller man tager på, foregår der alt andet lige mere træning i den kommunale hverdag end tidligere, og hverdagsrehabilitering er blevet et fast etableret beskæftigelsesområde for både fysio- og ergoterapeuter. Terapeuternes rolle derimod er ikke mere fasttømret, end at der er store forskelle kommunerne imellem.
Forskellige udfordringer
Hverdagsrehabiliteringen i Kommune A ser ikke nødvendigvis ud som i Kommune B. I nogle kommuner varetages al træningen af hjemmetrænere fra plejen, og terapeuternes indsats ligger især i den indledende fase, når der sættes mål, mens de i forbindelse med selve udførelsen så at sige træner gennem andre og har en konsulentfunktion. I andre kommuner har terapeuterne selv i større eller mindre grad hænder på under træningsforløbet.
De forskellige modeller giver også forskellige udfordringer: For den fysioterapeut, der udelukkende træner gennem andre, kan selve håndværket synes langt væk. Til gengæld kan den fysioterapeut, der selv står for ADL-træningen, have udfordringer med det uvante i eksempelvis at skulle hjælpe en borger i bad. Men det kan læres, lyder det fra nogle af dem, der fra deres lederposter har betragtet fysioterapeuterne finde sig til rette i deres nye roller.
Risikerer at køre træt
Fysioterapeut Konny Riising har i seks år været leder af træningsområdet i Høje-TaastrupKommune, der siden 2007 har arbejdet med hverdagsrehabilitering. Hendes oplevelse er, at det gennem alle årene har været svært at rekruttere terapeuter til opgaven.
”Jeg tror, det har noget at gøre med, at man som terapeut i hverdagsrehabiliteringen sidder i konsulentrollen og ikke arbejder direkte med borgerne. Men jeg kan faktisk ikke forstå, at den rolle ikke appellerer til terapeuterne, for man får sine terapeutiske kompetencer i spil på en helt anden måde, end man gør med borgerne. Men det er også det, der er svært. At få andre til at rykke i retning af en mere terapeutisk tankegang, hvor det handler om at få borgeren i gang og tage mere ansvar”, siger Konny Riising.
”Terapeuterne støder desuden ind i, at deres daglige tværfaglige samarbejdspartnere, sosu’erne, har et lavere uddannelsesniveau. Sygeplejerskerne i hjemmeplejen kan slet ikke se sig ind i det her, så den naturlige samarbejdspartner mangler. Man er ikke vant til at arbejde med målsætninger i plejen, men har mere fokus på opgaveløsning, og dén hurdle er det ikke alle terapeuter, der har lyst til atarbejde med”. Og brænder man ikke for opgaven, kan man ikke løse den, mener Konny Riising, der taler af bitter erfaring.
”Da vi søgte to terapeuter i 2007 fik vi kun én ansøger, en ergoterapeut, så vi overtalte en fysioterapeut, der havde søgt en anden stilling, til at tage jobbet. Dét duede ikke, for hun var væk igen efter få måneder”.
Mange ved ikke, hvad det er
Også fysioterapeut Charlotte Lauridsen, der er faglig koordinator i Tårnby Kommune, har oplevet, at det kan være svært at få tilstrækkeligt med ansøgere til stillingerne, fortæller hun.
”Jeg synes, det er svært at rekruttere til det her område, både hvad angår ergo- og fysioterapeuter. Desuden overrasker det mig, når man tænker på, hvor meget der er blevet talt og skrevet om hverdagsrehabilitering de senere år, at der er nogle ansøgere, der meget uvidende om, hvad hverdagsrehabilitering overhovedet er for noget. Det gælder særligt de nyuddannede”, siger Charlotte Lauridsen.
I Tårnby træner terapeuterne i hverdagsrehabiliteringen ikke udelukkende gennem andre, men er i et vist omfang involverede i selve udførelsen.”Jeg tror, at det er vigtigt, at man som terapeut på det her felt beholder kontakten til borgeren og til sit håndværk. Ellers tror jeg man går død”, siger Charlotte Lauridsen,der dog ikke er blind for de udfordringer, der følger med: ”For nogle fysioterapeuter er den personlige pleje en udfordring. Ikke kun det intime i at have en borger i bad, men også det rent praktiske: Hvordan vasker man et andet menneske? Det er en udfordring, fordi det er nyt”.
