Får pris for forskning tæt på patienten
Fakta om Forskningsfondens Særlige Pris
Forskningsfondens Særlige Pris tildeles en fysioterapeut eller en gruppe af fysioterapeuter, som har udmærket sig særligt forskningsmæssigt, uddannelsesmæssigt eller på anden vis ydet en særlig indsats inden for udviklingen af det fysioterapeutiske felt. Man skal indstilles til prisen. Således kan en kollega, leder, en afdeling m.fl. indstille en fysioterapeut eller en gruppe af fysioterapeuter som man mener, opfylder kriteriet: Prisen, der er på 50.000 kroner, blev uddelt til Morten Tange Kristensen på Danske Fysioterapeuters repræsentantskabsmøde den12. november.
Da Morten Tange Christensen denne sommer var på forsiden af Fysioterapeuten i anledning af sin nyerhvervede titel som ph.d., lå han smilende under et læs gangstativer. Og det er da også blandt gangstativer, han har tilbragt en stor del af sin karriere som både fysioterapeut og forsker; i et ”traditionelt overset og ikke prestigefyldt område”, som der står i den indstilling, der netop har indbragt Morten Tange Christensen Forskningsfondens Særlige Pris på 50.000 kroner.
Indstillingen var skrevet af forskerkollegerne, fysioterapeut, ph.d. Thomas Bandholm og professor dr. med. Henrik Kehlet.
De indstillede Morten Tange Kristensen til prisen på baggrund af hans omfattende formidling både mundtligt og skriftligt både på dansk og internationalt, der har gjort ham til en af de førende forskere på verdensplan inden for test og genoptræning til patienter med hoftebrud.
Ifølge Thomas Bandholm og Henrik Kehlet udmærker Morten Tange Kristensens forskning sig ved at være meget patient-nær og umiddelbart kunne omsættes i klinisk praksis. Morten Tange Kristensen har blandt andet haft en aktiv rolle i udarbejdelse og validering af CAS (Cumulated Ambulation Score) til patienter med hoftebrud, en score der nu anvendes generelt i Det Nationale Indikator Projekt. Desuden har han ydet et væsentligt bidrag til referenceprogrammet for patienter med hoftebrud.
Ikke så akademisk
Da Morten Tange Kristensen i 1992 blev fysioterapeut stod han ikke og trippede for at komme ud at forske. Som så mange andre var han blevet lokket ind i uddannelsen via sin idræt, men rollen som idrætsfysioterapeut levede dog ikke op til forventningerne. Det gjorde til gengæld et job i ortopædkirurgisk gruppe på Hvidovre Hospital, hvor han har været siden 1993 med skiftende kasketter: Menig, tillidsrepræsentant, afdelingsfysioterapeut, projektfysioterapeut og nu seniorforsker.
Da forskningen havde grebet om sig begyndte Morten Tange Kristensen at undersøge mulighederne for at tage en forskeruddannelse, men uden hverken en master- eller en kandidatgrad kunne han ikke indskrives som ph.d.-studerende på Københavns Universitet. På Lunds Universitet mente man til gengæld, at hans lange række af publikationer var adgangsgivende i sig selv, og Morten Tange Kristensen kan derfor i dag skrive ph.d. på visitkortet.
Ifølge Thomas Bandholm har det på sin vis været en fordel – ikke mindst for patienterne, at Morten Tange Kristensen var så langt med at forske, før han var uddannet til det: ”Jeg vil tro, at det betyder, at den måde han bedriver sin forskning på ikke er så akademisk, som den nogen gange kan blive. Måske er det derfor den er så praksis-nær”, siger Thomas Bandholm.
Han beskriver i øvrigt Morten Tange Kristensen som ”meget rolig, sindig, imødekommende, hjælpsom over for alle og ualmindelig meget handy-man”.
Arbejdslivet har ædt sig ind på Morten Tange Kristensens fritid, idet forskningen også optager en del af tiden efter fyraften, fortæller Thomas Bandholm, men tilføjer, at der dog også er plads til andre ting:
”Morten er en ivrig amatørfotograf i sin fritid. Han er i flere omgange, hvor vi har været sammen på konference, stået op før klokken 6 for at køre ud til et specielt flot sted og tage solopgangsbilleder. Generelt sover han ikke særlig meget og møder ofte på arbejde klokken 7”.
Morten Tange Kristensens energi og engagement er ofte kommet dette blads læsere til gode. Den forskningsmæssige merit forudsætter publicering i internationalt anerkendte tidsskrifter, men skal forskningen rykke noget i forhold til patienterne, skal den ud til flest mulige, mener Morten Tange Kristensen, der derfor altid har været opmærksom på at få sine resultater formidlet i Fysioterapeuten.
Fakta om Morten Tange
Morten Tange Kristensen er seniorforsker, ph.d. på Fysioterapien & Ortopædkirurgisk afdeling, Hvidovre Hospital (HH). Han blev fysioterapeut i 1992 og ph.d. fra Lunds Universitet i 2010.
Beskæftigelse:
1992-1993 Fysioterapeut KAS Gentofte
1994-1999 Fysioterapeut, 1. Division fodbold/håndbold
1993-1999 Fysioterapeut HH
1999-2002 Afdelingsfysioterapeut Ortopædkirurgi/børn, HH
2002-2007 Projekt / Forskningsfysioterapeut, Fysioterapien/Hoftefrakturenhed, HH
2007-2010 Ph.d.-studerende Lunds Universitet
2010- Seniorforsker, Fysioterapien og Ortopædkirurgisk afdeling, HH
Du skal logge ind for at se kommentarer og selv kommentere
Log ind
Er du endnu ikke medlem? Bliv medlem i dag og få fuld adgang til fysio.dk, og gør brug af vores mange medlemsfordele.