Det er livsbekræftende at arbejde med døende patienter

Når Mikaela Lindner Gudkov til selskaber eller i andre forbindelser møder nye mennesker, der spørger, hvad hun arbejder med, er det ofte samme reaktion, hun møder. Den 43-årige selvstændige palliative fysioterapeut har arbejdet med døende kræftpatienter i 11 år, og da de fleste af hendes patienter kun lever små tre måneder, efter Mikaela Lindner Gudkov er begyndt at lindre deres gener, har hun hver dag døden meget tæt inde på livet. Og det er det forhold, folk reagerer på.

”Jeg fortæller, at jeg behandler kræftpatienter og uhelbredeligt syge, og så bliver der som regel helt stille, som om en dyne lægger sig over selskabet. Men det jo ikke kun trist. Folk har en tilbøjelighed til at tænke, at hvis man er uhelbredeligt syg, er der kun døden tilbage, men det kunne ikke være mere usandt,” siger hun.

I sin bog ”Når vi skal dø” lader Mikaela Lindner Gudkov otte patienter komme til orde. De fortæller alle, at de stadig lever et fuldt liv på trods af deres dødsdiagnose. De går i biografen, får gæster, rejser på ferie og er sammen med familien, naturligvis i det omfang, deres sygdom tillader det, men ingen af bogens medvirkende læner sig bare tilbage og venter på døden.

 ”Sådan har det været med stort set alle de mange patienter, jeg har haft gennem årene, og det er mit budskab med bogen. Jeg vil vise, hvordan det er at være ved livets afslutning og være bevidst om, at man snart skal dø. Og så vil jeg også gerne vise, at det er meget livsbekræftende at arbejde med døende mennesker,” forklarer den nyudsprungne forfatter.

Kommer meget tæt på

I begyndelsen af sin karriere som fysioterapeut arbejdede Mikaela Lindner Gudkov udelukkende med sportsfolk. På et tidspunkt var der brug for en ferie- og sygdomsafløser på palliativ medicinsk afdeling på Bispebjerg Hospital, og den tjans tog hun, selv om hun ikke rigtig vidste, hvad hun gik ind til.

”Det var helt nyt for mig. Jeg fulgte hende, jeg skulle afløse, nogle gange på palliativ afdeling og syntes, det var utroligt spændende at komme tæt på mennesker, som var så nær ved livets afslutning. Mine sportspatienter havde en forventning om, at jeg kunne gøre dem raske og klar til den næste konkurrence, mens de palliative patienter godt vidste, at helbredelse var et urimeligt krav at stille. De blev blot taknemmelige for den smertelindring, jeg kunne give dem, og at jeg på den måde var med til at øge deres livskvalitet,” siger Mikaela Lindner Gudkov.

Ret hurtigt søgte hun stillingen som fuldtidsbehandler på palliativ medicinsk afdeling, og da hun først havde stiftet bekendtskab med de palliative patienter, var det svært ikke at se på sportsfolkenes skader som lidt af et luksusproblem. Samtidig fandt Mikaela Lindner Gudkov en indre tilfredsstillelse ved at bruge sin instinktive indlevelse i andres menneskers problemer, fortæller hun. ”Jeg er en person, der altid har haft let ved at finde ud af mennesker og forstå dem. Derfor fandt jeg det også meget mere naturligt at arbejde med de døende, fordi jeg kunne mærke, jeg besad den ydmyghed, der skal til for at komme ind på livet af dem”.

Ydmyghed alene gør det dog ikke. Mikaela Lindner Gudkov har erfaret, at hun bliver mere end en behandler af fysiske skavanker, når hun besøger sine patienter i deres private hjem. Ofte må hun også være den, der trøster og opmuntrer på samme tid, og for at ruste sig bedre til det, har hun suppleret sin kunnen med en uddannelse som kropspsykoterapeut.

”Jeg er i mange tilfælde den person, der kommer tættest på mine patienter i deres sidste tid. De betror sig mere til mig end til deres psykolog eller nærmeste familie, og jeg tror, det skyldes, at jeg af naturlige årsager rører ved dem. Der sker noget, når man rører ved et andet menneske. Det giver tillid, og den skal jeg forstå at forvalte. Blandt andet derfor er jeg nu også kropspsykoterapeut. Selv om mit hovedformål er at lindre patienternes smerter og andre gener, er det uundgåeligt, at jeg ikke også samtidig bliver deres fortrolige,” fortæller hun.

Brug for mange flere

Mikaela Lindner Gudkov har selv hen ad vejen måtte finde ud af, at det kræver mere end bare faglig indsigt i kroppens fysik at være palliativ fysioterapeut. Da hun tog imod stillingen på Bispebjerg Hospital for 11 år siden, var der kun seks fysioterapeuter på landsplan, som udfyldte samme funktion som hende.

”Det var learning by doing og handlede om, at jeg skulle følge min intuition. Jeg gjorde noget for patienten og så, om det virkede, og hvis det hjalp vedkommende, ja, så var det det rigtige, jeg gjorde”, fortæller hun.

I dag er der en del flere palliative fysioterapeuter end dengang, men langt fra nok, mener Mikaela Lindner Gudkov. Nogle palliative teams har slet ikke tilknyttet en fysioterapeut, og det er sket, at hun har oplevet pårørende til kræftsyge ringe langvejs fra for at bede om hendes hjælp. Hun gør dog, hvad hun kan, for at rette op på manglen ved sammen med en kollega, Birgit Koefod fra Bornholm, at tilbyde et kursus for fysioterapeuter, som gerne vil arbejde med palliative patienter. Desuden er hun er i dialog med andre faggrupper, som arbejder med døende, om at lave kurser, der dækker alle områder inden for palliation. Og ikke mindst sidder hun med i en tværfaglig bestyrelse for palliativ behandling, der skal forsøge at integrere viden om palliation i den generelle uddannelse til fysioterapeut.

”Jeg kan tydeligt huske, hvor frustrerende det var for mig i begyndelsen ikke altid at have de rigtige værktøjer, og det er derfor, jeg gerne vil give mine erfaringer videre til andre fysioterapeuter, så alle kræftpatienter og andre uhelbredeligt syge i hele landet kan få samme tilbud som mine patienter. Men faglig uddannelse alene gør det ikke. Det er også vigtigt at gøre opmærksom på, at det er et krævende job, man skal være rustet til. Til gengæld får man så meget igen,” siger hun.

Man skal hvile i sig selv

Det vigtigste råd, Mikaela vil give fysioterapeuter, der overvejer at følge i hendes fodspor, er, at de skal hvile i sig selv og være jordbundne.

”Hvis ikke man kan kapere at leve sig ind i patienternes håbløse situation, dur det ikke, men man må på den anden side heller ikke blive alt for påvirket. Hvis man synes, det er synd for patienterne, har man et problem. Det vil patienten hurtigt mærke, og det er det sidste, de har behov for,” mener hun.

Mikaela Lindner Gudkov forsøger at have en grænse på maksimum fem patientbesøg per dag. Det er, hvad hun føler, hun kan overkomme mentalt. Hvis hun en dag begynder at føle, hun kan magte måske ni-ti patienter om dagen, ved hun, det er tid til at stoppe.

”Ofte har jeg aftaler med patienter, som bliver aflyst, fordi de er gået bort, og det berører mig altid. Når jeg er hos dem, mens de stadig lever, er jeg ikke specielt påvirket af, at de snart skal dø, men når beskeden kommer om, at nu har de fået fred, rører det mig altid. Og det skal det blive ved med.”