Charlotte Lauridsen mener, at hverdagsrehabiliteringen umiddelbart ligger mere til højrebenet for ergoterapeuterne, men fysioterapeuterne kan ikke undværes, understreger hun.”Ergo- og fysioterapeuterne har rigtig meget glæde af hinanden, og selvom hverdagsrehabilitering ligger tættest på ergoterapeuternes kernefaglighed, mener jeg ikke, man kan undvære fysioterapeuterne. Meget af det handler jo om mobilitetsproblemer, om behov for træning af styrke og om balanceproblematikker, så fysioterapeuter er meget relevantepå det her felt. Vi har valgt at have fifty-fiftyaf ergo- og fysioterapeuter hos os, da vi synes,at det giver rigtig god mening. Ergoterapeutener god til at tage sig af det kognitive omkring indkøbet, men borgeren skal jo også frem og tilbage til forretningen”.
Dermed ikke sagt, at begge faggrupper optræder i forbindelse med den samme borger, men de sparrer med hinanden og trækker på hinandens kompetencer; og dér, hvor det er klare monofaglige kompetencer der er i spil, er det den relevante faggruppe, der kommer på banen, forklarer Charlotte Lauridsen.
Terapeuterne er i plejegrupperne
At de to terapeutgruppe
r supplerer hinanden godt, mener man også i Vesthimmerlands Kommune, der dog for nylig har valgt, at terapeuternedet meste af tiden opholder sig i hver sin plejegruppe, hvor den pågældende terapeut derfor skal kunne spille på hele registeret og ikke kan tillade sig at være mere specialist på ADL - end på fysisk træning.
Franz Bundgaard Larsen, der er fysioterapeut og leder af Træning og hjælpemidler i Vesthimmerland, forklarer, at den decentrale model er valgt for bedst at kunne understøtte den kulturændring, hverdagsrehabilitering er. ”I nogle kommuner er det en særlig gruppe hjemmetrænere, der yder hverdagsrehabilitering, men her har vi valgt, at tankegangen skal bredes ud i hele hjemmeplejen. Det nytter ikke noget, at terapeuterne sidder langt fra dem, hvis kultur de skal bidrage til at ændre, så de møder decentralt ind i grupperne tre dage om ugen. Men de er organiseret under mig, og to dage om ugen er det deres fælles terapeutkontor, der er udgangspunkt for deres arbejdsdag, så de har mulighed for at sparre med hinanden. Der skal være en fornuftig balance mellem det at bidrage til det tværfaglige, samtidig med at man holder det terapeutiske intakt”, mener Franz Bundgaard Larsen.
”Decentraliseringen betyder, at fysioterapeuten ikke kan kalde på en ergoterapeut, når det er en badesituation, der skal håndteres, og omvendt kan ergoterapeuten heller ikke kalde på en fysioterapeut, når der er behov for gangtræning, men selvfølgelig vejleder og støtter de hinanden dér, hvor deres monofaglige kompetencer er svagest”.
Det, man ikke har med sig fra sin grunduddannelse, kan læres, og i virkeligheden er det nogle andre kompetencer, der er i fokus, hvis man vil arbejde som terapeut i hverdagsrehabiliteringen, mener Franz Bundgaard Larsen.
”Konsulentrollen, pædagogikken og formidlingen er lige så vigtige som terapeutfagligheden”, siger han og opfordrer til, at man som ansøger sætter sig ind i, hvordan hverdagsrehabiliteringen i den pågældende kommune er organiseret, inden man sender sin ansøgning. ”Ellers ved man ikke, hvad det er for et job, man søger. Nogle vil ikke være interesserede i at få skubbet et mellemled ind i form af plejepersonalet mellem sig selv og borgeren. Hvis terapeuterne møder op og tror, at nu skal de ud og træne en hel masse i borgernes hjem, bliver de skuffede, for det er ikke det normale her”.
"Jeg savner lidt at have hænder på"
Birgitte Fredsgaard Kristensen er ansat i Vesthimmerlands Kommunes hverdagsrehabilitering, hvor hun har været i godt et år. Her tilrettelægger hun træningsforløbet sammen med borgeren og hjemmeplejen, og selve træningen varetages så af hjemmeplejen.
”Jeg savner lidt at have hænder på – det vil jeg ikke lægge skjul på. I forhold til borgeren er jeg mere med på sidelinjen – det er via kollegerne i hjemmeplejen, jeg træner. Mine arbejdsopgaver er koordinerende og inden for det pædagogiske felt”, fortæller Birgitte Fredsgaard Kristensen.
”Da jeg startede var det meningen, at terapeuterne skulle sidde centralt, og at en ergo- og en fysioterapeut skulle sammen ud til borgeren, men plejegrupperne har ønsket at få også tættere på i dagligdagen, så nu sidder vi fire terapeuter det meste af tiden i hver sin plejegruppe. Det er en fordel, at hjemmeplejen har fået os tættere på, så vi løbende kan vende de udfordringer, de kan have med en borger, og glæde os sammen, når det går godt. Men vi har mistet den mulighed, vi havde før, hvor ergo- og fysioterapeut tog sammen ud på opstartsbesøg og på den måde kunne trække på begges kompetencer i planlægningen af et forløb”, forklarer hun.
