Det bliver ikke let

Arbejdsgiverne har ingen penge, og lønmodtagerne skylder på forhånd. Med de odds er der nok ingen, der vil satse formuen på, at champagnepropperne springer hos organisationerne i Sundhedskartellet, når overenskomsten i regioner og kommuner er forhandlet på plads sidst i februar.

Men mindre kan også gøre det, mener konstitueret forhandlingschef i Danske Fysioterapeuter, Hanne Aasted, der understreger, at selvom Sundhedskartellet går til forhandlingerne med en bevidsthed om, at den økonomiske situation er en anden end ved forhandlingerne i 2008, er der på ingen måde tale om at give op på forhånd og heller ikke om at rette fokus alle andre steder end løn.

”Vi har spurgt medlemmerne, hvordan de mener, at vi skal prioritere i forhandlingerne, og der er ingen tvivl om, at løn stadig er et vigtigt fokusområde, selvom vi også godt kan fornemme, at medlemmernes forventninger er meget mere afdæmpede end ved forhandlingerne i 2008”.

Næst efter løn har de offentligt ansatte fysioterapeuter især fokuseret på faglig udvikling i de prioriteringer, de er kommet med under kravsindsamlingen på fysio.dk, fortæller Hanne Aasted, der i øjeblikket er ved at afstemme fysioterapeuternes krav med kravene fra medlemmerne i Sundhedskartellets øvrige organisationer, før de egentlige forhandlinger begynder i ugerne op til jul.

Historisk vanskelige forhandlinger
At de forestående forhandlinger bliver historisk vanskelige er der ingen, der er i tvivl om. ”Den dårlige økonomi i både regioner og kommuner mærker vores medlemmer jo hver dag på deres arbejdspladser”, siger Hanne Aasted og tilføjer, at forhandlingerne også vanskeliggøres af, at organisationerne skylder, allerede inden forhandlingerne er gået i gang. Det skyldes den såkaldte reguleringsordning, der er aftalt som en del af overenskomsten. Den sikrer, at de offentligt og privat ansattes løn udvikler sig nogenlunde ens og har traditionelt betydet, at de offentligt ansattes lønninger er blevet reguleret opad. Men i 2009 standsede den pludseligt opståede finanskrise lønudviklingen på det private arbejdsmarked, og derfor var der sidste år udsigt til, at reguleringsordningen for første gang i historien ville betyde, at offentligt ansatte skulle gå ned i løn. Det blev dog afværget med en aftale med arbejdsgiverne om at modregne underskuddet på reguleringsordningen ved den næste overenskomstforhandling.

”Vi starter med gæld, og det har vi aldrig nogensinde prøvet før. Derfor bliver bare det at sikre medlemmernes realløn vanskeligt nok i sig selv”, forudser Hanne Aasted, der heller ikke vil blive overrasket, hvis kommuner og regioner på grund af den pressede økonomiske situation møder frem til forhandlingerne med krav om egentlige forringelser af overenskomsten. Det giver dog ikke anledning til at anlægge en defensiv strategi for forhandlingerne, tværtimod, mener Hanne Aasted.

”Selvom der ikke er mange penge at forhandle om, betragter vi i organisationerne på ingen måde forhandlingerne denne gang som noget, der bare skal overstås. Tværtimod er vi nødt til at være endnu mere kreative og fleksible, hvis vi skal ende med at have et resultat, vi kan stå inde for”, siger hun.

Efter planen skal forhandlingerne være overstået sidst i februar, og tanken om, hvad der sker, hvis det ikke lykkes at få en aftale på plads, kan få det til at løbe koldt ned af ryggen på mange af dem, der endnu ikke har glemt 2008.

”Den langvarige konflikt, som vi har med i bagagen fra sidste gang, var en stor belastning for alle parter, og vi vil gøre alt for at undgå at komme i den situation igen. Men vi håber selvfølgelig meget på, at arbejdsgiverne forholder sig ansvarlige over for den vanskelige økonomiske situation, samfundet befinder sig i, og ikke benytter anledningen til at kræve egentlige forringelser for vores medlemmer. Arbejdsgiverne har jo - i lighed med os - en interesse i at vi ikke havner i en langvarig konflikt”, siger Hanne Aasted.

Hun understreger, at selvom organisationerne vil gøre alt for at undgå en konflikt, er det ikke det et samme som, at strejkevåbnet er ikke-eksisterende. Og skulle det værste ske, er der også økonomi til at gå i konflikt igen, forsikrer hun.