Blåstempling er vigtig

Der udvikles kliniske retningslinjer bl.a. på sygehuse, i kommuner og i Danske Fysioterapeuter, der for eksempel har stået bag en klinisk retningslinje vedrørende artrose. De er vigtige alle sammen, men det er helt afgørende, at der i disse år kommer nationale kliniske retningslinjer fra Sundhhedsstyrelsen, mener faglig chef og konstitueret direktør i Danske Fysioterapeuter, Karen Langvad.

”Selvom de nationale kliniske retningslinjer ofte er meget overordnede set ud fra et fysioterapeutisk synspunkt, er det i de nationale kliniske retningslinjer, legitimiteten er. Vi får Sundhedsstyrelsens blåstempling, hvilket giver retningslinjerne mere tyngde, når vi skal argumentere for nødvendigheden af fysioterapi. For faget kommer de flere kliniske retningslinjer til at betyde en langt større gennemsigtighed. De siger noget om, hvad man som patient kan forvente”, mener Karen Langvad.

De nationale kliniske retningslinjer henvender sig i ifølge Sundhedsstyrelsen ikke blot til behandlere, men også til planlæggere og beslutningstagere i regioner, kommuner og praksissektoren, og eksempelvis tog formand for Danske Fysioterapeuter, Tina Lambrecht, og formand for Hjerteforeningen Henrik Steen Hansen, således udgangspunkt i anbefalingerne i den nationale kliniske retningslinje for hjerterehabilitering, da de i oktober havde et fælles debatindlæg i Jyllands-Posten under overskriften ”Hjerterehabilitering dumper”.

Se det som en gave

Karen Langvad opfordrer alle fysioterapeuter til at sætte sig ind i relevante kliniske retningslinjer.

”Kliniske retningslinjer er en rigtig god ting, som kan bidrage til en højere kvalitet, men det forudsætter, at de bliver brugt. Det er ikke nok at tro, at viden kan sprede sig ved hjælp af osmose. Man er nødt til at have en national strategi for implementering i alle sektorer. Hvis ikke, er risikoen, at det er spildt arbejde. Ganske vist er det regioner, kommuner og praksissektor selv, som har ansvar for at kvaliteten er i orden, men Danske Fysioterapeuter mener, at Sundhedsstyrelsen bør komme med et håndfast påbud om implementering”.
Fysioterapeuter bør se de kliniske retningslinjer som en gave til faget og ikke som snærende bånd, mener Karen Langvad.

”Kliniske retningslinjer signalerer, at der er noget, der er bedre – mere veldokumenteret - end andet. Og de er med til at skabe respekt om grundlaget for faget som andet og mere end den enkeltes vurdering. De kliniske retningslinjer anviser en retning, men fratager selvfølgelig ikke den enkelte fysioterapeut ansvaret for i hvert enkelt tilfælde at forholde sig til, hvordan denne viden kommer patienten til gode. Kliniske retningslinjer er ikke kogebøger. Man skal hele tiden tage kritisk stilling til, om det nu også giver mening i forhold til patienten. Til gengæld skal der tungtvejende argumenter til ikke at anvende en anbefaling, hvis den i øvrigt passer til patienten. Autorisationen bygger på begreberne omhu og samvittighedsfuldhed, hvilket blandt andet oversættes til, at man følger anerkendte faglige standarder. Det bidrager de kliniske retningslinjer til, at man kan, og derved øges fagets værdi”.

”For og imod standardisering er en diskussion, vi har haft i faget i mange år, ledsaget af diskussionen om kvantitativ forskning kontra kvalitativ. Men kliniske retningslinjer breder sig over hele verden, og det er almindeligt anerkendt, at det er den aktuelt bedste måde at fremme faget på”, uddyber hun.