Det betyder, at Birgitte Fredsgaard Kristensen ikke kan tillade sig at skelne mellem, hvad der er fysioterapeutiske og ergoterapeutiske kernekompetencer i det daglige, men muligheden for at sparre med hinanden udnyttes de dage, hvor terapeuterne i teamet er samlet.
”Vi udnytter, at vi har forskellige kompetencer. Hvis en af ergoterapeuterne skal træne en borger i at gå med krykkestok, kan vi øve vi det sammen inden, ligesom jeg kan få hjælp til at tilrettelægge træningen i en badesituation”, forklarer hun.
Netop badet har været en af udfordringerne. ”Jeg er uddannet social- og sundhedshjælper, inden jeg blev fysioterapeut, så selve det at have et andet menneske i bad er ikke et problem, men jeg havde svært ved at få det puttet ind i terapeutisk kontekst”, fortæller Birgitte Fredsgaard Kristensen, der føler sig mere som fysioterapeut, når hun eksempelvis instruerer sine kolleger fra plejen i at træne ud fra rygaflastende principper eller ind og ud af seng.
”Fysioterapeuter kan ikke undværes i hverdagsrehabiliteringen, og det kan ergoterapeuter heller ikke”, mener hun.
"Før følte jeg mig indimellem som en brandslukker"
”Jeg synes, at det giver meget mening, at vi træner selv - og at jeg er fysioterapeut. Man kan observere rigtig meget som fysioterapeut, når man for eksempel står med en borger i badet; om der er problemer med balancen eller med styrke.Ved at stå med borgeren i den konkrete situation kan vi få træningen til at give mening for borgeren. Træning af balancen bliver mere meningsfuldt, hvis man for eksempel kan sige ’kan du mærke, at når du tager fat der, sker der det og det…”, forklarer fysioterapeut Jannie Brygger Rasmussen.
Hun har været beskæftiget med hverdagsrehabilitering i Silkeborg Kommunes iden 2009. Dengang var indsatsen koncentreret om støttestrømper, personlig pleje, rengøring og bad, men nu er teamet udvidet med sygeplejersker og arbejder mere bredt med plejeopgaver, hvor der er rehabiliteringspotentiale. At hjælpe en borger i bad var ikke en del af pensum på fysioterapeutskolen, så i begyndelsen var det en overvindelse, fortæller hun.”Det var svært for mig, mest fordi jeg ikke så det som min opgave, men jeg har ikke noget imod at lære nyt, og det kom hurtigt til at give rigtig meget mening at møde borgerne i den konkrete situation, hvor de skal bruge de færdigheder, der skal trænes. Men jeg er bevidst om, hvad det er, jeg er god til, og er det det kognitive, der er udfordringen, er det en ergoterapeut, der skal ind”, siger Jannie Brygger Rasmussen.
Kan man som fysioterapeut løsrivesig fra ønsket om at specialisere sig og komme i dybden og i stedet se skønheden i at komme hele vejen rundt om borgeren, er hverdagsrehabiliteringen et godt sted at udfolde sin faglighed, mener Jannie Brygger Rasmussen, der har været fysioterapeut i 14 år, hvilket vil sige længe før ordet hverdagsrehabilitering fik plads i det danske ordforråd.
”Før i tiden følte jeg mig indimellem som brandslukker, men med hverdagsrehabiliteringen kommer vi ind langt tidligere og kan nå at hjælpe borgerne, før de synker helt sammen”. I de år, der er gået, siden Silkeborg Kommune startede Projekt Mestring i 2009, har tilbudet om hverdagsrehabilitering udviklet sig til at indeholde en økonomisk dimension, der ikke på samme måde var inde i billedet til at begynde med, fortæller hun.
”Det er selvfølgelig ærgerligt, at det nu også handler om at spare penge, og den udfordring kan være svær at tackle, fordi borgerne er vant til at få hjælpen. Jeg tror, at det om 10 år ser helt anderledes ud, men nu, mens vi er på vej fra ét paradigme til et andet, er det særlig vigtigt, at borgeren føler sig hørt, og at vi møder dem der, hvor de er. Vi kommer jo også ud til borgere, der har gjort alt det, de kunne, og er blevet ved så længe, de overhovedet har kunnet magte det. I den slags tilfælde når jeg efter min afdækning sammen med borgeren måske frem til, at det ikke er hensigtsmæssigt, at de selv gør rent, og jeg har aldrig oplevet, at min indstilling ikke er blevet fulgt”.
Du skal logge ind for at se kommentarer og selv kommentere
Log ind
Er du endnu ikke medlem? Bliv medlem i dag og få fuld adgang til fysio.dk, og gør brug af vores mange medlemsfordele.
